Alfred Andersen sad sammen med sine tre brødre i Horserødlejren, inden han blev sendt til Stutthof. I sidste uge var han med til at mindes kommunisternes internering

af Erik Pedersen

Traditionen tro samledes medlemmer og venner af Horserød-Stutthof Foreningen i Horserødlejren den 22. juni, for at mindes de danske kommunister der blev arresteret den 22. juni 1941.
Blandt deltagerne er en ældre mand, der står og kigger på et foto i Horserødlejrens museum. Det er ikke første gang, den nu 83-årige Alfred Andersen er her, for han var blandt de danske kommunister, som i strid med grundloven blev interneret i 1941.
Hvordan det føles at gense lejren?
Alfred smiler lidt genert:
- Nåh ja, jeg har været har siden - og nu er der jo også gået mere end 60 år, så egentlig rør det mig ikke så meget.Og så var forholdene i Horserød ikke slemme. Der var ingen tortur og den slags.Det var værre i Stutthof.
Og så begynder Alfred Andersen at fortælle: Om ikke at føle sig helt alene, fordi hans tre brødre også sad i Horserød, om dengang i august 43 hvor det ikke lykkedes ham at flygte fra lejren, før tyskerne kom. Om transporten til kz-lejren Stutthof, hvor han ved ankomsten fik at vide at der kun var indgange til lejren - men ingen udgange; om at se 20 af kammeraterne dø af tyfus; om dengang hen imod slutningen af krigen, hvor den røde hær nærmede sig Stutthof og fangerne blev sendt på en dødsmarch, der kostede mange af dem livet. Og om dén dag, hvor de endelig blev befriet af russerne:
- Mange af de tyske fangevogtere skyndte sig at tage fangedragter på. Vi andre var såmænd så lykkelige, at vi glemte at fortælle russerne det.
Alfred Andersen vendte først tilbage til Danmark i juli 1945, stærkt afkræftet af sygdom. Han valgte ikke at modtage pension fra Frihedsfonden, for som han siger: - Jeg var jo egentlig ikke syg, så efter en rekonvalescens begyndte jeg igen som murerarbejdsmand. Det var bedre at arbejde sig ud af oplevelserne.
Hvert år mødes de i Horserød, veteranerne fra Horserød-Stutthof foreningen, for at mindes og for at synge. én af de sange de kan udenad, er de danske Spaniensfrivilliges sang, 'En hilsen til jer, kammerater', hvor ét af versene lyder således:
Du er vor stolthed og ære,
du gi`r os tro på vor magt.
Vi glemmer aldrig de ofre,
som du for vor lykke har bragt.
Nej, Alfred og alle jer andre kammerater: Vi glemmer aldrig de ofre, I bragte!