Hverken en mere aktiv beskæftigelsespolitik eller markedet alene kan løse problemet med den alt for lave efterspørgsel. Der skal konkrete, politiske initiativer til

af Hans Halvorsen, formand for LO Århus
Hvordan får vi gang i hjulene?
Beskæftigelsespolitikken har i mange år fortrinsvis handlet om at trimme udbudet af arbejdskraft - om at forbedre de ledige så at sige. Man har blandt andet diskuteret arbejdskraftens kvalifikationer, for 'tidligt' tilbage-trækningsmønster, for 'lang' studietid og for ringe integration af flygtninge og indvandrere. Her har vi hovedårsagerne til, at der ikke er job at få, har det lydt.
Debatten har bygget på to principper:
Overlader vi markedet til sig selv, vil der komme mere gang i beskæftigelsen, hvis vi samtidig fjerner 'stivhederne' på arbejdsmarkedet.
Men er det virkelig 'stivhederne', der forhindrer nye job? Er det ikke snarere sådan, at arbejdsmarkedets små 'stivheder' ville forsvinde som dug for solen, hvis blot efterspørgslen efter investeringer, produktion og arbejdskraft kunne komme i gang?Jo, men det er der desværre ikke noget, der tyder på, at den gør. Tværtimod.
Den sidste prognose fra Danmarks Statistik peger på et fald i investeringerne og et fald i efterspørgslen - både den indenlandske og den fra resten af Europa - især fra vores største marked, Tyskland. Og også OECD frygter nu, at Danmark får en lavere vækst og en højere ledighed.
Men hverken en mere aktiv beskæftigelsespolitik eller markedet alene kan løse problemet med den alt for lave efterspørgsel. Det er ikke sket hidtil, og intet tyder på, at det vil ske i fremtiden.Nej, der skal konkrete, politiske initiativer til.
Vi nævner her tre vigtige områder:
* Det bliver det mere og mere tydeligt, at skoler, veje, sygehuse, rekreative områder, den offentlige og kollektive transport med videre nedslides på grund af manglende investeringer. Her kunne der sættes ind.
* Boligpriserne stiger og dræner samfundsøkonomien for kapital, der ellers kunne være brugt til at sætte produktion i gang. Samtidig har unge ikke råd til en ordentlig bolig. Der skal bygges flere og attraktive lejeboliger.
* Sygedagpengeudgifterne stiger eksplosivt, fordi arbejdstempoet og arbejdsbetingelserne efterhånden presser flere og flere ud af arbejdsmarkedet. (Her har det private og offentlige ikke noget at lade hinanden høre.)
Der skal reelle ændringer til, så flere kan forblive i ordinære job. Sæt nu at de liberalistiske principper, som vi nævnte i indledningen, viser sig at være helt forfejlede. Sæt nu at markedet ikke kan klare sig selv og løse beskæftigelsesproblemet, og at den ensidige fokus på arbejdsmarkedets 'stivheder' har været forfejlet.
Ja, så har vi i rigtig mange år kigget det forkerte sted hen. Hvor vi omvendt kunne have brugt tiden til politisk og fagligt at diskutere, hvorledes et velfærdssamfund på én og samme tid kan øge efterspørgslen og tilpasse arbejdsmarkedet - uden at øge inflationen.
Derfor er det vel ikke helt ude i hampen i dag at vende problemet om og stille os selv spørgsmålet: Hvordan kan vi skabe øget efterspørgsel? Skal vi have gang i hjulene kræver det politiske initiativer - så kan beskæftigelsespolitikken også bruges til det, den egentlig er beregnet til, nemlig til at formidle kvalificeret arbejdskraft til ledige job!