Socialdemokratiets velfærdsdagsorden skal ikke ligne den, VK-regeringen og Velfærdskommissionen arbejder ud fra

af Hans Halvorsen, formand Lo Århus
Regeringen havde ellers en plan. Først skulle strukturreformen køres igennem som en helt almindelig kommunalreform med fokus på kommunesammenlægninger og øget effektivitet.
Dernæst skulle så Velfærdskommissionen komme med sin rapport - med de efterhånden velkendte løsninger: Der er for få på arbejdsmarkedet om 20 år. Det vil sætte vores velfærd under pres. Derfor er vi nødt til at gøre det sværere for ældre at trække sig tilbage. Og derfor skal flere på overførselsindkomst tilbage på arbejdsmarkedet. På den måde kan vi få øget statens indtægter og mindsket presset på de offentlige udgifter.

Længe ventet initiativ
Men Socialdemokratiet har slået VK-regeringens timing i stykker. På mindre end ti dage har den ny partiledelse formået at sætte velfærdsdebatten på dagsordenen - over et halvt år, før kommissionen kommer med sin rapport.
Det var et godt og længe ventet initiativ. Derimod er det knap så forståeligt, at den ny ledelse vælger at sætte efterlønnen og folkepensionen i centrum for velfærdsdiskussionen. Det giver nemlig kun mening, hvis disse to velfærdsordninger udgør de væsentligste problemer i vores samfund. Men det gør de ikke.
Valget begrundes med, at samfundet ikke har råd til, at så mange mennesker trækker sig så tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, og at især efterlønsordningen bliver udnyttet af mange, der slet ikke har behov for at trække sig tilbage.
Men den holder ikke. For det første viser undersøgelser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og A-kassernes Samvirke noget andet.
For det andet viser de samme undersøgelser, at der sammenlignet med 1996 faktisk i dag er flere ældre, der ønsker arbejde, men ikke kan få det.
Og for det tredje udgør udgiften til efterløn en relativ beskeden del af de samlede udgifter til indkomstoverførsler, fordi cirka 800.000 borgere er sat udenfor arbejdsmarkedet.

Uden hold i fakta
Den voldsomme fokus på efterløn og pension bliver også mindre forståelig, når det nu kan dokumenteres, at:
¥ Flere og flere presses ud af arbejdsmarkedet på grund af langtidssygdom.
¥ Flere ældre ikke kan klare de høje tempokrav og krav om evige omstillinger.
¥ Indkomstuligheden siden midt i 90`erne er vokset, og at skattegrundlaget indsnævres både på grund af skattestop og lempeligere beskatning af de rigeste ti procent af befolkningen.
Med andre ord er vi ved at få et samfund, der udstøder flere og flere fra arbejdsmarkedet og dermed fra selvforsørgelse. Og det sker samtidig med, at de grupper, der tjener allermest betaler en mindre del i skat og dermed en mindre del til samfundsøkonomien.
Det er nok snarere dette grundlæggende velfærdsproblem, den nye ledelse i Socialdemokratiet skulle rette fokus på. Og dermed skyde regeringens og Velfærdskommissionens udgangspunkt i stykker: at der ikke er råd til velfærd.
Der er nemlig behov for, at vi får diskuteret, hvorledes vi får bare halvdelen af de 800.000 i arbejde igen, skabt plads til de ældre på arbejdsmarkedet og effektivt bremset for den voksende nedslidning. Kunne det lykkes, ville det hurtigt vise sig, at såvel efterløn som pensionsalder udgør et meget lille samfundsøkonomisk og velfærdspolitisk problem.
Socialdemokratiets nye velfærdsdagsorden er interessant, og vi hilser debatten velkommen. Men man skal passe på, at dagsordenens reelle indhold ikke kommer til at ligne den, VK-regeringen og Velfærdskommissionen arbejder ud fra.