27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Yankee-morder rejs hjem

Yankee-morder rejs hjem

Onsdag, 06. juli, 2005, 00:00:00

Det er nødvendigt at sige fra overfor den amerikanske imperialisme og dens medløbere i den danske regering.

af Jørgen Petersen, formand DKP/ML
Anders Fogh Rasmussen er ikke særligt kendt uden for Danmarks grænser. Derimod kunne præsident Bush uden vanskeligheder komme i Guinness rekordbog som verdens mest upopulære person. Overalt hvor Bush rejser, mødes han af protester og store demonstrationer. Også i USA har millioner af mennesker demonstreret og aktioneret.
Krigen i Irak. Kz-lejren i Guantanamo. Torturbødlerne i fængslerne i Irak og Afghanistan. Den uhæmmede oprustning. Det åbenlyse samarbejde med eksilcubanske terrorister. Disse og en endeløs række af lignende forbrydelser er i virkeligheden blot toppen af isbjerget.
Den såkaldte kamp mod terror, bruges som et figenblad for at dække over en brutal og hensynsløs politik, hvis målsætning er at sikre den amerikanske monopolkapital et globalt herredømme.

Nye krige på vej
Præsidenten og hans rådgivere opfandt doktrinen med de såkaldt forebyggende krige, i åbenlys modstrid med folkeretten. Krigene i Afghanistan og Irak var de synlige konsekvenser af denne strategi. Lande, som nægter at bøje sig for USA`s diktater, stemples som slyngelstater. Nye krige er allerede på tegnebrættet.
På få år har Bush oprustet den amerikanske krigsmaskine i et sådant omfang, at de amerikanske militærudgifter snart er større end samtlige andre landes militærudgifter tilsammen.
Præsident Bush har opbygget en regering med ministre og rådgivere, som først og fremmest er knyttet til den gigantiske krigsindustri og olieindustrien. Det var strømmen af dollars herfra og regulær valgsvindel, der afgjorde det amerikanske præsidentvalg. Bush er i fuld gang med at betale sin gæld tilbage.
Oprustningen og enorme skattelettelser til de mest velstillede, har trukket et voksende spor af fattigdom efter sig. 3000 milliarder kroner ødsles på krigsindustrien næste år, samtidigt med at børnene i hver niende amerikanske familie er underernærede.

Den største snylterstat
USA er under Bush blevet verdens største snylterstat, som finansierer sit overforbrug ved at låne to milliarder dollars i udlandet, hver eneste dag. Uden hensyntagen til miljøet forbruger USA hæmningsløst af verdens naturrigdomme og tilsviner miljøet mere end noget andet land i verden.
I demokratiets navn undergraves og udhules demokratiet af en stadig mere restriktiv lovgivning og et net af sikkerhedstjenester. Den moderne teknologi benyttes uhæmmet til at registrere og overvåge alt og alle ikke alene i USA, men overalt på kloden. De lytter med på din telefon og læser dine mails.
I fredens navn oprustes på alle kontinenter. En ny generation af amerikanske atombomber er på vej. Med Stjernekrigsprojektet er oprustningen nu også på vej ud i det ydre rum.
Det er nødvendigt at sige fra overfor den amerikanske imperialisme og dens medløbere i den danske regering. Med fornyet kraft må kravet rejses, om at de danske soldater i Irak trækkes hjem. Der må sættes en stopper for, at A.P.Møller koncernen tjener formuer i amerikansk krigstjeneste. Når magthaverne forsøger at gøre uret til ret, så bliver det en pligt at gøre modstand.


Læs om demonstrationen mod Bush 6. juli på www.stopbush.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jul. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp