Spørgsmålet er, om regeringen er ved at skabe en virkelighed, som passer til integrationshpakken? Eller en integrationspakke som passer til virkeligheden?

af Foreningen for Etnisk Ligestilling
Foreningen for Etnisk Ligestilling har med stor interesse læst regeringens seneste udspil på integrationsområdet 'En ny chance til alle' og er som udgangspunkt positivt stemt over for alle tiltag, der som dette har til generel hensigt at fremme vilkårene for etnisk ligestilling.
Som forening står vi dog undrende over for, at regeringen i bestræbelserne på at forbedre integrationen i Danmark nedgør og stigmatiserer en hel befolkningsgruppe. Indvandrere bliver fremstillet som en befolkningsgruppe, der udelukkende ønsker at leve isoleret i ghettoer, som kriminelle mennesker uden uddannelse, der aktivt vælger at leve af kontanthjælp, og som i øvrigt ikke går ind for demokrati og ligestilling.
Planen risikerer at skade integrationen ved at fremstille samfundsproblemer som arbejdsløshed, manglende uddannelse, kriminalitet og ghettoisering som problemer relateret udelukkende til én befolkningsgruppe. Dermed reducerer regeringen et komplekst emneområde til kun at omhandle integration via arbejdsmarkedet uden at tage højde for for eksempel folks sociale, psykiske og boligmæssige situation, og dermed de bagvedliggende menneskelige faktorer. Mener regeringen ikke, at alle socialt dårligt stillede i Danmark skal have en ny chance?

Uambitiøst mål
Integrationsplanen er tilsyneladende baseret på en blind tro på, at al integration foregår via arbejdsmarkedet. Men et arbejde som for eksempel rengøringshjælp tidligt om morgenen på en tom arbejdsplads giver ikke anledning til udvikling af sprogkundskaber, kulturformidling eller udvidelse af netværk.
Indsatsen udtrykkes ved at 'regeringen vil særligt synliggøre de cirka 25.000 ledige stillinger, der årligt slås op på Arbejdsformidlingens jobportal Jobnet, og som ikke kræver særlige kompetencer. Derfor vil søgeresultater på Jobnet fremover være opdelt i job, der ikke kræver særlige kvalifikationer (Hotjob), og andre job'.
Et andet sted i Integrationsplanen udtrykkes det som følgende 'Der skal tilvejebringes tilbud, der tager højde for de særlige forudsætninger og behov, som mange indvandrere og efterkommere har, og som dermed skal give dem en reel mulighed for at deltage og få del i samfundets vækst og velfærd på lige fod med andre.' Denne indsats følges op ved at 'refusionssystemet ændres, så der er en klar sammenhæng mellem tilskud og refusioner og kommunernes indsats og resultater.'
Regeringen præsenterer her ufaglærte job, der ikke kræver særlige kvalifikationer - det vil sige usikre nedslidende job - som særligt velegnede for indvandrere og præsenterer en formidling af sådanne job som en betydelig indsats for integrationen. Det virker snarere uambitiøst, og det er svært at se det rimelige i, at kommunerne bliver berettiget til refusion af udgifter ved primært at formidle denne type job til indvandrere.

straf på pengepungen
'Forældre skal også påtage sig et ansvar for deres børns uddannelse. Regeringen vil derfor i højere grad inddrage forældrene i 15-17-åriges uddannelsesmuligheder. Til gengæld skal børnefamilieydelsen omlægges, så den kun udbetales for unge 15-17-årige, der er i gang med en uddannelse eller i job med uddannelsesperspektiver.'
Ovenstående og flere af øvrige konkrete tiltag, som regeringen planlægger at gennemføre, hviler tilsyneladende på et pædagogisk grundsyn, der ynder at sidestille straffeforanstaltninger i form af økonomiske eller strafferetslige sanktioner med motivation i forhold til, at den enkelte indvandrer søger beskæftigelse eller uddannelse eller sågar bliver bedre forældre.
Men man bliver næppe en bedre forælder af at blive trukket i børnefamilieydelse eller mere ressourcestærk i sin forælderevne af at blive truet til at være det. Ej heller forekommer det at være særligt perspektivrigt at tvinge folk til basalt set at vælge mellem at tage en uddannelse og så udsigten til fattigdom (og hvad det så end måtte anspore til af kriminalitet med videre).
Det er også en nedværdigende og opgivende løsning at tilbyde indvandrerne hjælp i forbindelse med en flytning væk fra ghettoen, hvis regeringen ikke følger op på de ringe muligheder, som det er dokumenteret, at indvandrere har for at låne penge i banken.
En undersøgelse foretaget af Shahamak Rezai fra RUC offentliggjort sidste år viste således, at 60 procent af de iværksættere, der har henvendt sig til banken for at optage lån til virksomheden, har fået afslag. Af dem føler mere end halvdelen sig diskrimineret af banken. Derfor betaler 80 procent penge under bordet - i 70 procent af tilfældene til danske sælgere. Her er et konkret integrationsproblem relateret til flygtninge og indvandreres beskæftigelse, som regeringen kunne gøre noget ved.
Spørgsmålet er, om regeringen er ved at skabe en virkelighed, som passer til integrationspakken? Eller en integrationspakke som passer til virkeligheden?