Når vi diskuterer nyt program for et kommunistisk parti, er det afgørende at vi forstår, hvad det er for nogle kræfter vi er oppe imod. Hvis vi blot forfalder til ønsketænkning om det ideelle parti, men glemmer virkeligheden, vil alle vores bestræbelser være uden betydning. Derfor må vi fortsætte arbejdet med klasseanalysen, i bredeste forstand.

af Lars U. Thomsen, formand for DKP Syd- og Vestjysk Distrikt
Det er i dag en historisk dag. Det er 65 år side Danmark blev overfaldet af Hitler-tyskland og når vi skal diskutere klasseanalyse, er det nok værd at se hvordan DKP reagerede i tiden op til anden verdenskrig. Bestræbelserne fra den danske regerings side og mange af de vestlige stormagter, gik ud på at stille Hitler tilfreds ved at give indrømmelser, som det f.eks. skete med München-aftalen i 1938. Chamberlain vendte tilbage til England i triumf, og sagde de berømte ord: Freden er sikret i vor tid.
Dagen efter bragte vores avis Arbejderbladet en leder med overskriften: Krigen er sikret!

Hvad forstår vi ved klasseanalyseé
I dag er ingen i tvivl om hvem der fik ret. Partiet havde igennem lang tid forberedt den situation, der førte frem til krigen. Det skete bl.a. ved afholdelsen af landskonferencen i 1938 i Odense. Denne konference skulle blive helt afgørende for den videre udvikling og organiseringen af modstandskampen under besættelsen.
Det er bare et eksempel, men det viser hvordan partiet i kraft af sin ideologiske formåen, har været i stand til at vurdere den politiske situation rigtigt. Det er netop det vi skal bruge klasseanalysen til.
Derfor er det også vigtigt, at skelne mellem en analyse af forandringer i klassestrukturen, og en overordnet analyse af udviklingen. Programseminaret i Esbjerg i 2002, gav efter min mening en dækkende beskrivelse af forandringerne i klassestrukturen i Danmark.
Den måde jeg vil belyse spørgsmålet på, er som en generel analyse, dvs. en analyse af alle de områder, der har indflydelse på hvordan udviklingen forløber.
Det er f.eks. betydningen af de historiske og demokratiske traditioner i vores land, det er produktivkræfternes udvikling, forandringer i produktionsforholdene; hvem ejer produktionsmidlerne og en lang række andre spørgsmål, som har indflydelse på en samlet vurdering.
En klasseanalyse er derfor en alsidig analyse af vores samfund og i hvilken retning det bevæger sig.
Et eksempel på klasseanalyse i denne forstand, er det kommunistiske program fra 1976. Det er den mest omfattende analyse partiet har udført, og den sammenfatter de vigtigste erfaringer i partiets historie.
Klasseanalyse er også de beretninger, der blev aflagt på Kominterns 7. verdenskongres, i Moskva i 1935. Mange af datidens analyser har meget stor betydning for nutiden, fordi de beskriver hvordan arbejderbevægelsen i en trængt situation, er i stand til at vende udviklingen. De internationale konferencer i den kommunistiske bevægelse er også et eksempel, og mange andre bidrag som den internationale bevægelse har udarbejdet.
Hvad har diskussionerne drejet sig om?
Hvis man skal søge at sammenfatte det, kan man sige, at der har groft taget været tale om to strømninger i partiet. Nu er vi jo, i parentes bemærket, ikke noget stort parti mere, men det er åbenbart ingen hindring for, at der kan udvikle sig store forskelle i holdninger.
En gruppe i partiet har ønsket, et klart brud med 1976-programmet og erstattet med et fælles grundlag for det nye venstre i Danmark.
En anden gruppe ønsker, at videreudvikle 1976-programmet efter nutidens behov. I virkeligheden er der tale om en kamp mellem forskellige strømninger i arbejderbevægelsen, som vi har oplevet det igen og igen.
