Arbejderens nye klumme starter på 2. sal, hvor ingen fokusgruppe har slebet holdningerne runde og bløde.

af Mattias Tessfaye
Smut!
Læs noget andet. Bladr videre. Lad dig indignere et andet sted. Tag lederen på side 2 og erklær dig enig. Et læserbrev, en forudsigelig udtalelse fra endnu en fagforenings generalforsamling. Forvent ikke at jeg ser verden fra 'læserens side'. Så skrid med dig! Jeg ser verden herfra. Fra et par amerikanske mærkevare sneakers (på udsalg). Jeg ser ikke virkeligheden fra arbejdernes side, eller de fattiges side eller partiets side. Jeg ser verden fra 2. sal, for det er her jeg bor. Så find dine rygklappere et andet sted!
Sådan kunne det sagtens starte. Man lad os i stedet tage rulletrappen på Piccadilly Circus Tube Station i London. Der står en mand og spiller elendig guitar. Tonerne forsvinder heldigvis i de uendelige flisebeklædte underjordiske gange. Det eneste, jeg fanger, er en enkelt linje fra John Lennon. 'You think you're so clever, and classless, and free/But your still fucking peasants as far as I see.' Og jeg nynner ubevidst med. Og jeg kommer op på det larmende gadeniveau. Og jeg glemmer det.
Tror jeg. For det er som om rytmen stadig sidder i benene. Og det er først i flyet hjemad, da jeg sidder og kigger ud over skyerne, at det slår mig. Som en åbenbaring. Banalt. Men alligevel, heroppe gud-ved-hvor-mange-fod-over-jorden bliver det næsten religiøst. 'As far as I see', altså så vidt jeg kan se, og heroppe fra mit lille vindue, kan jeg se langt, rigtig langt, rigtig fucking langt. Det ligger ligesom i ordene: Jeg siger ikke sandheden, måske er I nogle bønder, måske ikke. Men så vidt jeg kan se, her fra det punkt hvor jeg ser, altså mit se-punkt - eller synspunkt om man vil - der er I altså still nogle fucking peasents.
Og det er netop ordet 'synspunkt' jeg vil frem til. Det må være verdens mest demokratiske ord. Det er som om ordet i sig selv siger, at vores holdninger til virkeligheden afhænger af punktet du ser den fra. Og at diskussion derfor handler om at stå fra et punkt og snakke til et andet. Og fortælle hvordan verden ser ud heroppe fra. Fra 2. sal i et par amerikanske mærkevare sneakers. Ikke alt muligt andet pis, med alter-egoer og statistik og synteser og store sammenhængende fortællinger.
Slipsedrenge bruger millioner af kroner på, at deres produkter skal blive Undergrund og gå fra mund til mund i Sydhavnen og på Nørrebro. Det er næsten-som-at-være-der-selv-samfundets ypperste form for demokrati. Men her på 2. sal har ingen fokusgruppe slebet holdningerne runde og bløde. Ingen reklamedreng har pillet sjælen ud af teksten og erstattet den med en af plastik, formet og farvet efter købestærke segmenter. Jeg er ikke ude på at sælge dig noget, kammerat.
Klummen starter som Brad Pitt, i en Fight Club kælder med rifter henover brystkassen og ufriseret virkelighed. Barnligt - måske. Men i det mindste åbent, ægte og hudløst ærligt.
Og dig mand! Få dig et liv, hvis du har læst så langt som det her! Få røven op af sædet. Det er vel for fanden det, men har en katapult til.