Der eksisterer en historisk chance for befolkningerne i EU-medlemsstaterne for at rejse et folkekrav om et helt andet og nyt europæisk samarbejde

af Torben A. Petersen, Helsingør
Da et stort flertal af de franske og hollandske vælgere sagde nej tak til EU-forfatningen i maj og juni gjorde de EU-medlemslandene en kæmpemæssig tjeneste. EU forfatningen var det juridiske grundlag for opbygningen af en europæisk enhedsstat, ikke en gang i stil med USA men derimod efter devisen: en præsident, et Europa og et folk.
Var EU-forfatningen blevet ratificeret i alle de nuværende 25 EU-medlemsstater, var der nemlig kun gået føje år inden, at de enkelte landes forfatninger var blevet sløjfet. Hvorfor? Simpelthen da der i en statsdannelse kun kan være én forfatning og ikke '25 delforfatninger'.
Hertil kommer den konsekvente og systematiske gennemførelse af ophævelsen af alle skatteyderfinansierede offentlige serviceydelser i bredeste forstand. I stedet ville komme en række 'private' forsikringsordninger, for de der økonomisk ville være i stand til at benytte sig heraf. Resten kan ende på gaden.
For EU`s økonomiske midler skulle bruges til noget helt andet. Og her er det at man kan sammenligne delvis med USA: størstedelen af EU`s budget skulle benyttes til militær, politi og efterretningsvæsen. For intentionen var (og er?) at opbygge EU til, at være en militær imperialistisk supermagt der kan udfordre USA`s globale hegemoni. Og i øvrigt optræde som en supermagt på verdensscenen. I øvrigt et af EU-tilhængernes tilbagevendende slogans for EU og dets udvikling: 'en modvægt til USA'.
Der eksisterer derfor, hvad man kunne kalde, en historisk chance for befolkningerne i EU-medlemsstaterne for at rejse et folkekrav om et helt andet og nyt europæisk samarbejde. Et samarbejde der ikke er baseret på et bureaukrati, der beskæftiger sig for eksempel med det ideale omfang af jordbær med videre, men derimod et samarbejde der baserer sig på befolkningernes behov og interesser. Både med hensyn til konkret indhold og hvor dybt, og hvor meget der overhovedet skal samarbejdes.

Indhold gav nej`erne
For der er næppe tvivl om, at det eksisterende og det fremtidige mulige samarbejde i form af forfatningen, er det der har fået franskmændene og hollænderne til, at stemme nej til forfatningen. EU-samarbejdet og dets bureaukrati fungerer konkret som en hjælpe- og støtte-organisation for de europæiske storkapitaler og sikrer via udliciteringslovgivningen og så videre, at opgaver overføres fra det offentlige til det private og virker herved arbejdsløshedsskabende.
Hertil kommer reglerne for 'arbejdskraftens frie bevægelighed', der blandt andet har betydet, at arbejdskraft fra Central- og Østeuropa kommer til de 'gamle vestlige EU-lande' og fungerer som løntrykkere, og generelt ødelægger overenskomstvilkår, det har taget århundreder at opbygge. Ikke fordi de pågældende 'østarbejdere' er onde og vil ødelægge noget, men fordi de er i en desperat økonomisk situation.
Med andre ord: Der er absolut intet brugbart ved det eksisterende europæiske samarbejde i form af Den Europæiske Union og som er juridisk legitimeret gennem Rom-traktaten, Maastricht-traktaten, Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten med videre.
Alle traktater bør ophæves, hvilket også indebærer, at nationalstaterne kan 'få lov igen' til at udstede pas, førerbevis og lignende dokumenter efter egen national udformning. Desuden kan den kriminalitetsforebyggende (menneskesmugling, herunder kvindehandel, narko og så videre) grænsekontrol også genindføres, da 'Schengen-aftalen' jo også vil blive ophævet. Dette indebærer endvidere også et farvel til landbrugsstøtten.

Social dimension
I forbindelse med hele debatten omkring Frankrigs og Hollands nej til forfatningen blev det i dagene derefter debatteret, om man 'ikke kunne give EU og forfatningen en 'social dimension'. Hertil er der kun et at sige: Nej tak. EU skal og må ikke blande sig i de enkelte landes social- og arbejdsmarkedspolitik, selv om EU indirekte allerede nu kommer til det.
Den polske præsident Aleksander Kwasniewski har foreslået, at der i alle EU-medlemslande bør afholdes folkeafstemning, om hvilken type af europæisk samarbejde der ønskes. Det politiske establishment i Polen har måske indset, at den tid hvor hvad som helst kunne påtvinges befolkningerne er slut. Der må være respekt om befolkningernes demokratiske selvbestemmelsesret.
Som en form for hedeslag har finansminister Thor Pedersen (V) foreslået, at der skal være folkeafstemning om euroen om fem år eller lignende! Det er under fem år siden (september 2000), at de danske vælgere stemte et klar nej til den fælles europæiske mønt og ligeledes under to år siden (september 2003), at de svenske vælgere sagde nej tak til den fælles mønt.
Erfaringerne fra eurolandene (Frankrig, Holland, Tyskland med flere) er bestemt ikke positive for udviklingen af arbejde og velfærd og så videre.

historiens mødding
I forhold til statsminister Anders Fogh Rasmussens udmelding om debat om det samlede europæiske samarbejde virker finansministerens udmelding noget obskur. Der er dog et massivt behov for debat om 'Europa' og hvordan et alternativt europæisk samarbejde kan udformes. Et mellemfolkeligt og ikke imperialistisk samarbejde hvor det nuværende EU-samarbejde og dets 80.000 sider af regler med videre er sendt ud på historiens mødding.
Kan dette ikke tilvejebringes bør Danmark meldes ud af 'Europa samarbejdet' og se tiden an.