Vi er nødt til at slå fast, at så længe, der ikke er vedtaget et andet gyldigt program af de kompetente forsamlinger, er 1976-programmet - Kommunisternes Program, partiets grundlag.
Diskussionerne i forhold til et nyt program har primært drejet sig om hvad er partiets strategi og taktik? Udviklingen i den socialistiske verden, klasseanalyse, forstået som forandringer i klassestrukturen, DKPs rolle; hvad er et kommunistisk parti, hvilke principper skal det bygge på?
Spørgsmålet er nu. Kan vi bruge dele af 1976-programmet, eller skal vi starte på bar bund?
Hvis vi skal kunne give et svar, på disse meget forskelligartede spørgsmål, er det netop nødvendigt, med en sammenhængende analyse af den politiske udvikling. Det kræver efter min mening, at vi tager udgangspunkt i partiets hidtidige grundlag. Ingen starter fra nulpunktet - alt har en historie.
Hvilke forandringer er der sket siden 1976 og hvilke dele af programmet må vi betegne som forældede? Hvad skal da træde i stedet?

Statsmonopolistisk kapitalisme
Et af de områder der behandles indgående i 1976-programmet, er spørgsmålet om den statsmonopolistiske kapitalismes (SMKs) nye fremtrædelsesformer. Allerede i begyndelsen af forrige århundrede definerede Lenin SMK, som en sammenfletning af de store monopoler, finanskapitalen og den statslige magt. Men SMK er ikke ens til alle tider, den udvikler sig med produktivkræfterne og produktionsforholdene. Der er i tiden efter 2. verdenskrig opstået helt nye teknologier og dermed også ændrede betingelser for kapitalismens udvikling. Det er her, at internationaliseringen af produktionsforholdene, for alvor er slået igennem. Efter min mening, er spørgsmålet om en rigtig vurdering af SMK, et af nøglepunkterne i et nyt program. Samtidig er det nøglen til en besvarelse af alle andre spørgsmål, der har været rejst i debatten.
Allerede i det første afsnit i 1976-programmet; Overgangen fra Kapitalisme til socialisme, gives der en indgående analyse af udviklingen i SMK.
Det der slår mig, når man læser programmet i dag er, at der er sket nogle meget væsentlige forandringer, inden for SMK. I midten af 80erne fandt der en international konference sted: Særtræk om imperialismens i 80erne.
Et resume blev bragt i Fredens og socialismens problemer, (det vi kalder Tiden-Verden Rundt, nr.10-11,1986) En af oplægsholderne på denne konference, var den tyske teoretiker Heinz Jung, der også var leder af IMSF (Institut für Marxistische Studien und Forschung, Frankfurt am Main).
Noget af det som konferencen advarede imod var de militær-industrielle kompleksers voksende rolle i USA, Japan og Vesteuropa. Det medfører en reaktionær udvikling, med nedskæringer i arbejdende menneskers levestandard. At udviklingen ikke er forbedret siden, viser nogle aktuelle tal fra USA, hvor 85 000 virksomheder beskæftiger millioner af mennesker i krigsproduktionen.
Den analyse konferencen fremlagde, har vist sig i store træk, at være identisk med den faktiske udvikling. Den konkluderer, at militarisme og oprustning, kommer til at spille en stadig større rolle i den kapitalistiske økonomi i 1980erne.
Dermed har vi også årsagerne til de nye krige, fordi denne form for produktion kun bliver efterspurgt, hvis der sker en løbende destruktion af det militære udstyr.
Heinz Jung definerede kapitalismens nyere udvikling, som krigskapitalisme.
