Pædagogstuderendes Landssammenslutning - PLS - bidrager med 10.000 kroner til nødhjælpsarbejde i Afrika gennem UNICEF
fra Pædagogstuderendes LandsSammenslutning
Begrundelsen herfor er, at PLS er af den overbevisning, at det er vigtigt hele tiden at have øjnene åbne for de problemstillinger, der findes rundt omkring i verden.
Da flodbølgen ramte Asien i juledagene, greb danskerne som mange andre befolkninger til lommerne. Alene UNICEF indsamlede 34 millioner til hjælpearbejdet i de ramte lande. PLS's hovedbestyrelse støttede ligeledes UNICEF med en krone pr. medlem øremærket nødhjælpsarbejdet i Asien, og donerede ved samme lejlighed en krone pr. medlem i støtte til nødhjælpsarbejde i Afrika. Begrundelsen herfor var, at Afrika ligeledes i høj grad har brug for hjælp, og vi kunne frygte at verdensdelen blev 'glemt' i lyset af katastrofen i Asien.
PLS mener ikke, at det kun skal sættes fokus på udsatte områder, hvor katastrofen allerede har ramt eller når vi får kastet død og ødelæggelse i hovedet gennem medierne. Hver dag dør 3000 afrikanske børn af malaria, mennesker bliver på grund af krig og fattigdom ofre for menneskehandel samt grov mishandling og udnyttelse.
På verdensplan har aids gjort 11 millioner børn forældreløse, otte ud af ti af disse børn kommer fra de afrikanske lande syd for Sahara.
Dette tal frygtes at stige i de kommende år. I flere afrikanske lande er op mod 30 procent af landets befolkning smittet med hiv/aids. En generation er allerede forældreløse. Vendes kurven ikke, vil endnu flere børn i fremtiden blive forældreløse, mens vi ser magtesløse til.
Vi må på trods af mediernes manglende interesse konstant have fokus på de problematiske forhold vores medmennesker i blandt andet Afrika lever under.
PLS ser, at vi som kommende pædagoger uddanner os til at være de svagestes advokater, samt at vi forpligter os til at være solidariske verdensborgere, der arbejder for lige muligheder og rettigheder for alle uanset hudfarve, religion og placering på verdenskortet.
10.000 kroner ændrer ikke verdenssituationen, men hvert bidrag gør en forskel og forhåbentlig kan øget fokus fra blandt andre pædagogiske organisationer føre til større politisk engagement i Afrika.
Vedtaget på årsmøde 22.-24. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278