Freden brød ud den 4. maj 1945 om aftenen. Jublen ville ingen ende tage. Fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Man lo og græd. Endelig - endelig var vi frie. Besættelsesmagten begyndte tilbagetoget mod hjemlandets ruinbyer på stjålne cykler og rygsækken fyldt med alverdens herligheder. Det blev dog taget fra dem, inden de passerede grænsen. ¤¤Wir kommen wieder¤¤, sagde de truende, da de luskede over grænsen. Siden er gået 60 år og meget er forandret.

af Anton Nielsen
Vi står foran at skulle fejre 60-året for vor befrielse. Men der er malurt i sejrens bæger.
I dag er Danmark en besættelsesmagt. Med våben i hånd er danske soldater med til at undertrykke et andet folk. Hvordan kunne det gå så galt?
Krigen i Europa sluttede natten mellem den 7. og 8. maj 1945. Størstedelen af Europa var en rygende ruinhob. Men håbet om en ny og bedre verden lod sig ikke kue. Genopbygningen begyndte. Menneskene rejste sig efter denne, den frygteligste af alle krige. Fremtidstro og håb om en bedre og mere retfærdig verden, gav de overlevende uanede kræfter.
Nazismen pest skulle for altid udryddes. Tyskland skulle afnazificeres og afmilitariseres, besluttede de allierede i Potsdam. Forbryderne - bødlerne og deres økonomiske og politiske bagmænd - skulle have deres retfærdige straf. En ny tid var på vej. Og et nyt Tyskland?
I Danmark - som materielt var sluppet billigt igennem krigen - stod de tidligere samarbejdspolitikerne frem på rad og række og lovpriste modstandsbevægelsen og de frihedskæmpere, som de kort tid før kaldte terrorister. 'I skal ikke blive glemt!' sagde de nu. Der var ingen ende på de verbale floskler og de hule løfter.
Samarbejdspolitikerne vaskede deres hænder. De havde hele tiden arbejdet i nationens interesse. De var nationens ansvarlige frelsermænd. Da man ikke helt kunne komme uden om en undersøgelse af forholdene under besættelsen, nedsatte man en parlamentarisk kommission, der arbejdede for lukkede døre. På den måde havde man fuld kontrol med, hvad det var hensigtsmæssigt at slippe ud - og hvad som befandt sig bedst under lås og slå i statens lukkede arkiver.
Og da opgøret med nazisterne og deres danske medløbere begyndte, vendte bøtten helt. En ledende politiker - Harvig Frisch - fik et sprogligt tilbagefald: 'Mordere' snerrede han efter de modige modstandsfolk, som havde gjort op med stikkere og andet rak.

Krigen slutter - og hvad så
I Østen var krigen ikke slut, men dens udfald var givet. Det drejede sig kun om kort tid, før Japan også måtte overgive sig. Det forhindrede dog ikke USA i den 6. og 9. august 1945 at kaste to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Det var militært meningsløst, og hovedformål var da også at vise - ikke mindst Sovjetunionen - hvem der nu var 'verdens herre'.
I to blændende, altødelæggende glimt udslettede man to byer. Menneskehedens livsbetingelser var grundlæggende ændret. Kræfter, som vi end ikke anede omfanget af og farerne ved, var sluppet løs. For første gang i menneskehedens historie var vi nu i stand til at udrydde - ikke blot os selv - men alt levende på kloden.
Godt et halvt år efter - marts 1946 - holdt den gamle imperialist og antikommunist, Churchill, sin berygtede tale i Fulton/Missouri, hvori han gik til frontalt angreb på Sovjetunionen. 'Et jerntæppe er blevet sænket tværs gennem Europa.' Dermed skød han 'Den kolde Krig' i gang.
I Vesttyskland var Konrad Adenauer kommet til magten. Så i stedet for afmilitarisering fik vi tysk genoprustning, den nye vesttyske Wehrmacht. Hitlers gamle generaler og admiraler stod for opbygningen, såvel som for den politiske opdragelse af de nye rekrutter. Våbenmagnaterne som Krupp Thyssen og IG-Farben - som for længst var sluppet ud af fængslet, arbejdede igen for højtryk.
Afnazificeringen blev overladt til ikke mindre end 800 af Hitlers gamle bloddommere, som satte sig magelig tilbage i dommersædet. Nazisterne myldrede ud af fængslerne, for at arbejde for 'det nye Tyskland'
Så i stedet for afnazificering rykkede gamle nazister i hundredvis ind i statsadministrationen. Fra statssekretæren i forbundskanslerens kabinet til de lokaler Länder. Nynazistiske organisationer skød op som paddehatte maskeret som 'hjemstavnsforeninger' og sammenslutninger af gamle soldater. Kravet om revanche og 'de tabte områder tilbage til Riget' lød dag ud og dag ind.
Samtidig forbød man igen Tysklands kommunistiske Parti (KPD).

