27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til alle kvinder der lider under forskelsbehandling

Til alle kvinder der lider under forskelsbehandling

Onsdag, 15. juni, 2005, 00:00:00

Lad os samle kræfterne og danne et magtfuldt sammenhold i en kampagne for at udrydde de diskriminerende love og islamiske straffe mod kvinder så hurtigt som muligt

af Ashrafsadat, Mahzad og Mahraz, tre iranske kvinder i Danmark
I de seneste 26 år har islamisk lov afskåret iranske kvinder fra de basale menneskerettigheder.
Tvungen tilsløring har reduceret kvinder til anden klasses borgere. Æresdrab er legalt og kvinder er dømt til hængning og stening for 'ikke ærbar opførsel'.
Tvungen adskillelse har ført til isolation af kvinder og reduceret deres position i samfundet. Unge mennesker er forhindret i at omgås hinanden frit. Homoseksuelle er forfulgt og kriminaliserede. Flerkoneri og 'midlertidige ægteskaber' er ikke bare legale, men de er anbefalet af staten.
Lovgivning om ægteskab og skilsmisse har afskåret kvinder fra frit valg af ægtefælle, retten til at have børn, retten til at opdrage deres egne børn, og retten til at vælge uddannelse, retten til at vælge at arbejde eller ikke arbejde, retten til at rejse.
I 26 år har den iranske religiøse stat sikret domfældelser efter disse anti-kvinde love med selvtægt i gaderne, retssager, fængslinger, hængninger og steninger.
I 26 år har disse nægtelser af basale menneskerettigheder gjort kvinders liv til et helvede. Yderligere er forekomsten af stofmisbrug, prostitution, selvmord, selvbeskadigelse steget skræmmende.
I de sidste 26 år er vor kamp mod ulighed kæmpet på mange fronter. På gaderne, i de første demonstrationer mod tvangen til at bære slør, i fængsler under forfærdelig tortur, når unge indsatte er blevet voldtaget, så de er blevet 'faldne kvinder, der ikke kunne komme i himlen'. Iranske kvinder har kæmpet dagligt mod sikkerhedspolitistyrker, som angriber dem for ikke at være 'passende tilsløret', ved skilsmissedomstole og mod varetægtsfængslinger, mod seksuel diskrimination i skoler og på universiteter.

Kamp på mange fronter
Vi har kæmpet på mange måder for at vise, at vi er til stede i kampen mod disse anti-kvinde lovgivninger og mod den gældende patriarkalske kultur.
I de seneste kampe har vi sikret, at verden husker Zahra Kazemi, som har fået udsat en dødsdom ved stening og Hajiyeh, og vi har fremtvunget en løsladelse af Afsaneh Norozi fra fængslet.
Så længe den ulige, anti-kvinde lovgivning består, vil kvinderne ikke blive befriet fra slaveriet. Så længe disse love består, vil kvinder som Atefeh blive hængt, andre vil blive stenet til døde som Shahgol.
Disse slaverilignende love er grundpillerne i den religiøse iranske stat. Disse love og de undertrykkende institutioner, som garanterer at de bliver gennemført, viser tydeligt, at kvinder bliver gennemført undertrykt. Uden fjernelse af disse love er adskillelse af stat og religion meningsløs. Det er op til enhver frit tænkende at løfte sin stemme mod disse antihumanistiske love, og kæmpe for deres afskaffelse. Kampen for at afskaffe disse love er en kamp for at vælte Irans islamiske regime, og for etablering af et andet system, hvor kvinders lighed i alle forhold bliver anerkendt og garanteret.

Vestlig passivitet
Medens disse middelalderlige love er blevet vedtaget, medens de tvang sløret ned over vore hoveder, og medens de henrettede politiske modstandere, - så vestlige regeringer til med tavs passivitet. Nu hvor vore kampe har tvunget regimet på tilbagetog, nu hvor vi har fået verden til at høre vore stemmer, giver de utroværdigt udtryk for, at de støtter os. Kvinders erfaringer verden over, specielt i Afghanistan og Irak, har vist, at de førende politiske, økonomiske og militære kræfter i verden ikke tilbyder andet end mere fattigdom og udbytning.
Alt hvad vi har opnået indtil nu, har vi opnået gennem vor egen styrke, og det vil være det samme i fremtiden.
Lad os samle kræfterne og danne et magtfuldt sammenhold i en kampagne for at udrydde de diskriminerende love og islamiske straffe mod kvinder så hurtigt som muligt. Lad vore stemmer i kampen mod disse love høres i hele verden.
Lad os starte et uvejr, så ingen nogensinde i hele verden vil turde indføre sådanne tilbagestående love mod os.

Efternavn og adresse er redaktionen bekendt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jun. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp