26 Jun 2022  

KBH: Spredte skyer, let regn, 18 °C

Kunstneren og motivet

Kunstneren og motivet

Torsdag, 19. maj, 2005, 00:00:00

Man har gerne villet se en modsætning mellem et idyllisk maleri og et kritisk forfatterskab og har tillagt mig en underlig dobbelthed. Jeg selv føler ikke nogen spaltning, begge mine beskæftigelser hører jorden til.

af Hans Scherfig
Kunstnere, som har prøvet på at forestille sig, hvordan der ser ud i Paradiset, har altid brugt vores egen jord som model. Når man vil male himmelens dejlighed, er det jorden, man maler. Vi kan ikke forestille os nogen skønhed, som vi ikke kender i forvejen. Drømmen om et opholdssted for de salige er en drøm om noget, vi har.
Nu er jorden imidlertid ikke noget paradis, og menneskene kan ikke med rette kaldes salige. Når to trediedele af denne klodes beboere lider nød, sådan som det er blevet oplyst af De forenede Nationers generalsekretær, mens jorden bugner af føde og rigdom, er der god, grund til kritik. Naturen er ikke ubetinget fornuftig, og de vilde dyrs frikonkurrence er ikke forbilledlig for mennesker. Men naturens urimeligheder kan imødegås. Jorden kan dyrkes, vi kan grave og vande og forbedre, ødemarken kan gøres til en have, og en indskrænkning af friheden såvidt, at folk forhindres i at æde hinanden, må være til at bære.
Vores planet er et tåleligt opholdssted, den er rummelig og frugtbar og fuld af forunderlig skønhed og afveksling. I den korte tid, vi lever på den, kan vi kun nå at opleve ganske lidt af den, og vi skal blive så gamle som Abraham, før vi er mætte af dage. Det er bagvaskelse at kalde en sådan klode for en jammerdal, og det er ufornuftigt at give afkald på den for drømmen om en himmel, der kun er et billede af jorden.
Ingen kunstnerisk fantasi har nogensinde kunnet opfinde skønheder og glæder, som overgik virkelighedens. Ingen maler har nogensinde malet et paradis, som han ikke har set her på jorden, han har højst kunnet se det, som andre var blinde for. Kunstnerne maler den verden, de er i. De kan ikke slippe ud af virkeligheden, hvordan de så bærer sig ad. De kan højst mildne lidt på den og udelade dens overdrivelser, men de kan aldrig male den underligere, end en er.
Kunstnerne modtager ikke nogen guddommelig inspiration, de har bare nærmet sig naturen og er kommet i et nært forhold til tingene. Naturen er mere fantastisk end nogen kunstfrembringelse kan blive. - Ser en tapir virkelig sådan ud? - spørges der foran billedet af den. Og dertil må man svare: Den ser meget mærkeligere ud. Den er meget mere overdreven i naturen. Den har måttet modereres, for at der kunne komme et sandsynligt billede af den. Og en okapi er endnu mere underlig, for slet ikke at tale om en gnu.
At male en okapi kan næppe være mindre berettiget end at male en ged eller en ko. Det ene motiv er ikke mere verdensfjernt end det andet. Afrika er ligeså virkelig som Fyn og Nordsjælland, og det behøver ikke at tydes som virkelighedsflugt, hvis man maler en savanne fremfor en kålmark. Om man maler direkte efter tingene, eller man maler efter en forestilling; bygget op af erindringsbilleder, kan også kun blive et spørgsmål om teknik, om fremgangsmåde, om hukommelse og visuel fantasi, om viden om tingene. Når jeg f.eks. har malet en hel del billeder med dyr, hænger det sammen med en vis zoologisk viden, en gammel interesse for naturhistorie, som jeg stadig sysler med. Det betyder ikke, at jeg ønsker at være specialist i dyremaleri. Jeg laver ikke naturhistoriske tavler. Jeg interesserer mig for denne klodes liv og vækst og mærkelige mylder. jeg mener ikke, at fantasien helst skal forvises fra kunsten. Det må være tilladt at fabulere og more sig og nyde friheden.
Fabler og eventyr er mærkelig tidløse. De antike mytologiske fortællinger og Bibelens eventyr har en hårdnakket levedygtighed og friskhed. De er opstået hos folk, som stod naturen meget nær, det er almene og evige ting. Elskov bliver ikke umoderne, naturen bliver ikke forældet, alt levende har noget fælles. Det er ikke mærkeligt, at kunstnere til alle tider har moret sig med eventyr og leg. Legen går ikke af mode.
Nu kan man indvende, at en maler bør søge sine motiver i den aktuelle virkelighed, der omgiver ham, og i sine billeder tage stilling til de problemer, der er under debat, benytte sine særlige færdigheder i kampen for fremskridtet. Ved at skildre de fattiges tilværelse, ved at appellere til medfølelsen, ved at afmale krigens rædsler på afskrækkende måde o. s. v. skulle maleren gennem sit arbejde være med til at befordre det sociale fremskridt.
Det er et fornuftigt og rimeligt krav at stille til kunstnere (og også til andre næringsdrivende) , at de ikke må isolere sig og indrette sig i en afsondret æstetisk drømmeverden. Men det er et rent praktisk spørgsmål, om maleriet er rigtig velegnet som kampmiddel. At grafiken - plakater, litografier, reproducerede karikaturtegninger - er det, ved vi. At film og fotografier, der kan mangfoldiggøres ubegrænset og udbredes overalt, er virkningsfulde propagandamidler, ser vi hver dag. Men staffelimaleriet, som i vores samfund kan ses af forholdsvis få, som købes af dem, der har råd til det, som kun eksisterer i et enkelt eksemplar, kan næppe få stor betydning som formidler af ideer. Jeg har truffet flere mennesker, som er nået til deres livsanskuelse og deres indstilling gennem det, de har læst. Men jeg har aldrig hørt om nogen, hvis livsanskuelse og meninger er blevet påvirket af at se på malerier. Maleriet har en begrænsning.
På den anden side er det blevet sagt, at malerkunsten skulle være i stand til at fremme udviklingen i verden, ikke ved sit fortællende indhold, men ved sin form. Ved sit formelle udtryk, ved at revolutionere sin egen teknik, ved at omvurdere de traditionelle æstetiske begreber skulle den kunne befordre fremskridtet. Det bekræftedes ved, at Hitler så rasende bekæmpede den moderne malerkunst som en fare for hans reaktion. Og Hitlers had til de gode malere var naturligvis ikke tilfældigt, skønt hans eget triste forhold til malerkunsten vel også har været medvirkende. Men på den anden side har Mussolini - som vel ikke var meget bedre end Hitler - ødselt understøttet og befordret det moderne maleri, hvorved dets politiske ufarlighed vist må erkendes.
Jeg vil meget nødig ind i en polemik om disse spørgsmål. Der ligger ikke i disse betragtninger noget angreb på nogen kunstretning eller malernåde. Jeg har altid syntes, at maleriet var en munter og behagelig beskæftigelse. Jeg har fornøjelse af at male, og det er godt, hvis noget af fornøjelsen bliver i billedet. Det var min yndlingsbeskæftigelse som barn, og det er det endnu. Det er ikke et arbejde for mig, det er en forlystelse, en leg, en ferie. Og jeg kan med god og rolig samvittighed hengive mig til denne morskab, fordi jeg foruden at være maler også er skribent og altså har mulighed for at meddele mig direkte og tage mit standpunkt og udtrykke min mening. Jeg forsømmer ikke noget ved at male, hvad der morer mig.
Man har gerne villet se en modsætning mellem et idyllisk maleri og et kritisk forfatterskab og har tillagt mig en underlig dobbelthed. Jeg selv føler ikke nogen spaltning, begge mine beskæftigelser hører jorden til. Der er årsager nok til at holde af denne jord, og der er også et og andet at kritisere. Men ordet egner sig bedre til kritik end oliefarven.
Det sker somme tider, at folk spørger mig om, hvilken retning inden for kunsten, jeg hører til, og om, jeg vil forklare mit kunstneriske program. Jeg har aldrig vidst, hvad jeg skulle svare. Det har altid faldet mig meget vanskeligt at sige noget om malerier, også, om dem, jeg selv har malet. I et konversationsleksikon har jeg set, at mit maleri skal være, 'naivistisk', og jeg finder betegnelsen ganske tåbelig. Jeg maler meget bevidst, vælger og vrager og planlægger som andre håndværkere, der er ikke noget naivt ved det. Jeg maler ikke efter model, og jeg har aldrig været i Afrika og har aldrig set en urskov eller en savanne, men berejste folk siger, at det ligner. Naturen er bare meget mere forunderlig, end man kan vise på et billede, og dyrene er mere paradoksale og bizarre, end det går an at male, hvis man vil gælde for troværdig.
Jeg holder af at male dyr. Flodhesten, der flyder i Afrikas grønne vand som en ø - et løsrevet stykke land - med sin lyserøde unge mellem saftige søplanter. Girafferne, der står i det vældige afrikanske landskab, slanke og yndige med mønstret skind, med halsene strakte, nippende til akacietræernes fine løv. Næsehornet, der står dampende i urskovens grødede sump med sit krumme horn mod himlen og små utålmodige øjne. Tapirerne, der leger i bagindiens jungle, trinde og buttede med små snabler og det hvide dækken på ryggen, som naturen har fundet på at give dem - skaberak-tapirerne. Den underlige okapi, halvt zebra, halvt giraf, en overlevet fra tertiærtidens utrolige paradis. Elefanten, der maser sig vej frem gennem skoven. med hvide stødtænder og viftende kæmpeører og små fornuftige øjne.
Det er jordiske motiver. Og de antike fortællinger og de bibelske eventyr er også jordiske. Paradisets have er her på jorden, og de græske guder og gudinder er meget menneskelige og har menneskelig appetit på livet. De græske sagn er lette og livlige, deres verden er ordnet og klar og logisk, deres mennesker står naturen nær og holder af denne jord og dette liv, deres stil er ren og ensartet, deres kultur oprindelig og enkel. Det er en verden af virkelighed, en ædruelig, primitiv, plastisk, sanselig verden. At hente sine motiver herfra er at have denne jord som motiv.

Artiklen er trykt i 1946

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp