26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forslag fra DKP/ML’s landsledelse: Det nye kommunistiske partis internationale kontakter

Forslag fra DKP/ML’s landsledelse: Det nye kommunistiske partis internationale kontakter

Lørdag, 21. maj, 2005, 00:00:00

Hvordan skal det nye fælles kommunistiske parti agere internationalt. DKP/ML´s landsledelse har lavet et forslag.

af DKP/ML’s landsledelse
Det nye kommunistiske partis internationale kontakter
1. Det nye kommunistiske parti er et internationalistisk parti.
2. Partiet internationale aktiviteter bestemmes af situationen i verden og behovet for:
• at styrke socialismens og fredens kræfter på verdensplan
• at skabe en international alliance mod imperialismen og EU
• at støtte de undertrykte og kæmpende folk
• at forsvare de progressive og socialistiske lande.
3. For at nå disse mål kan partiet have kontakt og forbindelse med:
• kommunistiske, socialistiske og andre progressive partier
• nationale befrielsesbevægelser
• demokratiske, anti-imperialistiske og anti-facistiske bevægelser
• faglige og andre internationale organisationer og sammenslutninger
• progressive og socialistiske stater.
4. Partiet prioriterer forbindelserne til de kommunistiske partier.
5. Et nyt kommunistisk parti må kæmpe for at styrke den internationale kommunistiske bevægelses enhed på grundlag af marxismen-leninismens almene principper. Enheden styrkes gennem bilaterale og multilaterale møder, koordination af aktiviteterne på regionalt, kontinentalt og globalt plan og et stadig mere forpligtende samarbejde med afsæt i den proletariske internationalisme.
6. Det nye parti må bakke op om bestræbelserne på at udvikle den internationale kommunistiske bevægelse som en selvstændig kraft med en markant profil. Det må bekæmpe alle forsøg på at svække bevægelsen og udviske dens kommunistiske profil.
7. Tiden er ikke til at skabe en international organisation. Det er det enkelte parti, som må foretage den nødvendige teoretiske og politiske analyse af forholdene i sit eget land og på det grundlag udvikle en politik og strategi, der kan fremme arbejderklassens, partiets og socialismens sag.
8. Et nyt kommunistisk parti må søge dialog og forbindelse med alle kommunistiske partier på grundlag af gensidig respekt og ikke-indblanding i hinandens interne forhold. I lande, hvor der er to eller flere partier, kan det have forbindelse med mere end et parti.
9. Forbindelserne og samarbejdet mellem partierne må udvikles uanset politiske og ideologiske meningsforskelle. Det er ikke den internationale bevægelse, men arbejderklassen og kommunisterne i det enkelte land, der i sidste ende afgør, hvilken linje der vinder frem. De tætteste forbindelser vil naturligvis udvikles mellem partier, som har sammenfaldende synspunkter og forsvarer marxismen leninismen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp