Unionsmodstanden skal holde godt øje med, om de prøver at snyde os for en folkeafstemning, når en eventuel ny ¤¤forfatning-light¤¤ ligger på bordet.

af Karen Sunds, DKP/ML
Der vil gå mange år, før vi glemmer dén søndag aften.
Den 29.maj 2005, da franskmændene sendte hele EU-eliten til tælling med et massivt nej til EU-forfatningen. Det er en historisk dato, for denne forårsaften ændrede hele det politiske billede i Europa sig.
I flere år har EU-eliten arbejdet på at etablere en egentlig politisk union. Den skulle bane vejen for at EU kan agere som supermagt på verdensplan. Den skulle give EU de nødvendige politiske redskaber til at gennemtvinge neoliberale reformer i EU-landene, trods den folkelige modstand. Og den regnes som en forudsætning for, at euroen, den fælles mønt, på længere sigt kan overleve.
At det franske og det hollandske nej er et alvorligt tilbageslag for EU`s politiske union, ses måske allertydeligst af, at eurokursen faldt markant i de følgende dage. Finansmarkederne var altså også klar over, at der hér var tale om en begivenhed, der kunne få langsigtede konsekvenser for unionsprojektet.
Knap tre uger er der gået siden. Men selvom disse har været kendetegnet ved forvirring, og modstridende politiske signaler fra EU-lederne, skal ingen være i tvivl om, at de kolde strategiske hjerner i Bruxelles er i fuld gang med at lægge en plan B for Unionens udvikling.
Alt tyder på, at EU-lederne på topmødet i dag og i morgen vil trykke på standby-knappen, fastfryse situationen og tage en lang pause, indtil der igen bliver et politisk rum at agere i. Formålet er helt enkelt at 'få ro på'. Undgå at den politiske krise udvikler sig endnu mere, at der kommer endnu flere nejér i en helt ukontrollabel kædereaktion. Som EU-Kommissionens formand Barosso udtrykte det: hvis ikke den udvikling, som blev sat i gang med det franske nej, brydes nu, så er det selve EU`s eksistens, der står på spil.
Efter min vurdering ér den forfatning, som har ligget på bordet hidtil, i realiteten død. Ikke fordi EU-eliten respekterer folkets dom. Men simpelthen fordi de ikke tør vove at teste befolkningens manglende opbakning én gang til. Topmødet vil næppe afsige dødsdommen officielt, men den er en realitet.

Forfatning-light i støbeskeen
I stedet vil EU arbejde videre ad to spor:
For det første vil de drive unionsintegrationen så langt som det overhovedet er muligt indenfor den nuværende Nice-traktats rammer. Og det er langt.
For det andet vil de formentlig arbejde på at få vedtaget en 'forfatning-light'. Det vil ikke ske lige nu, men derimod når tiden på et tidspunkt er moden. Denne vil have to elementer i sig:
* Dels skal den ændre EU`s beslutningsprocesser, så upopulære EU-love - som servicedirektivet - ikke kan standses af et eller to regeringer, der er 'bange for deres befolkninger'. Altså væk med vetoretten.
*Dels skal den cementere de store landes magt i EU. Især Tyskland og Frankrig er stærkt bekymret over den nuværende situation, hvor den fransk-tyske akse er stærkt svækket, og hvor de østeuropæiske lande optræder stadig mere selvbevidst i Bruxelles. EU-forfatningen skulle netop sikre de store landes kontrol med Unionen. Når forfatningen er røget i vasken, må denne magtforskydning sikres på anden vis. Sådan er logikken i Berlin og Paris.
Hvornår og hvordan vil en sådan 'forfatning-light ' blive forsøgt gennemført ? Det er umuligt at sige noget om i dag. Det er ikke nogen nem øvelse, for det vil udløse en ny magtkamp mellem landene indbyrdes.

Slut med folkeafstemninger
Til gengæld tror jeg, at vi kan regne én ting som sikkert: nemlig, at EU-lederne vil gøre alt for at undgå, at en sådan 'forfatning-light' kommer til folkeafstemning i noget EU-land. Det skal simpelthen være slut med at spørge befolkningerne. De vil kort sagt forsøge at holde slagsmålet og processen 'inden døre', hvor det kan klares med politiske og økonomiske studehandler over forhandlingsbordet.
Derfor skal vi i modstandsbevægelserne ikke sætte os til at afvente den næste folkeafstemning. Vi skal snarere holde godt øje med, hvornår de forsøger at snyde os for en folkeafstemning.
Spørgsmålet for nej-bevægelserne i EU-landene er nu helt enkelt: hvordan bevarer vi initiativet ? Hvordan udnytter vi denne store sejr, som det franske og hollandske folk har sikret, til at tage nye offensive træk ?
For kommunisterne vil svaret være at udvikle og styrke den brede folkefront, som er opbygget til forsvar for den nationale selvbestemmelse. Denne brede bevægelse bør styrkes i hvert enkelt land, men der er også brug for at styrke koordineringen af kampen på tværs af landegrænser.
Men opgaven vil også være at udnytte dette tilbageslag for de europæiske monopoler og deres politiske projekt, til at komme mere i offensiven i klassekampen. I centrum står forsvaret af arbejderklassens faglige og sociale rettigheder, opbygget gennem årtier. Men også den ældgamle kamp om, hvordan merværdien skal fordeles mellem løn og profit. Her er arbejderklassen i EU-landene trængt i defensiven i øjeblikket.
Måske kan krisen for de europæiske monopoler og deres politiske union også udnyttes til at give ny luft og energi til denne kamp. Det ville i så fald være den måske største sejr.