Wir sind wieder zurück!
På den baggrund oprettedes den Dansk-Tyske Fælleskommando, som under tysk ledelse, skulle udgøre NATO`s forsvar i Region Nord. I spidsen stod gamle kendinge fra Det tredje Riges storhedstid: Admiral Heinrich Gerlach der, sammen med den gamle nazist, kontraadmiral Bernhard Rogge, havde kommandoen over den danske flåde, når man afholdt sine såkaldte manøvre. Af andre gamle kendinge kan nævnes general Speidel - Paris bøddel.
På trods af mangfoldige protester fra store dele af det danske folk, fortsatte dette skændige makkerskab op igennem årene, ja det blev faktisk kontinuerligt udbygget i nært samarbejde med ledende danske politikere.
En af de ivrigste var Danmarks socialdemokratiske udenrigsminister, Per Hækkerup, som i 1962 gjorde rede for, hvordan NATO-politikerne virkede imod det danske folks indstilling og grundlæggende nationale og internationale interesser. Det skete i en tale i Flensborg i juni 1962, som mundede ud i en 'gribende appel' om forståelse for de danske politikeres vanskeligheder.
Appellen var henvendt til de tyske våbenbrødre. Ifølge Flensborg Avis, sagde han blandt andet:
'Vi må gøre det revolutionerende at kaste en over 100-årig tradition over bord (Danmarks neutralitet) og gå med i forsvarsorganisationen NATO.
Det var ikke helt let, for en af NATO-medlemslandene er jo Tyskland, vor 'arvefjende'. Beslutningen måtte vidtgående være imod folkestemningen, og bedre blev det ikke, da spørgsmålene om oprettelsen af NATO-depoter i Jylland dukkede op i debatten. Det var ikke let at få de hertil nødvendige beslutninger truffet. Men Danmark gjorde det! Jeg nævner udtrykkelig dette her, fordi vi ikke altid har fornemmelsen af, at man på tysk hold er klar over, hvilke problemer danske politikere må kæmpe imod.'
Den 27. november 1959 - 19 år efter befrielsen - overskred tyske tropper endnu engang den danske grænse.
Man kom så og sige af bagdøren. Man listede ind, man ønskede ikke at vægge opsigt, men man havde papirerne i orden. Der var nemlig udstedt særlige papirer i dagens anledning, så man uantastet - arm i arm med danske officerer - kunne passerer grænsen uden vrøvl eller utidig indblanding fra uvedkommende danskere.
Senere fulgte stribevis af 'besøg', hvor vore gamle venner, kunne besøge gamle bekendte og se de smukke steder, hvor de opholdt sig sidste gang. 'Wir kommen wieder', sagde de i 1945 - og de holdt ord.
Dermed kom sønnerne af danske frihedskæmpere og kz-fanger, der aftjente deres værnepligt i det danske forsvar under nazistisk kommando.
Vesttyskland blev den kolde krigs frontliniestat nummer et. Oprustningen fortsatte i stigende tempo op gennem 70`erne og 80`erne. Mange kan sikkert endnu huske de 572 atomraketter og atomdepoter få kilometer fra den danske grænse, så de i påkommende tilfælde hurtigt kunne bringes til Danmark, som var NATO`s såkaldte prop i Østersøen.
Samtidig hermed sattes alt ind på at undergrave det andet Tyskland. Alle midler blev taget i brug. I starten forsøgte man sig med at undergrave økonomien - falskmøntneri i milliardklassen. Denne trafik stoppede brat, da DDR i 1961 byggede 'Muren'. Men den vesttyske efterretningstjeneste fortsatte ufortrødent med at forsøge at undergrave moralen i den tyske Demokratiske Republik, og med hjælp fra Reagan og Gorbatjov lykkedes det som bekendt til sidst.

