Der er intet navn eller ansigt og dermed ingen identifikation på de irakiske ofre for krigen. Mediernes hidtidige konsensusfremstilling skjuler krigens sande ansigt

af Phillip Seidler, studerende Film og medievidenskab, Københavns Universitet
Krigen i Irak i 2003 er et af de mest omdiskuterede emner de senere år, men debatten har dybest set bevæget sig på et niveau, hvor det var et spørgsmål om pro eller kontra krigen. Nu to år efter blusser debatten kun op i ny og næ for hurtigt at forsvinde igen.
Selv de, som demonstrerede imod krigen for to år siden, ser ud til at have opgivet, hvilket den meget lille demonstration på årsdagen for krigens start den 19. marts viste. Konsensus er, at krigen ikke var så slem; få mennesker døde; den gik relativt hurtigt; tyrannen blev fjernet og nu ser det ud til, at Irak har en demokratisk fremtid. Hvor stammer denne konsensus fra? Hvorfra har vi vores viden om Irak?
Den fælles viden om Irak har vi fra medierne, og her ligger en diskussion, som ikke er blevet taget endnu. Der var ganske vist optræk til det i november sidste år, da en rapport om seks danske nyhedsmediers krigsdækning blev offentliggjort. For at være helt ærlig var mediernes respons dog ikke betegnelsen 'den fjerde statsmagt' værdig. Værst var TV 2-Nyhederne, der afviste kritikken med, at alle andre havde været lige så slemme. Så lad os begynde en saglig diskussion af mediedækningen af Irak-krigen her.
Til krigen blev det største antal journalister nogensinde indskrevet i amerikanske og britiske kampenheder, hvilket unægtelig medførte censur i mindre omfang. En britisk undersøgelse har dog frikendt koalitionsstyrkerne fra at censurere. Det vil sige, at de 'indlejrede' journalister måtte berette, om alt de så, så længe det ikke bragte enheden i fare.
Undersøgelsen viser til gengæld også, at mange indlejrede journalister følte sig begrænset i deres bevægelsesfrihed. De begivenheder, de kunne berette om, var bestemt af, hvor den enhed, de var indskrevet i, skulle hen. Så journalisterne måtte rapportere, om hvad de ville, fordi de aldrig så det, de ikke måtte rapportere om. Dette understreges af Pentagons ansvarlige for indlejringen af journalister Victoria Clarke. I rapporten siger hun lige ud, at journalisterne var del af en overordnet strategi, som skulle sætte den militære indsats i et godt lys.
Nuvel, men der var også journalister i Irak i 2003, som var uafhængige af koalitionsstyrkerne. Journalister, som ikke blev holdt i kort snor, må have haft muligheden for at nå frem til de historier, som Pentagon ville skjule. Det skete dog kun i ringe grad.

Ingen tabstal
Da nogle journalister omkom i krydsilden ude på slagmarken, blev mange trukket tilbage til for eksempel Kuwait, hvor de kunne tage på ture ind i Irak - organiseret af det amerikanske militær. Andre uafhængige journalister var udstationeret i for eksempel Bagdad, hvor de var relativt sikre og ikke kom ud i de bydele, hvor der blev kæmpet.
Meget af rapporteringen fra Bagdad handlede derfor om manglen på vand, medicin og personale på sygehusene. Befolkningens vilkår i kampzonerne og dens besvær med at få sine sårede frem til sygehusene, blev der ikke mælet mange ord om. Så frygten blev også en begrænsende faktor for, hvad medierne berettede om. Og hvad berettede medierne så om?
Rapporten 'Mediernes dækning af invasionen af Irak 2003' fra Københavns Universitet viser, at kun ni procent af alle artikler og indslag om krigen i de seks undersøgte nyhedsmedier omhandlede sårede og dræbte. Set i lyset af at det hyppigst forekommende emne var krigshandlinger, angreb og modangreb, må det undre. Kan man berette om krigshandlinger uden at berette om tab? Åbenbart: En tredjedel af dækningen handlede om præcisionsbombninger, hurtig fremrykning og nålestiksoperationer, som skulle redde menneskeliv, men hvor store var tabstallene egentlig?
Antallet af døde er der ingen, der kender med sikkerhed. 'Vi stopper i hvert fald ikke for at tælle dem,' sagde koalitionsstyrkernes operationschef General Vincent Brooks. 'Dem' er de døde irakere og de eneste sikre tabstal er således, hvor mange koalitionssoldater der omkom. Irakiske militære tab findes der ingen tal for, men deres militære underlegenhed tyder på et højt et.
Det mest pålidelige tabstal for civile irakere er et konservativt skøn, som blev offentliggjort i medicintidsskriftet The Lancet sidste år. Her skønnes det, at mindst 100.000 civile irakere måtte lade livet som konsekvens af den amerikansk ledede invasion. Hvordan kan mindst 100.000 mennesker omkomme i en krig, uden at medierne beretter om det?

