Kassetænkning er oftest bureaukratisk, men når pengene i den sidste ende hentes fra de samme lommer, så er denne form for tænkning direkte tosset.

af Steffen Friis, socialrådgiver, FOA Århus
Alle snakker om det - og ikke uden grund. Sygefravær koster hvert år staten milliarder af kroner, så den politiske interesse for syge borgere er reel nok. Der er heller ikke meget livskvalitet i sygdom, så set fra et menneskeligt synspunkt, er der også god grund til at se på mulighederne.
Der er sådan set også for det meste masser af vilje, når det gælder at hjælpe syge medarbejdere tilbage på arbejdsmarkedet - men vilje er desværre ikke nok, og alt for ofte må de gode ideer forblive en tanke.
Netop hjemkommet fra en af de mange rundbordssamtaler på et lokalcenter i Århus kommune konstaterer jeg, at skønne kræfter og god vilje har været spildt. Vi kan tilmed som skatteydere se frem til en klækkelig ekstraregning.
En social- og sundhedshjælper der gennem 17 år har været ansat på det samme lokalcenter, hvor hun er kendt som en skattet, erfaren og 'driftsikker' pige, får tiltagende problemer med sine skuldre. Der er desværre ingen behandlingsmulighed, operation eller lignende der kan hjælpe hende.
Sammen med arbejdspladsen får vi arrangeret en samtale med hendes sagsbehandler, der hurtigt, erfarent og kompetent vurderer sagen og bevilger en afprøvning for at se, hvad hun kan på arbejdspladsen.
Den første måned prøver hun sit 'gamle' arbejde uden for mange løft - 20 timer om ugen, men hun er træt og har ondt. De sidste to måneder er hun derimod overflyttet til en aktivitetsafdeling, og det går meget bedre. Hun arbejder 28 timer om ugen, er glad og har igen glimt i sine øjne og har det meget bedre på trods af den længere arbejdstid.
På baggrund af arbejdsprøvningen skal der efterfølgende findes en langsigtet løsning, men hermed skal også de økonomiske aspekter inddrages, og ideerne var ikke længere realistiske.
Lokalcentret har som alle andre lokalcentre en stram økonomi, og selv om arbejdspladsen kun skulle betale godt en tredjedel af lønnen til et såkaldt fleksjob, så var der ikke penge til denne løsning. Heller ikke centralt i magistratens 3. afdeling var der penge til at finde en løsning.
Den trofaste medarbejder kan nu se frem til en fyreseddel, og brugerne skal sige farvel til et kendt ansigt. Men denne løsning er heller ikke gratis. Arbejdspladsen skal betale seks måneders opsigelse plus tre måneders fratrædelsesgodtgørelse for at opsige en medarbejder efter så mange års ansættelse.
Men regningen er stadig langt fra betalt. Hendes sagsbehandler skal nu fortsætte med en række samtaler med social - og sundhedshjælperen, for at finde ud af, hvad hun så vil og kan. Der skal også findes en anden varig forsørgelse, når lønnen ophører. En jobkonsulent skal hjælpe med at finde en anden arbejdsplads, som matcher skånebehov og interesser. Måske er det nødvendigt med kursus eller efteruddannelse? Måske når kommunen slet ikke at finde et job som hun kan klare, inden hun om fire år kan gå på efterløn?
Har vi ikke en forpligtelse til at bruge vores sunde fornuft? Kassetænkning er oftest bureaukratisk, men når pengene i den sidste ende hentes fra de samme lommer, så er denne form for tænkning direkte tosset.
Det må kunne gøres bedre.