En aktuel sag fra Sverige stiller afgørende spørgsmålstegn ved medlemsstaternes ret til selv at regulere strejkeretten

af Klaus Lorenzen, forhandlingskonsulent i 3F
Siden danskernes afstemning om at indtræde i EF i 1972 har det været et fast dogme, at EU ikke kunne blande sig i organisationsforholdene og konfliktreglerne på arbejdsmarkedet. 'Nødderne knækker vi fortsat selv', proklamerede LO`s og DA`s formænd i en af de sidste annoncer forud for afstemningen 2. oktober 1972.
I Nice-traktaten er lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout omhyggeligt undtaget fra den paragraf (art.137), som giver EU lovgivningsret på arbejdsmarkedet. En aktuel sag fra Sverige stiller imidlertid afgørende spørgsmålstegn ved medlemsstaternes ret til selv at regulere strejkeretten.

Lettiske overenskomster
Sagen starter, da et lettisk firma skal udføre bygningsarbejde på en skole i Vaxholm nær Stockholm. Det lettiske firma nægter at skrive overenskomst med de svenske fagforeninger og henviser til, at de har en overenskomst med det lettiske bygningsarbejderforbund. De svenske fagforbund varsler derfor strejke og blokade mod firmaet for at få firmaet til at skrive overenskomst.
Konfliktvarslerne får firmaet til at indbringe sagen for den svenske arbejdsret - i øvrigt med økonomisk støtte fra den svenske arbejdsgiverorganisation 'Svensk Näringsliv'.
I klagen til arbejdsretten peger det lettiske firma på tre spørgsmål, hvor firmaet mener, at kampskridtene fra de svenske fagforeninger er i strid med EU`s regler. Det første spørgsmål er, om kampskridtene strider imod forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet (art.12). Det andet spørgsmål er, om kampskridtene strider mod den fri levering af tjenesteydelser (art. 49).
Endelig mener det lettiske firma, at kampskridtene er i modstrid med udstationeringsdirektivet. Den svenske arbejdsret har på baggrund af klagen stillet spørgsmål til EF-domstolen om, hvorvidt kampskridtene strider imod art.12 og art.49 i Nice-traktaten og mod udstationeringsdirektivet.

Diskrimination mod andre nationaliteter
Dansk og svensk arbejdsret er ikke ens. I svensk arbejdsret er reglerne beskrevet i lov om medbestemmelse i arbejdslivet (MBL). I dansk arbejdsret har grænserne for hvilke konflikter og kampskridt, der er tilladte, udviklet sig gennem arbejdsrettens praksis.
I den svenske lov er der en bestemmelse, som fastslår, at konflikt ikke må anvendes til at fortrænge en anden overenskomst. Bestemmelsen er åbenbart møntet på andre svenske overenskomster og har en parallel til dansk arbejdsret, hvor arbejdsretten som hovedregel ikke tillader konfliktvarsler på områder, der allerede er overenskomstdækket.
Det lettiske firma mener, at deres lettiske overenskomst skal respekteres, således at de svenske fagforbund ikke kan varsle konflikt for at opnå en svensk overenskomst.

Fri levering af tjenesteydelser
Henvisningen til art. 49 i Nice-traktaten peger på, at de svenske fagforbunds konflikt efter arbejdsgivernes synspunkt udgør en ulovlig restriktion, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser.
Med dette spørgsmål bevæger sagen sig ind i det politiske minefelt om servicedirektivet. Venstres medlem af Europa-parlamentet, Karen Riis Jørgensen, har på et tidspunkt i debatten udtalt om servicedirektivet, at hvis det blev for udvandet, kunne åbningen af markedet (for serviceydelser) gennemtvinges via EF-domstolen.
Med andre ord vil EF-domstolens svar i den svenske arbejdsretssag få betydning for hele debatten om, hvorvidt en serviceudbyder kan bruge sit hjemlands aftaler til at udføre arbejde i andre EU-lande: Vil det være lovligt at udføre byggearbejde i Sverige med lettiske arbejdere til lettisk aftalte lønninger?
Udstationeringsdirektivet bliver inddraget i sagen, fordi direktivet taler om, at blandt andet mindsteløn, der aftales ved kollektive forhandlinger, skal overholdes af alle virksomheder indenfor den pågældende sektor. Det er et krav, som hverken kan opfyldes på det svenske eller det danske arbejdsmarked.

Svensk uro
Sagen giver anledning til bekymring i svenske fagbevægelse. I forbindelse med Sveriges tilslutning til EU blev den svenske arbejdsmarkedsmodel indgående drøftet, og garantier for dens beståen blev indskrevet i protokollen om Sveriges optagelse i EU.
Erland Oluason fra svenske LO udtaler på LO`s hjemmeside:
'Det skulle vara oerhört allvarligt om EG-rätten skulle innebäre att vi, med de metoder, som gäller i Sverige, inte fick förhindra ett apartheidsystem. Ett system där lön og andra anställningsvilkor skulle vara olike beroende på om arbetstagare på svenska arbetplatser kommer från Vaxholm eller Riga.'
(Det vil være uhørt alvorligt, hvis EU-retten skal medføre, at vi, med de metoder der gælder i Sverige, ikke kan forhindre et apartheid-system. Et system hvor løn og andre ansættelsesvilkår skal være forskellige, alt efter om arbejdstagere på svenske arbejdspladser kommer fra Vaxholm eller Riga. /red.)

Spørgsmålstegn ved dansk model
På det danske arbejdsmarked er reglen, at de fleste forhold på arbejdspladserne er reguleret ved kollektive aftaler og ikke ved lov. Løn og arbejdstid fastsættes ved forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Udenlandske arbejdsgivere kan udføre arbejde i Danmark, men dansk fagbevægelse kan - som i Sverige - etablere konflikt mod de udenlandske arbejdsgivere for at få overenskomst. Der sker for øjeblikket dagligt.
Hvis EF-domstolen giver det lettiske firma ret i, at det var ulovligt at varsle konflikt og blokade imod dem for at få en svensk overenskomst, så vil EU fjerne retten til 'selv at knække nødderne' fra danske lønmodtagere og fagforeninger.

Artiklen er hentet fra Tænketanken NyAgendas hjemmeside www.nyagenda.dk