Mon ikke både den ekstremt høje franske arbejdsløshed samt det store tab af arbejdspladser til såkaldt billig arbejdskraft har haft en stor indflydelse på valgresultatet?

af Per H. Christiansen, Frederikssund
Efter Frankrigs klare nej til traktatudkastet, der tyder på, at franskmændene som nogle af de første i Europa er begyndt at betragte EU som et mere liberalt end socialt projekt (og i modsætning til briterne finder denne skævvridning problematisk), er 'kampen' mellem tilhængere og modstandere af Unionen igen blusset op.
Således har de fleste højrefløjspolitikere (heriblandt Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt) allerede nu meldt ud, at afstemningerne i de øvrige lande ikke bør suspenderes. De har begge anvendt den (for mig at se yderst problematiske) og ekstremt populistiske begrundelse, at franskmændene ikke suverænt skal have lov til at bestemme på Danmarks og de øvrige EU-landes vegne.
Imidlertid overser en sådan argumentation, der både er overfladisk og i betænkelig grad minder om regeringens (tidligere) mistænkeliggørelse af såkaldte smagsdommere og eksperter (der efter sigende ville bestemme på almindelige danskeres vegne), fuldstændig problemets kerne, der (som Pia Kjærsgaard har antydet) er, at det fra starten har været uklart, hvad man i det hele taget stemte om, det vil sige hvad betingelserne (præmisserne) for de indledte folkeafstemninger skulle være:
Godt nok har det (angivelig) ligget fast, at traktaten ikke kunne vedtages i den foreslåede form, med mindre samtlige landes befolkninger stemte ja. Og således var der (fra EU-politikernes side) for en gangs skyld (i hvert fald tilsyneladende) lagt op til en imødekommelse af den kritik, ifølge hvilken EU er et udemokratisk og ufolkeligt projekt.

Kun en vej frem
Når jeg siger tilsyneladende, skyldes det, at det til gengæld (fra starten) har været uklart, både for de politiske fløjes repræsentanter og de involverede befolkninger, hvad der skulle ske, hvis for eksempel ét land stemte nej, efter at ét eller flere andre lande havde stemt ja, hvad der (som bekendt) er situationen i dag. Svenning Dalgaards nylige udmelding om, at der i forhandlingsgrundlaget for traktatudkastet findes en passus (eller lignende), der muliggør genforhandling og/eller ratificering, hvis færre end fem lande stemmer nej, er der næppe mange almindelige vælgere der tidligere har hørt om.
Tilbage står blot at konstatere, at uanset hvordan man vender og drejer tingene, er det umuligt at ratificere traktatudkastet via fortsatte folkeafstemninger, uden at forlade den oprindelige besværlige, men demokratiske kurs. Og det gælder naturligvis også, hvis man modificerer udkastet under vejs, da det (som blandt andet Mette Fugl ganske rigtigt har påpeget) så fortsat vil være uklart, hvad der stemmes om, idet landene (i givet fald) skal sige enten ja eller nej til noget forskelligt! Hvor svært kan det være?
Hvis der i et forum, der er så stort som EU, for alvor skal være demokrati, er der kun én vej frem, og det er det lange, seje træk, som består i at lave et traktatudkast, der i enhver henseende er så godt, at intet medlemslands befolkning kan sige nej til det og så indlede en helt ny runde af folkeafstemninger, for at få det vedtaget, hvilket (efter alt at dømme) vil kræve en forudgående radikal omlægning af hele EU-politikken i mere social end liberal retning!
Endelig bør man ikke, som Dansk Folkeparti vist tidligere har foreslået, afholde samtlige folkeafstemninger på samme dag. Thi det vil blot øge risikoen for, at nationalstaternes regeringsledere lader valgdatoen afhænge af, hvornår meningsmålinger i samtlige lande tyder på, at et komfortabelt flertal for at traktatudkastet kan hales i land!

Nyrups nedvurdering
På valgaftenen for Frankrigs nej hørte jeg i øvrigt Poul Nyrup Rasmussen sige (noget i retning af), at nævnte nej hang sammen med, at franskmændene ikke havde haft lejlighed til at diskutere 'tilstrækkeligt dybtgående', hvad det europæiske projekt gik ud på, fordi man i Frankrig ikke havde afholdt lige så mange folkeafstemninger om EU-spørgsmål, som vi for eksempel har haft i Danmark. Kan PNR virkelig mene, at franskmændene kun diskuterer sådanne spørgsmål dybtgående i tiden omkring et valg?
Det er efter min mening at undervurdere det franske folk. Mon ikke både den ekstremt høje franske arbejdsløshed samt det store tab af arbejdspladser til såkaldt billig arbejdskraft, for ikke at tale om den franske social- og arbejdsmarkedspolitik, har haft en langt større indflydelse på valgresultatet?
Også Helle Thorning Schmidt var på valgaftenen ude med interessante udmeldinger, idet hun i kampens hede fik indrømmet, at der (hvad tilslutning til EU angår) er (stor) forskel på Socialdemokratiet og så de socialdemokratiske vælgere. Samtidig gjorde hun det klart, at hun selv er på partiets side og desuden enig med Anders Fogh Rasmussen i, at den danske folkeafstemning skal gennemføres med henblik på at ratificere traktaten.
Jamen det hænger jo ikke sammen, Helle! Sagde du ikke i valgkampen om formandsskabet, at du var på vælgernes og befolkningens side imod systemet. Nej, hvis du vil være populist, hvad der tydeligvis er din intention, så har du stadig meget at lære af statsministeren, hvis måde at manipulere sine mærkesager igennem på (nok for det fleste) er langt sværere at gennemskue.
Jeg er enig med Marianne Jelved i, at demokrati er en besværlig størrelse. Til gengæld er vi nok ret uenige om, hvad demokrati ér eller burde være: Jeg sætter nærdemokrati højere end repræsentativt demokrati. Hun har det åbenbart omvendt, ligesom resten a det radikale pak. Det sidste var blot et citat fra Matador og et forsøg på at være morsom.
I øvrigt burde Chirac, der (i mine øjne) er en skuespiller uden sidestykke, hvilket mange (nok især) yngre franskmænd (øjensynligt) også har indset, følge Anker Bøjes eksempel og forlade taburetten.