Vi skal ikke bare mindes. Modstandskampen dengang forpligter til nutidig anti-fascisme og front mod fremmedfjendtlighed

af Erik Jensen, Demos
For snart 60 år siden stod en menig frihedskæmper og hyldede sine dræbte kammerater, da de blev begravet i Mindelunden i København. Han sagde blandt andet:
'De kolde hjerner med al deres forsigtige gammelmandspolitik og snusfornuft forstod det aldrig og forstår det endnu ikke, men vi som var jeres venner, og som nu og da fik lov at hjælpe lidt til, vi ved, at jeres kamp blev ført af hele jert brændende og blødende hjerte, og at I derfor måtte sejre'.
Ingen mennesker var i befrielsessommeren i tvivl om, hvem det var der havde ført gammelmandspolitik og ikke forstod modstandsbevægelsen. Det var politikerne fra Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative, der havde samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt langt ind i krigen. Som aktivt ville sikre Danmark en gunstig plads i det kommende tyskdominerede Europa. Og som derfor med al magt forsøgte at hindre modstandsbevægelsens virke. I uskønt samarbejde med de tyske besættelsesmyndigheder.
Da det tyske nederlag var i syne begyndte den store omrokering. Nu påberåbte de selv samme politikere sig, at de havde ydet en politisk modstand, der faktisk havde kørt parløb med den illegale modstandsbevægelse. Altså hele Danmark havde fra start stået på De Allieredes side i en enig kamp mod diktaturet. Men ganske vist med forskellige midler.

Fogh og besættelsen
Det er myten om det kæmpende Danmark som samarbejdspartierne skabte, og som mange gamle modstandsfolk og andre tog afstand fra.
I august 2003, i 60-året for bruddet med den nazistiske besættelsesmagt, begyndte statsminister Fogh Rasmussen at give modstandsbevægelsen sin moralske støtte. Og han fordømte de daværende politikeres samarbejdspolitik med besættelsesmagten:
'Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv samarbejdspolitik.'
og
'Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.'
Statsministeren falder altså på en måde sine egne i ryggen når han tydeligt siger at datidens politikere ikke var en slags modstandsfolk. Han er i dag oven i købet formand for det parti, der fostrede færrest modstandsfolk og hvis daværende vælgere tjente stort på landbrugseksporten til det krigsførende Tyskland. Og hvis ledere på Christiansborg gennemtvang en knaldhård klassepolitik, der gik hårdt ud over byens arbejdere.
Men statsministeren vil ikke skrive historien om. Han vil bruge sine nyvundne synspunkter i dagens politiske kamp. Det centrale i hans budskab, som han jævnligt gentager, er at man må tage stilling mod diktaturet. Sådan som regeringen og folketingsflertallet gjorde, da de på amerikansk bud gik i krig i Afghanistan og Irak.

Hvor var Venstreé
Men ikke nok med det, vort medlemskab af NATO og EU er, ifølge Fogh, også en stillingtagen mod diktaturet. Altså ingen afstandtagen fra Venstre-lederne Madsen-Mygdal og Søren Brodersen og de øvrige venstrehøvdinge fra dengang, men en modstandspatos til brug for nutiden.
Indirekte opnår statsministeren også at underminere Socialdemokratiets og De Radikales positioner al den stund, at de var hovedansvarlige for samarbejdspolitikken. På samme måde som Venstre tidligere beklikkede de samme partier for deres holdninger under Den kolde Krig, i 70`erne og 80`erne. (Se for eksempel den af Bertel Haarder redigerede 'Hvem holdt de med?' fra 1999).
Vi ser igen det fænomen der hedder, at se i den store historiebog for at vælge godbidder ud til affyring i den aktuelle politiske kamp. Men det er en farlig metode.
Den kan også anvendes mod Venstre.
Hvor var kampen mod diktaturet, da Venstre affandt sig med fortidens fascistisk-styrede lande som partnere i NATO (Spanien, Portugal, Grækenland, Tyrkiet)?
Hvor var Venstre henne, da regering og Folketing godkendte og støttede det diktatoriske og morderiske styre i Kampuchea?
Hvor var Venstre henne, da Tyrkiet besatte den nordlige del af Cypern?
Hvor er Venstre henne i forhold til Israels undertrykkelse af palæstinenserne og nægtelsen af at opfylde FN`s talrige resolutioner?
Listen kan gøres længere, men lad os se på de indenrigspolitiske bidrag til kampen mod diktaturet.
De to regeringspartier og deres støtteparti er meget bekymrede for borgernes sikkerhed. De vil beskytte borgerne både mod kriminelle elementer og mod terrorister. Derfor skal sikkerhedsapparatet pustes op, lovgivningen justeres og straffene øges. Derfor viderefører de den tidligere regerings politik omkring 'terrorpakken'.
Tiltagene havde og har sin oprindelse i EU og i USA, men de tillempes danske forhold i Folketinget, hvor der er en glidende proces i gang. Den nedbryder retssikkerheden. Retsplejeloven får endnu flere bestemmelser om hemmelige procedurer. Solidaritetsarbejdet kan kriminaliseres. Det internationale politisamarbejde er ved at glide ud af national kontrol. Terrorhysteriet breder sig.
Derfor må vi 4. maj protestere mod krigeriske eventyr og for international solidaritet, for globale politiske og sociale løsninger. Og lad os samtidig mindes de frihedskæmpere, der tidligt tog kampen op mod nazisterne og deres terrorregime.
Frihedskampen dengang var ikke terrorisme, frihedskamp i dag skal ikke gøres til terrorisme via 'terror-lister'.
Vi skal ikke bare mindes. Modstandskampen dengang forpligter til nutidig anti-fascisme og front mod fremmedfjendtlighed.
PS:Hvordan er det nu, regeringen og dets støtteparti behandler de mange flygtninge fra alverdens diktaturer?