Europa er på vej ud på et sidespor. Man lukker fabrikken i USA og skiber produktionsapparatet til Kina, hvor man heller ikke behøver at medbringe de dyre foranstaltninger til arbejdersikkerhed.

Af Kjeld Stenum
'Ja spinn oss nu silke, Lu Nang,/lille sørgmodige mø,/hvem aldri en moderlig sang/har vugget på søvnens sjø - /og henger du i til du segner en gang/skal aldri Europa dø!' éskrev norske Rudolf Nilsen for snart hundrede år siden om barnearbejderen i Shanghai, dengang som nu Kinas største by, og dengang som nu den globale kapitals eldorado og den fattige kinesers ulykke.
Det vers er af den slags, der næsten får én til at tude. Og det er fuldt så gyldigt som da det blev skrevet. Forskellen på dengang og nu er, at kapitalisternes samarbejdspartner ikke er et døende kejserdynasti, men et dynamisk forhenværende rødt parti. Og at den rovgridske haj, som lurer på de fattige kineseres blod i dag snarere hedder USA end Europa, selv om kapital i dag er international.
USA er dog stadig verdenskapitalismens centrum, som den har været det siden 2. Verdenskrig. Stedet, hvor de amerikanske globale kapitalister i dag flytter deres øjne hen, er det dynamiske Kina med dets uhørt høje økonomiske vækstrater, dets uhørt lave lønninger og dets uendelige markedsmuligheder.
Europa er på vej ud på et sidespor. Man lukker fabrikken i USA og skiber produktionsapparatet til Kina, hvor man heller ikke behøver at medbringe de dyre foranstaltninger til arbejdersikkerhed. Sådan er tre millioner industrijobs i løbet af de seneste fire år forsvundet fra USA. En fjerdedel af de amerikanske arbejdere, der på den måde mister deres arbejde, finder ikke nyt arbejde indenfor det første halve år.
I USA, hvor længere tids arbejdsløshed er ensbetydende med tab af sygeforsikring og pensionsrettigheder. Følgen af det er afmagt. De amerikanske fagforeninger har ikke lært at tage kampen op på de ny betingelser, og organisationsprocenten blandt arbejderne rasler ned. Kun otte procent på det private arbejdsmarked er organiserede.
I Kina møder de globale kapitalister så op og laver investeringer og joint ventures, og hvad de nu kan få gang i, og det er ikke så lidt. Kina leverer 90 procent af verdens legetøj, kineserne producerer allerede i dag mere stål end USA, og de producerer flere bærbare computere end noget andet land i verden.
Og velstanden øges med rivende hast. I Guandong, den mest industrialiserede provins, er gennemsnitsindkomsten idag 60 gange så stor som i 1978! Det fordeles bare så skævt, så skævt. De multinationale kapitalister kommer med efter de lokale forhold rimelige lønninger og vestlige moralprædikener om virksomhedernes sociale ansvar i den ene hånd og så lav betaling til og så hårdt pres på de kinesiske underleverandører, at disse umuligt kan leve op til hverken rimelig løn eller socialt ansvar.
Vi danske bygningsarbejdere kender en fuldstændig parallel mekanisme: totalentreprenøren, der betaler sine egne ansatte forholdsvis godt, men tjener sine penge på at spille underentreprenørerne ud imod hinanden og presse dem umanerlig hårdt på såvel betalingen som på tidsplanerne.
I Kina er mekanismerne bare så umådelig meget skrappere. Lønniveau og arbejdsforhold er i forvejen så ringe, at der skal meget lidt til at være en rimelig god arbejdsgiver efter de lokale forhold. Og underleverandørerne kan presses umådelig meget hårdere, for de har en hær af prisgivne løsarbejdere at tage løs af.
Mindst halvandet hundrede millioner mennesker i landprovinserne er arbejdsløse, mindst 30 millioner mangler direkte mad og tøj, mindst 300 millioner er underbeskæftigede, og der er en enorm folkevandring fra land til by.
Så i byerne råder kapitalisterne over en hær på omkring hundrede og tredive millioner migranter, i Shanghai alene 5 millioner. Disse arbejdere skal ikke blot forsørge sig selv, mere end halvdelen af bøndernes indkomst i oplandet er penge, som migranterne sender til deres familier.
Mindst halvdelen af dem er unge kvinder. De er stadig registrerede i hjemhusstanden på landet og må deponere kæmpestore beløb for at få opholdstilladelse i byen, ofte op imod et helt års løn. Men så er de også ved at være møre til at stå i bare fødder i alskens kemikalier og opløsningsmidler og producere giftigt plasticlegetøj til amerikanske børn seks dage om ugen og mere end halvdelen af døgnets timer. Eller stå ved uafskærmede maskiner og producere textiler.
Kina har verdensrekord i arbejdsulykker med mistede arme og hænder. Bygningsarbejderne slår deres køjer op i stilladserne bag plasticforhæng og sover der, mens de med arbejdsdage på 12-18 timer og med livet som indsats rejser Kinas metropoler. Vi hører hver uge om ulykker i de kinesiske kulminer, som koster snesevis af arbejdere livet.
Sidst i 2002 udtalte Jiang Zemin, daværende præsident i Kina, at entreprenørerne skulle ind i Kinas Kommunistiske Parti og have indflydelse. Men det var blot en officiel blåstempling af en allerede fuldbyrdet kendsgerning. Af Kinas 100 rigeste personer var en fjerdedel medlemmer af KKP, og ni var delegerede til den nationale folkekongres, Kinas højeste lovgivende instans.
Fagforeningerne er redskaber for partiets politik. Lederne udpeges af partiet, ofte er fagforeningslederen og den største lokale arbejdsgiver én og samme person. Arbejderne rejser sig i stigende grad i protest, og strejkerne er undertiden militante. Hele lokalbefolkninger rejser sig til protest imod mineulykker. Det sker, at fabrikker smadres. Lu Nang gider ikke mere. Hun segner ikke. Hun rejser sig.