Den såkaldte krig mod terror må vige for sociale og politiske løsninger af konflikterne. Det er på tide at også udenrigsministeren erkender dette

af Patrick Mac Manus, forfatter, talsmand for Foreningen Oprør
I anledning af dansk overtagelse af formandskabet i FN`s antiterrorkomite (CTC) er udenrigsministeren citeret for at 'terror er vor tids vanskeligste udfordring'.
Man kan kun håbe, at Per Stig Møller får tid i sit liv til at erkende den absolutte overdrivelse, der ligger i disse ord. Tid til at se og erkende, i det mindste i tilbageblikket, hvordan den såkaldte 'krig mod terror' har formået at fortegne verden.
Den egentlige fare i verden ligger ikke i de skyggeagtige figurer, der planlægger terroristiske attentater, hvis antal har været konstant faldende siden midten af 1980`erne. Den egentlige fare for verden er ikke skjult, ikke skyggeagtig. Den er der, så alle kan se den: fattigdom, sygdom og sult. Den egentlige fare er den ydmygelse, svigt og tab, der rammer millioner og atter millioner i denne verden. Terrorisme er ikke en mørk gåde, gåden er, at den er så ringe i sit omfang.
Samtidig afviser udenrigsministeren, at statsterrorisme skal inddrages i den definition af terrorisme, der arbejdes på i øjeblikket i FN-regi. 'Statsterrorisme forholder man sig til i Genvekonventionerne. Statsterrorisme er ikke tilladt. Det er der masser af folkeretlige regler for', siger udenrigsministeren.
Henvisningen til konventionerne er bekvemt. At den også er en retslig fiktion, kan aflæses af den manglende håndhævelse af konventionen til beskyttelse af befolkninger under besættelse i tilfældet Irak og i de besatte palæstinensiske områder. Og denne fiktion vil til gengæld underminere troværdigheden i enhver definition af terrorisme, der ikke inkluderer statslige handlinger.
Ikke mindst, når mange af verdens stater i dag begrunder en intern undertrykkelse af egne befolkninger under henvisning til den international 'krig mod terror.'
I disse år er bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed blevet stemplet som terroristiske.
Der er behov for en helt anden linje for international konflikthåndtering frem for den internationale 'krig mod terror', som udstøder legitime modstandsbevægelser fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikterne, og afskærer modstandsbevægelserne fra den dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske normer, også i modstanden mod illegitim magt.
Den såkaldte krig mod terror må vige for sociale og politiske løsninger af konflikterne. Det er på tide at også udenrigsministeren erkender dette.