27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvor mange nej`er skal der til et nej

Hvor mange nej`er skal der til et nej

Onsdag, 08. juni, 2005, 00:00:00

Kunne det virkelig tænkes at befolkningerne i Frankrig, Holland, Danmark, England, Sverige og Tyskland var grundlæggende uenige i det forslag til en ny traktat for EU?

af Niels Anker Petersen, Kalundborg
Befolkningerne i Frankrig og Holland har stemt nej til EUs forfatningstraktat - eller har de?
For ifølge hjemlige og udenlandske politikere og journalister så må man fortolke disse nej`er. Det er jo fremhævet, at i Frankrig stemte en tredjedel af nej-sigerne nej, fordi de ikke ville have Tyrkiet med i EU, en anden tredjedel stemte nej, fordi de protesterede mod deres præsident og regering, og den sidste tredjedel stemte nej til forfatningen, fordi de var imod en superliberalistisk grundlov for EU.
Det er jo klart, at følger man denne fortolkning, ja så stemte det franske folk ikke nej til selve traktaten, men til perifere subjektive emner, der ikke fremgår af forfatningen. Man må derfor konkludere, at de slet ikke har stemt nej til EU`s forfatning. Til gengæld har de afgivne ja-stemmer selvfølgelig forstået de politiske ledere og deres anvisninger, og her kan der derfor ikke sættes spørgsmålstegn ved lødigheden af ja-afstemningen.
Nu er problemet imidlertid, at den hollandske befolkning også har misforstået deres politiske ledere og samtlige massemediers anvisninger om at stemme ja!
Og her er tolkningen af valget da også lidt mere nuanceret, for her er nej-sigerne ikke kun utilfredse med deres regering, men også med indførelsen af euroen, der devaluerede deres egen valuta med ti procent, og nej-sigerne opfatter EU-traktaten, som en fratagelse af en del af landets suverænitet. Disse forhold er slet ikke specificeret i traktaten, så nej-sigernes stemmer er helt misforstået og kan ikke medregnes i afstemningen.
Det er denne fortolkning, som statslederne for de 25 lande, der mødes til topmøde i midten af juni, kan fremlægge. Der har egentlig slet ikke været noget nej til EU`s forfatning, og vi kan trygt lade alle de andre lande ratificere traktaten.
Her bliver vores statsminister Anders Fogh Rasmussen glad. Nu kan han lade Danmark stemme om traktaten den 27. september, og hvis danskerne stemmer nej, så kan han blot meddele, at det blev et ja, da danskerne enten har misforstået traktaten eller i hvert tilfælde ikke forstået den, da de jo ikke har læst traktaten. For den er ikke er hustandsomdelt til befolkningen.
Som statsministeren siger, er det jo for dyrt at lade borgerne få indsigt i, hvad de skal stemme om.
Til sidst rejser spørgsmålene sig: Kunne det virkelig tænkes at befolkningerne i Frankrig, Holland, Danmark, England, Sverige og Tyskland var grundlæggende uenige i det forslag til en ny traktat for EU, og at befolkningerne måske hellere så et frit handelssamarbejde mellem selvstændige stater uden en fælles politisk union med fælles valuta og præsident og udenrigsminister.
Altså Anders Fogh Rasmussen: Hvor mange nej`er skal der til et nej?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jun. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp