Lige siden vedtagelsen af det indre marked med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, kapital og tjenesteydelser i 1986 har EU brugt hensynet til de ¤¤vandrende arbejdstagere¤¤ som en murbrækker for at gennemføre harmonisering af landenes sociale ordninger

Indtil nu har der ikke været stor opmærksomhed omkring dette problem. For hvad er egentlig 'vandrende arbejdstagere' ? Og hvordan kan princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed være en murbrækker for social harmonisering i Unionen ? Det har virket fjernt og teoretisk for mange.
Men i lyset af østudvidelsen og den - allerede nu - massive import af billig arbejdskraft fra Østeuropa, er problemet blevet endog særdeles virkelighedsnært for mange danske arbejdere.I øjeblikket er fokus mest rettet mod den medfølgende løndumping. Men arbejdskraftens frie bevægelighed er også en motor for social dumping.
Der er to årsager til dette:
1. Ifølge EU-Kommissionens logik ville det optimale være, at de sociale sikringsordninger er ens i alle EU-landene. For enhver forskel i pensions-, dagpenge-, eller efterlønsordninger vil i princippet forvride arbejdskraftens frie vandring efter arbejde. Ved at kræve harmonisering af stadig flere sociale ydelser for vandrende arbejdstagere, kan EU ad bagvejen efterhånden få åbnet for en harmonisering også for bredere grupper af arbejdere.
2. I takt med at der bliver stadig flere vandrende arbejdstagere, ikke mindst fra Østeuropa, stiger presset også på de sociale systemer, fordi stadig flere mennesker får adgang til de sociale ordninger, uden at de har betalt til ordningerne via skatten gennem en lang periode.
Og uanset hvor stor presset i virkeligheden er, så bruges dette som et argument for at vi ikke længere kan have et skattefinansieret solidarisk socialsystem. I stedet skal vi spare op til pensionen selv, så vi bogstaveligt talt har folkepensionen med i rygsækken, når vi rejser rundt efter arbejde.
Hele denne udvikling er en følge af arbejdskraftens frie bevægelighed. Og i EU-forfatningen knæsættes dette princip da også og bruges til at åbne for yderligere harmonisering.
Således fremgår det af artiklerne III-133, 134 og 136:
- at EU via lovgivning kan fastlægge på hvilke vilkår en arbejdstager fra et andet EU-land kan bosætte sig i Danmark og modtage sociale ydelser.
- at EU kan vedtage love via flertalsafgørelser, med det formål at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Og dette gælder altså også love om social sikring.
Det er er en ladeport for harmonisering af socialpolitikken, der åbnes med denne del af EU-forfatningen.

Artikel III-133
1. Arbejdstagerne har ret til fri bevægelighed inden for Unionen.
3. Arbejdstagerne har med forbehold af de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og folkesundheden, ret til:
d) at blive boende på en medlemsstats område på vilkår, som Kommissionen har fastsat ved europæiske forordninger, efter at have haft ansættelse der.

Artikel III-134
Ved europæiske love eller rammelove indføres de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed som fastlagt i artikel III-133.

Artikel III-136
1. På området social sikring indføres ved europæiske love eller rammelove de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved indførelse af en ordning, som gør det muligt at sikre vandrende arbejdstagere
og selvstændige samt deres ydelsesberettigede pårørende:
2. Hvis et medlem af Rådet finder, at et udkast til europæisk lov eller rammelov som nævnt i stk. 1 vil berøre grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats sociale sikringssystem, herunder anvendelsesområde, omkostninger og økonomisk struktur, eller berøre dette systems finansielle balance, kan medlemmet anmode om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd. (dette er den såkaldte sociale nødbremse, som blev omtalt i 'Arbejderen klarer paragrafferne' sidste gang).