Det viser noget om, hvordan kapitalismens teoretikere tænker meget langsigtet, 10-20 år frem i tiden, inden deres profetier omsættes i handling. Den statsmonopolistiske kapitalisme, kan efter min mening karakteriseres ved følgende faser i det 20. årh.:
1) Produktionens samfundsmæssiggørelse nødvendiggør, at staten mere og mere går ind og regulerer forholdet, mellem monopolerne.1.fase karakteriseres også af finanskapitalens voksende rolle, og det at arbejderbevægelsen bliver en international faktor. (ca. 1900-1945)
2) I tiden efter 2. verdenskrig, er produktionens internationalisering, det væsentligste træk i udviklingen. For at komme til fuld udfoldelse, kræver den internationale arbejdsdeling socialisme. Derfor rystes det imperialistiske system af stadigt voldsommere kriser. (ca. 1945-1980)
3) Den 3. fase er karakteriseret ved et nyt gennembrud, for videnskaben som produktivkraft og deraf følgende forandringer i klassestrukturen. Med begrænsningen af socialismens indflydelse efter 1991, sker der et tilbagefald til tidligere tiders rivalisering, mellem de imperialistiske stormagter. De krige vi har oplevet siden, (Jugoslavien 1999 og Irak 2003) er resultatet af denne rivalisering.
(Denne historiske inddeling er inspireret af Isi Grünbaum og hans bog Kapitalismens Politiske Økonomi)

Vores begreber
I en række debatindlæg i vores blad og i Arbejderen, har jeg slået til lyd for, at vi videreudvikler vores begrebsapparat. Det skal ske for bedre at gøre os i stand til, at arbejde med en tidssvarende analyse. Det bør høre til marxismens ABC, at det er den måde vi arbejder på, men i praksis ser man ofte bort fra filosofien og går direkte til politikken. Forsømmer man imidlertid de teoretiske spørgsmål, vil man heller ikke kunne løse de aktuelle politiske opgaver. Vi bliver nødt til at underkaste de teoretiske begreber en gyldighedstest, er begrebet stadigt anvendeligt sådan som vi har brugt det? Eller skal vi erstatte det af et helt nyt begreb?
Lad os tage nogle aktuelle eksempler. Hvad forstås der ved globalisering og neoliberalisme? Umiddelbart virker det meget tilforladeligt, men har de et principielt indhold, eller må vi hellere erstatte dem med andre begreber?
Det er kun et par eksempler, men rækken af begreber der må tages under behandling er meget længere. Jeg syntes vi skal forsøge at leve op til det niveau, som vores politiske forbilleder var i stand til at præstere.
Inden Marx gik i gang med en analyse af kapitalismen, underkastede han Hegels filosofi en gennemgribende kritik. Han tog det som han kunne bruge, det som var anvendeligt for en materialistisk opfattelse og kasserede resten. Det førte til grundlaget for den videnskabelige socialisme.
Eller tag Lenin. Inden han gik i gang med nogle af de virkeligt betydende analyser, som f.eks. Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, gik han i gang med indgående filosofiske studier, af f.eks. Kant og Hegel. Men også antikkens filosoffer havde hans interesse, de græske materialister spillede en afgørende rolle, for udformningen af hans værker.
Vi bør arbejde på samme måde. Vi kan ikke bare overtage tidligere tiders begreber, men må selvstændigt bygge tingene op fra grunden, ved at forstå de nye træk i vores egen tid. Opgaven kan syntes vanskelig, men der er faktisk hjælp at hente. Jeg har omtalt filosoffer som W.D. Gudopp, E.W. Ilyenkov og John Somerville, som efter min mening, er ægte arvtagere til det bedste i den materialistiske tradition.
Gudopp har især koncentreret sig om den epoke vi lever i, hvad er det for nogle sammenhænge vi må forstå for at kunne arbejde politisk. Han har interesseret sig for fredsbevægelsens udvikling, og bidraget med en bedre forståelse af de modsigelsesfyldte kræfter, der er på spil.
Ilyenkov er især banebrydende når det gælder den historiske forståelse af dialektikkens udvikling. Det at kunne føje, de enkelte filosoffers bidrag ind, i en stor helhed er en selvstændig bedrift. Ligeledes forståelsen af, hvilken dialektik der er mellem videnskab og logik.
Somerville, den amerikanske fredsforsker og filosof, der ydede en enestående indsats for at fremme fredens sag i USA og andre steder, er kendt også i Danmark. Han foreslog at paxologi blev et obligatorisk fag i skolerne og på universiteterne.