Krigen mod terror
Da Sovjetunionen brød sammen, påstod man fra ledende politiske kredse her og i udlandet, at nu ville den evige fred sænke sig over verden. De røde var færdige. Jublen var ved at koge over. Som sædvanlig var de mest begejstrede og skadefro at finde i de socialdemokratiske partier. De forstod ikke, at det ikke blot var kommunisterne, man ville til livs, men alt og alle, som engang for længe siden havde talt for socialismen - og måske endda uden at mene det.
Vi ved i dag, hvordan det gik. Der var og er ikke længere en magt, som har styrke nok og politisk mod og vilje til at sætte en stopper for den amerikanske imperialismes udskejelser, magtmisbrug og undertrykkelse af alt og alle på denne klode.
Den 11. september kom - undskyld mig udtrykket - som sendt fra himlen for regeringen Bush. Nu kunne man - under påberåbelse af at bekæmpe terrorismen - angribe hvem man ville, når man ville. Planerne lå klar i skuffen, tiden var inde til at føre dem ud i livet. Man udnævnte en 'ondskabens akse', som med jævne mellemrum udvides med nye lande, som siden sidst har pådraget 'Det Fjerde Riges' vrede. Disse stakler kan vente besøg af US-Army, når de mindst venter det.
I stedet for den fredelige sameksistens politik har vi fået Bush`s 'krig mod terror', der, såvel i indhold, som måden hvorpå den praktiseres, har ikke så lidt lighed med Hitlers fremgangsmåde i årene op til Anden Verdenskrig.
'Vil I den totale krig,' skreg Göbbels i Berlin. USA taler nu om den permanente krig - om krigen uden ende, og de danske marionetter klapper hælene sammen og parerer ordre.
Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, fortsætter sin idiotiske og løgnagtige snak om, at vi er inviteret af FN og den irakiske quislinge-regering. 'Vi skal blive i landet, så længe vi kan gøre nytte, så længe den irakiske regering (læs: besættelsesmagten) ønsker os.'
Foreløbig er man - med vold og terror, med bomber og bajonetter - ved at 'indføre demokratiet' i Afghanistan og Irak. I skyggen af amerikanske og danske bajonetter, gik irakerne for nylig til deres 'første demokratiske valg'.

Vind demokratiet tilbage
Også i vort land har vi mærket følgerne af 'krigen mod terror'. Demokratiet i vort land indskrænkes dagligt Vi har fået en ny terrorlovgivning, som på mange områder giver staten nye beføjelser over for borgeren, hvis demokratiske rettigheder indskrænkes. Det danske samfund bliver stadig mere inhumant og brutalt. Racisme og fremmedhad florerer. Behandlingen af flygtninge og indvandre bliver stadig mere umenneskelig.
Den ekstreme højrefløj - som ikke alene udgøres af Dansk Folkeparti, men også af mange 'gode venstremænd, konservative og socialdemokrater' og - ikke at forglemme - de danske nazister - bliver stadig mere højrøstede.
Det er på tide vi her i landet får organiseret modstanden mod regeringens og folketingsflertallets politik. Det kan hurtigt blive for sent!
Den danske besættelsesmagt skal kaldes hjem fra Irak og Afghanistan øjeblikkelig. Vi kræver en anstændig og menneskelig behandling af flygtninge og indvandre, som kommer til vort land.
Solidariteten skal igen i højsædet.
Derfor er den 4. maj ikke blot en festdag, men også en protestdag.

Når uret bliver ret - er modstand en pligt!

4. maj i København
Klokken 18 på Rådhuspladsen.
Herfra fakkeltog gennem Istedgade til Vega hvor der er arrangement frem til klokken 1.
Talere: Anton Nielsen, Horserød/Stutthof-foreningen - Leif Larsen, Dokumentationscenter Mod Historieforfalskning - Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør
Underholdning: Kim Larsen - Kenneth Thordal og Strandvaskerne - Benny Holst Trio - Laila Anderson læser prolog af Erik Stinus - Anne Eltard og Torben Kjær - Søren Krogh med Orkæzter.
Arr.: 4. maj komiteen