Vi og vores venner har vel gradvist vænnet os til EU-direktiverne for liberalisering af Europa. Og de sidste snart mange år har der ikke været en høj og klar kommunistisk røst til at råbe vagt i gevær
af Christian Toubro, Viby J.
Med sine våben og halvdelen af den slat der stemte i ryggen, kommer Bush og vi skylder ham velkomst. Men hans militær gør det ikke alene - USA er i krise, dyb krise og bare et lille frækt og forkælet land på denne dejlige klode. Med venner - ikke mange men stategiske, Israel, Danmark med Grønland og Marshall-øerne plus enkelte andre sådan for alvor.
Alternativer findes. Landkortet er fyldt med store lande, der vil det vigtigste af alt - fred. Lande der trods problemer af større eller mindre grad brødføder sine borgere, giver børnene undervisning og det er uden at forklejne Nordkorea og Cuba - også så mægtige stater som Rusland, Kina, Brasilien eller Sydafrika - lande der virkelig batter noget.
Kommunister må altid have antennerne ud og reflektere. Der er håb selvom vi herhjemme er langsomme i optrækket med at få skabt et stærkt kommunistisk parti.
Det er ikke vores skyld alene.Vi har været under massivt pres - mange er bukket under, men kan hentes. Vi der har levet hele vores liv her, fatter nok ikke altid hvor grove forholdene er på en række punkter. Mærsk som en del af USA`s krigsmaskine. Landbruget som svinefarme udelukkende efterhånden. Fiskeriet knust. Forholdene på arbejdsmarkedet horrible i forhold til tidligere. En social- og sundhedssektor der skal finansiere de stores skattelettelser eller nul-skat.Danmark uden danskejet erhvervsliv efterhånden.
Vi og vores venner - almindelige mennesker har vel gradvist vænnet os til EU-direktiverne for liberalisering af Europa og herunder Danmark. Og de sidste snart mange år har der ikke været en høj og klar kommunistisk røst til at råbe vagt i gevær. Det skyldes mange ting,tror jeg - svig, opportunisme fra nogen vi stolede på, hetz, infiltration og andet træls.
Men vi skal samles - intet land uden et stærkt samlet kommunistisk parti. Og vi skal ikke være en ø for tyske og amerikanske turister. Vi skal som kommunister samlet gå i front for et nyt Danmark befriet for snærende bånd. Med plads for næsten alle. Med vilje til at restaurere skaderne som andre påførte os, fordi vi som fortrop, ikke på grund af vores splittelse i alt for mange grupper, kan vise vej og mobilisere.
Klokkerne er ved at falde i slag og mulighederne er der - det er oplagt. Der jokkes på almindelige mennesker hver evige eneste dag. Og alligevel har så mange en så prisværdig ukuelighed. Mulighederne er der. Der findes mange, mange fornuftige mennesker.
Der findes fornuftige fagforeninger og andre organisationer.
På nær Arbejderen og Kommunist er der langt mellem snapsene i det danske mediebillede. Slog vi kræfterne sammen og bankede en fælles avis op, samlede underskrifter i fællesskab til folketingsvalget næste gang, kunne vi bryde en barriere, som ingen af oppositionspartierne har formået - resignationens grimme dige.
Kræfterne findes i det danske folk. Vi er blevet beløjet og kørt om hjørner med og bildt ind, at vores lilleputland skulle være det bedste af alle. Det er det ikke, men til gengæld kan det blive godt. Når enheden mod højre etableres. Når kommunisterne samles og sætter trumf på. Intet er umuligt. Heller ikke at vi kommer på omgangshøjde med resten af verden, hvor der kæmpes legalt eller illegalt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278