Mange har forudsagt, at EU aldrig kan blive en handlekraftig supermagt i udenrigspolitikken. Desto mere bemærkelsesværdigt er det at se de endelige formuleringer i den EU-forfatning, som nu ligger på bordet.

De er netop kendetegnet ved, at hvert enkelt land afkræves fuld loyalitet overfor Unionens interesser(I-40). Således skal ethvert medlemsland 'afstå fra enhver handling, der strider mod Unionens interesser eller kan skade dens effektivitet'. Det er en meget vidtgående formulering.
Hvert enkelt EU-land har ganske vist fortsat en vetoret, når Unionens strategiske interesser og udenrigspolitiske mål skal formuleres. Beslutninger herom ligger nemlig på de halvårlige topmøder, hvor der stemmes med vetoret. Men til gengæld skal konkrete afgørelser om, hvordan de overordnede mål skal føres ud i livet, besluttes med flertal i Ministerrådet. Dermed har Unionen med den nye forfatning sikret sig langt mere handlekraft i udenrigspolitikken.
Endelig er det vigtigt at lægge mærke til et par andre nyskabelser i i EU`s udenrigs- og sikkerhedspolitik:
For det første giver den nye EU-forfatning som noget nyt mulighed for, at der kan etableres såkaldt 'forstærket samarbejde', også indenfor det militære område. Det betyder, at en gruppe af lande kan etableret et militært pionerprojekt, og oven i købet etablere sin egen permanente struktur (I-41, stk. 6).
Og endelig har Unionen overtaget den såkaldte musketer-ed, som vi kender fra NATO: I tilfælde af et militært angreb på ét EU-land, skal alle andre lande i Unionen umiddelbart kaste sig ind i konflikten på det pågældende EU-lands side.
Vi kan altså konkludere, at EU med den nye forfatning får betydeligt flere udenrigspolitiske muskler end i dag.

Artikel I-16, stk. 2:'Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdent Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respekterer Unionens indsats på dette område. De afstår fra enhver handling, der strider mod Unionens interesser eller kan skade dens effektivitet.'

Artikel I-40:
Stk.1: 'Den Europæiske Union fører en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bygger på udvikling af gensidig politisk solidaritet mellem medlemsstaterne, fastlæggelse af spørgsmål af almen interesse og opnåelse af en stadig stigende konvergens i medlemsstaternes optræden.
Stk.2: Det Europæiske Råd definerer Unionens strategiske interesser og fastlægger målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rådet udformer denne politik inden for rammerne af strategiske retningslinjer fastlagt af Det Europæiske Råd og i overensstemmelse med del III.
Stk.5: 'Den enkelte medlemsstat konsulterer før den træffer foranstaltninger på den internationale scene eller indgår forpligtelser, der kan berøre Unionens interesser, de øvrige medlemsstater i Det Europæiske Råd eller i Rådet. Medlemsstaterne sikrer gennem en konvergent optræden, at Unionen kan gøre sine interesser og værdier gældende på den internationale scene. Medlemsstaterne er indbyrdes solidariske.'

Artikel I-41:
Stk.5: 'Rådet kan overdrage gennemførelsen af en opgave på EU-plan til en gruppe af medlemsstater for at bevare Unionens værdier og tjene dens interesser.'
Stk.6: 'De medlemsstater, der opfylder højere kriterier for militær kapacitet, og som har indgået mere bindende forpligtelser på dette område med henblik på mere krævende opgaver, etablerer et permanent struktureret samarbejde inden for rammerne af Unionen'
Stk.7: 'Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Dette berører ikke den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik. '