De franske vælgere lader sig ikke skræmme af politikeres og eksperters krav om, at man kun skal tænke på selve EU-grundloven og ikke tage stilling til det, der i øvrigt foregår i EU

af Jan Møgelbjerg, Retsforbundet
Den kommende uges politiske højdepunkt bliver ubetinget den franske folkeafstemning om euro-unionens grundlov. I den forbindelse samles politikere fra hele EU-området - inklusive den her i landet bekendte P. Nyrup Rasmussen, hvis popularitet hos præsident Chirac ellers er til at overskue. Men selv om man er le president kan man blive så desperat, at ingen hemmelige våben kan lades uafprøvede.
Pointen i den franske valgkamp er, at de franske vælgere ikke lader sig skræmme af politikeres og eksperters krav om, at man kun skal tænke på selve EU-grundloven og ikke tage stilling til det, der i øvrigt foregår i EU. Det er interessant at se, hvordan vælgere tænker mere i helheder end politikere.
For hvordan kan man tage stilling til rammer uden at tænke over, hvad der skal sættes ind i dem? Den danske EU-fanatiker, Lykke Friis, kaldte forleden EU-grundloven for en ombygning af unionshuset i modsætning til diverse traktater igennem årene, som hun omtalte som tilbygninger.
Der er vel næppe nogen ejere af gamle huse, der kunne drømme om at renovere uden samtidig at overveje, om det ville være en bedre ide at rive ned og bygge nyt. Og hvad ville man ikke tænke om rådgivere, der forsøgte at forbyde en at tænke over dette?

Superliberalisme som grundværdi
En af de ting, der bekymrer franskmændene er, hvordan den sociale balance forrykkes gennem EU`s markedsgøring - altså den proces, hvor alt skal overføres til fri konkurrence. For Danmarks vedkommende betyder det, at vore egne ja-ja politikere kan henvise til folkeafstemningen i 1986 om det indre marked. Det var der vi sagde ja til at frigive affald, blod til medicinsk brug, tv, elforsyning, vandforsyning, færgedrift og snesevis af andre opgaver, som fællesskabet tidligere har taget sig af.
Det er dette superliberalistiske indre marked, der nu skal være den bærende del af EU-grundloven. Det er altså en bestemt økonomisk politik, der bliver grundlovsfæstet, ganske som man havde det i Sovjetunionen, og i stærk modsætning til de fleste frie nationers forfatninger, der udtrykker værdinormer for frihed og retfærdighed.
Tænk hvis det var sket, sidst den danske grundlov blev revideret i 1953: Så havde al udenrigshandel stadig været kontrolleret af valutacentralen og handelsministeriet kunne have fortsat varerationeringerne. Vores økonomi ville have været på niveau med den rumænskeé
EU`s indre marked er ganske vist stadig ikke gennemført, men det er helt naturligt for EU-udviklingen. De vise fædre bag traktaterne og nu EU-grundloven har travlt med at komme videre. Man ønsker ikke at færdiggøre én ting, før man går videre med den den næste, for efter hver færdiggørelse kunne nogen fristes til eftertænksomhed; og det går ikke.

reform uden helhed
Eftertænksomhed og tanke for helheden er ikke god tone i politik. Det ser vi også på den hjemlige front, hvor der hele tiden dukker problemer op i forbindelse med den såkaldte strukturreform. Men der kommer ingen helhedsdebat, om hvorfor vi overhovedet skal nedlægge vore landkommuner og skære det kommunale selvstyre ned til et absolut minimum.
Seneste udvikling i kommunalfarcen er tvangsægteskabet hen over Furesøen, hvor Venstre-politikere mellem venner forærer flere hundrede millioner kroner til velhavende forstadsborgere. Penge, som de fleste troede var øremærkede til socialt belastede kommuner - men formuleringen 'trængende' kan åbenbart gradbøjes.
Det mest skandaløse på Furesøløsningen er imidlertid gaven fra staten i form af Flyvestation Værløse. Et område der kan udstykkes til byggegrunde for milliarder; penge som kastes direkte ud af statskassen til kommune og private jordejere, som vil kunne tjene krone på krone i årevis fremover på jordværdistigningerne.

En mistet chance
Her var en oplagt chance for at staten kunne skaffe sig en løbende indtægt, der kunne bruges til at lette indkomstskatten for os alle. Flyvestationens store areal skulle naturligvis have været lejet ud i byggegrunde som en chance for unge familier til at få eget hus i hovedstadsområdet - en drøm, der dag for dag synes mere og mere umulig for flere og flere, fordi priserne presses kunstigt op.
Forudsætningen for at der kunne blive taget et sådant skridt, ville dog være, at politikerne begyndte at tænke i helheder og sammenhænge. Forudsætningen for at Danmark kan få politikere, der tænker i helheder synes at være, at Retsforbundet kommer til orde.