Den dag radioavisen bragte nyheden om, at de danske opinionstal omkring EU-forfatningen var vendt på så dramatisk vis til nej-sigernes fordel, tror jeg, jeg hoppede en hel meter i luften. Det var det eneste, jeg ikke havde tænkt på.

af Kjeld Stenum
Jeg havde regnet med, at der nu skulle gennemføres en masse folkeafstemninger i nogenlunde sikre ja-lande, som for eksempel Danmark, så resultaterne kunne bruges til at presse den franske og den hollandske befolkning. Ja, jeg ved godt, det er at pisse franskmændene og hollænderne og EU-demokratiet op og ned ad ryggen. Men det ventede jeg sådan set også, de var parate til.
Anders Fogh ville jo også have folkeafstemning for enhver pris. Og den eneste politiker i Danmark, der kan konkurrere med ham i arrogant adfærd, nemlig socialdemokraternes ny forkvinde Helle Thorning Schmidt havde udtalt, at hun forstod ikke, hvorfor forfatningsmodstanderne ønskede at bruge franskmændenes nej til at erklære traktaten for død.
For det var da ikke særlig demokratisk, at franskmændene skulle have større indflydelse end danskerne. Underforstået: Når den europæiske magtelite havde kunnet pisse de danske vælgere op og ned ad ryggen for tretten år siden, så var det vel også bare rimeligt, at man gjorde det samme ved franskmændene i dag.
Det er ikke demokratisk, hvis franskmændene skal have mere at sige end os. Og da vi ikke har en skid at sige, skal de heller ikke have det. Derfor skal vi have alle afstemninger gennemført, så vi om knapt halvandet år kan stå i en situation, hvor en forhåbentlig stor overvægt af lande ønsker at gå videre.
Så vil der være lagt maksimalt pres på de franske vælgere, der har stemt nej. Toget kører uanset - vil I med, så er det nu! Og mon så ikke de bliver så møre, at en fornyet afstemning vil give et ja, eventuelt kan man jo også spæde op med lidt sød glasur i form af et par forbehold eller fodnoter, det er prøvet før!
I magtpolitik er det ikke saglighed og respekt for spillereglerne, der tæller, det handler alt sammen om at få det psykologiske overtag. Intet skaber afmagt hos vælgerne som det at give dem indtrykket af, at ligegyldigt hvad og hvordan de gør, så kører toget videre.
Og intet er så grimt for den vælger, der ikke har gennemskuet spillet, som fornemmelsen af at blive ladt alene tilbage på en perron, mens alle dem, man gerne ville være sammen med, de drøner derudad med lynexpressen. Den slags psykologi, det er noget, såvel Anders som Helle har god forstand på. Desuden sidder der rundt om i Europa mange med megen magt og tænker nøjagtigt som dem.
Måske kunne de slippe afsted med det, tænkte jeg. Og det tænkte jeg stadigvæk, selv da Holland også stemte nej.
Først da også de sikre ja-lande lige pludselig var blevet til nej-lande, kunne jeg se, at det med flere folkeafstemninger ville de ikke vinde på, og så tænkte jeg for første gang, nej, nu må de sgu give sig! Hvis de har den mindste smule tilbage at flytte rundt med indenfor kasketten, så opgiver de forfatningen nu! Spillet er tabt.
Men se om de gør! Chirac og Schröder taler for at fortsætte. Nu skal man vel heller ikke vente, de lader sig ryste særlig meget af danske opinionstal. Men de engelske tal var endnu mere klare. Og også Anders Fogh erklærer tappert, at vi går uanfægtet videre mod dansk folkeafstemning. Og måske gør de det eneste, de kan gøre. Så længe folk accepterer, at der er noget at stemme om, så holder det liv i forfatningen. Først når folk går på gaden i stedet for og forlanger nejet respekteret, så er forfatningen død.
I bakspejlet kan man se, at det åbenbart kun var frygten for at blive ladt alene tilbage, der fik danskerne til at sige ja, i virkeligheden ville de hellere sige nej.
Hvis vi havde troet på det med det sociale og menneskerettighederne, hvis vi havde haft blot et gran af begejstring for det europæiske projekt eller ambitioner på Europas vegne på den globale scene, så havde vi ikke ladet os påvirke af, at franskmænd og hollændere mente noget andet. Er man optændt af en positiv begrundelse, så forandrer andres mening ingenting.
Nej, når man lader sig påvirke af det, så er det fordi man kun havde valgt at sige ja af frygt. Frygt, fordi ja-politikerne ikke har andet end gold frygt at drive os til truget med. Frygt for at blive ladt alene tilbage på perronen, mens alle vores europæiske venner drønede videre med toget.
Nu er der flere, der siger, de ikke vil med. Når andre tør, så tør man også selv. Måske er der endnu flere, der helst vil af. Måske står alle af! Måske bliver toget holdende på perronen. Eller skal det absolut afsted, inden mørket sænker sig helt over det, så får det lov at drøne ud i skumringen tomt som et spøgelsestog.
Skønt tomt? Nej måske ikke helt. Det er ikke til at se klart i halvmørket, men hænger der ikke en mørkhåret mand med skægstubbe på underansigtet, med vildt gestikulerende arme og endnu vildere udstående øjne ud af togets åbne bagvindue? Kan vi ikke høre ham tale:
'Vi må lade processen fortsætte uanset. Er der nogen, der ikke vil med, må det ikke bremse dem, der vil videre. Det vil ikke være demokrati, hvis vi lader franskmændene diktere os vores holdning. Eller hollænderne. Eller briterne. Eller tjekkerne. Eller irerne. Eller polakkerne. Processen må fortsætte uanset, at der er nogen få stykker, der ønsker at tilkendegive, at de ikke ønsker at være med i forreste linie. Vi fastholder vores folkeafstemning den 27. september. Hvis afstemningen mod forventning ikke skulle give det forventede resultat, foreligger der jo en helt ny situation, og så er det god demokratisk skik, at man stemmer én gang til!'.