Mærkværdig modsætning
Mange britiske journalister, som var indlejret i koalitionsstyrkerne, har efter krigen gjort opmærksom på, at de gerne ville have sendt billeder af de døde hjem til deres tv-stationer. De blev dog nødt til at 'censurere' sig selv, fordi det af rent etiske årsager ikke er tilladt at vise den slags billeder i Storbritannien. Hvis man ser på en anden stor mediebegivenhed, virker det mærkeligt.
Da tsunamien skyllede ind over Sydøstasiens kyster i julen 2004, var medierne konstant klar med de nyeste tabstal og barske billeder. Billeder af mennesker som kæmpede for at overleve i bølgen - mennesker der døde! Medierne greb uden at blinke muligheden for at bringe død og ødelæggelse hjem i Vestens julestuer. De viste os legemsdele på stranden, smadrede landsbyer, hjemløse børn, ligposer i stakkevis og massebegravelser. Situationer som givetvis også må have været præsente i Irak i marts og april 2003, da den vestlige angrebsbølge skyllede ind over Irak.
Samtidig mæskede medierne sig i historier om de personlige skæbner i Sydøstasien. De såkaldte human interest historier. Hvem husker ikke historier om forældre, der ikke kunne finde deres børn, om rystede overlevende, om hjemvendte turister og om retsmedicinernes kamp for at identificere ofrene inden de rådnede op. Historier som Irak-krigen må have været rig på, hvis The Lancets skøn ellers er nogenlunde rigtigt.
Rapporten om de danske mediers dækning af Irak-krigen afslører, at kun otte procent af indslagene og artiklerne var human interest historier. Den britiske rapport har tilmed vist, at den human interest historie fra krigen, som briterne husker bedst, er den om befrielsen af den amerikanske soldat Jessica Lynch. Denne begivenhed står klarere end bombningen af et marked fyldt med mennesker i Bagdad, fordi den netop blev gjort til human interest historie i alle medier. De døde fra markedspladsen er glemt, fordi deres historie blev fortalt i indslag, hvor man blot kunne se et bombekrater og noget pindebrænde, som kunne have været en frugtstand. Der blev ikke vist noget ansigt, som historien kunne bindes op på.
Hvordan kan det være, at medierne under krigen mod Irak ikke kunne vise offentligheden billeder af død og ødelæggelse, når det var muligt i tilfældet med tsunamikatastrofen? At det var for at skåne publikum for de rystende billeder, virker måske nærliggende men ikke sandsynligt. Det kan heller ikke forklares med at vestlige turister var en væsentlig del af ofrene for tsunamien, for vestlige soldater og civile døde og dør i Irak. Tilmed havde medierne tid til at køre journalister, kamerahold og infrastruktur i stilling i Irak, inden krigen gik i gang. Katastrofen i Sydøstasien kom derimod pludseligt.

Ingen identifikation
Ofrene for krigen har dermed fået en anden politisk status end ofrene for flodbølgen. Intensiv dækning af de menneskelige omkostninger i Asien udløste en bølge af velgørenhed i hele Vesten, hvor rekordstore beløb blev samlet ind. Intensiv dækning af krigens overordnede hændelser med fokus på militær fremrykning har dræbt den kritiske debat i Vesten. Og der omkommer stadig mennesker i Irak i dag.
Lige som under krigen er det ikke soldater og hellige krigere, der dør flest af. Det er de civile, og alligevel handler Irakdækningen i dag om den overordnede demokratisering af Irak og om den voldelige modstand imod denne. Sjældent handler indslagene og artiklerne om de mennesker, som lever i det nye demokrati ved Eufrat og Tigris. Det er som om, de ikke rigtig eksisterer.
Tag for eksempel den amerikanske offensiv mod byen Falluja i november 2004. Det legitime mål var oprørere og terrorister. Vi bilder os ind, at det kun var dem, der døde, men hvor mange civile døde i Falluja? Vi ved det ikke, for der er igen ingen, der har talt dem. Der oplyses intet om de, der stadigvæk lider under den krig, som blev startet for over to år siden. Der er intet navn eller ansigt og dermed ingen identifikation.
Vores bevidsthed om krigen og genopbygningen er bestemt af den mangel på navne og ansigter. Det er på tide, medierne finder dem frem. For mediernes hidtidige konsensusfremstilling skjuler krigens sande ansigt.