Jeg har i al beskedenhed forsøgt, at vække interessen for filosofi og det er mit håb, at det ikke blot bliver fromme ønsker, men at interessen bliver noget som griber alle partimedlemmer. Det er grundlaget for, at styrke interessen for teori og i virkeligheden nøglen til ny fremgang for partiet.

Fælles internationale kravé
Hvad er konsekvenserne for programmet og det nye der er sket med SMK?
Hvis det er rigtigt, at den periode vi befinder os i nu, er præget af stadig flere krige, må det betyde; at den kommunistiske bevægelse samler alle sine kræfter, i kampen for freden og national selvstændighed.
Efter min mening må konsekvensen være, at en del af programmet må udarbejdes i fællesskab, med andre landes kommunistiske partier; altså teoretisk og praktisk internationalisme. Kort før sin død i 1964, skrev de italienske kommunisters leder Palmiro Togliatti et memorandum, hvor han omtaler de opgaver de europæiske partier stod over for. Det følgende citat er hentet herfra og omhandler netop de fælles krav:
Krisen i den borgerlige økonomi er meget dyb. I den monopolistiske kapitalismes system opstår der fuldstændig nye problemer, som de herskende klasser ikke længere kan løse med de traditionelle metoder. Specielt opstår der i dag i de største lande spørgsmålet om centralisering af den økonomiske ledelse, som man forsøger at løse med planlægning fra oven, i de store monopolers interesse og ved statens indgriben. Dette spørgsmål står på dagsorden i hele Vesten, og man taler allerede om en international planlægning, hvis forberedelse Fællesmarkedets ledende organer arbejder på.
Det er klart, at arbejderbevægelsen og den demokratiske bevægelse ikke kan forholde sig passivt over for dette spørgsmål. Man må også føre kampen på dette område. Det kræver en udvikling og koordinering af de umiddelbare arbejderkrav og forslagene til en reform af den økonomiske struktur (nationaliseringer, jordreform osv.) i en almindelig plan for den økonomiske udvikling, som må stilles op mod den kapitalistiske planlægning. Det vil givetvis ikke være nogen socialistisk plan, fordi betingelserne herfor mangler, men det er en ny form og et nyt kampmiddel for at rykke socialismen nærmere.
Vi har en lang tradition, helt tilbage fra 1. Internationale, for fælles krav, som fortsatte i Komintern. Kunne man evt. bruge Athen-møderne til det? En mulighed kunne også være at genoplive Østersøkonferencerne, som et regionalt bidrag til fred og afspænding, og erfaringsudveksling mellem partierne.
I den nationale del må der også ske tilpasninger, efter de forandringer der er sket i de politiske forhold.
Her tænkes på flygtninge-indvandrer problematikken, sociale problemer, etiske spørgsmål omkring teknologien og en ny dansk udenrigspolitik, efter omvæltningerne i Østeuropa og USA's enegang i Irak.
Når vi diskuterer nyt program for et kommunistisk parti, er det afgørende at vi forstår, hvad det er for nogle kræfter vi er oppe imod. Hvis vi blot forfalder til ønsketænkning om det ideelle parti, men glemmer virkeligheden, vil alle vores bestræbelser være uden betydning.
Derfor må vi fortsætte arbejdet med klasseanalysen, i bredeste forstand. Finde ud af hvordan kapitalismen fungerer i nutidens samfund? Hvilke klasser der er aktive på arenaen? Hvilke alliancer kan man indgå og sidst men ikke mindst, hvilken politik skal vi selv formulere?
Der er mange der har forladt det kommunistiske parti, under det ene eller andet påskud. Partiet var uden indflydelse, vores politik var forkert, vi var håbløst umoderne og meget af samme skuffe. Men for mig at se er et kommunistisk parti en uomgængelig nødvendighed, hvis vi vil gøre os håb om, at forandre kapitalismen til en højere samfundsform.

Oplæg holdt den 9. april 2005 på DKP programseminar.