Søndag 29.maj skrev det franske folk historie. Med et massivt flertal stemte det EU-forfatningen i graven. Og tre dage efter fulgte hollænderne trop med et - regnet i procenter - endnu mere massivt nej.

af Karen Sunds, medlem af DKP/ML`s landsledelse.
Ingen bør være i tvivl om, at der er tale om et eklatant nederlag for borgerskabet - for de europæiske monopoler, som ændrer hele den politiske situation dramatisk, og som åbner nye muligheder i kampen.
Det er vigtigt, at vi forstår hurtigt at omstille os til den nye situation, for at udnytte den og bruge nej`et i Frankrig til at komme mere i offensiven i klassekampen. Vi må ikke læne os tilbage og afvente, hvad de finder på. Vi må selv gå i offensiven. Og den eneste måde at komme dét på, er at analysere nøgternt: hvor skal der sættes ind for at forstærke vores positioner i kampen?
Det er dette spørgsmål, som jeg vil prøve at give nogle bud på her.

EU-monopolerne og forfatningen
Lad os først se på, hvorfor det er så eklatant et nederlag for monopolerne.
Det hænger sammen med hele imperialismens krise, og den rolle, som EU-forfatningen var tiltænkt.
Kampen mellem de imperialistiske centre og mellem koncernerne indenfor hver enkelt sektor, om markeder, markedsandele, og profit er uhyre skærpet i dag. Kun de stærkeste overlever. Og i den intense konkurrence, har EU-monopolerne især to handicap i forhold til de amerikanske monopoler: de har ikke et stærkt statsapparat, der kæmper for deres profitinteresser i verden. Og de døjer endnu med, at arbejderklassen i EU-landene i efterkrigstiden har tilkæmpet sig nogle rettigheder, fagligt og socialt, som det ikke er lykkedes at få afmonteret endnu, på grund af en massiv folkelig modstand. Disse to handicaps skulle EU-forfatningen efter planen fjerne.
EU-forfatningen ville give adgang til at danne den politiske union, som EU-monopolerne har sukket efter i 50 år. Ikke på den måde at den ville være fuldbåren fra dag ét, men på den måde, at EU indenfor forfatningens rammer kunne nå til den politiske union gennem en årrække. Det havde især betydning på tre felter for monopolerne:
* For det første: EU-forfatningen ville give EU adgang til at opbygge muskler på den globale scene, gøre Unionen til en rigtig imperialistiske supermagt, med en veludrustet hær og med en fælles vedtaget og slagkraftig udenrigspolitik, der kunne bakke effektivt op om EU`s monopoler og deres interesser i verden.
* For det andet: EU-forfatningen ville trække magten og beslutningerne væk fra befolkningerne og op i magtpyramiden. Dermed kunne monopolerne i meget højere grad gennemtvinge upopulære beslutninger, uden at blive sat skakmat af det farlige folkelige demokrati, som de nu har fået et knockout fra. Samtidig lagde EU-forfatningen nogle rammer for en totalharmonisering af politisamarbejde, strafferet og andre retlige spørgsmål, som tilsammen betød, at EU kunne sætte ind med øget overvågning og kontrol af de revolutionære og samfundskritiske kræfter.
* For det tredje: EU-forfatningen skulle bruges til at gennemtvinge de neoliberale reformer indenfor social- og arbejdsmarkedspolitikken, og indenfor den offentlige sektor, som det har været svært for de nationale politikere at få gennemtrumfet, på grund af den store folkelige modstand i landene.
Det var netop dette aspekt, som den fremtrædende ja-politiker fra højrefløjen, og kandidat til at afløse Chirac, Sarkozy, pegede på, få dage før det tordnende nej i Frankrig: EU-forfatningen skulle gennemtrumfe de reformer, som var så nødvendige, hvis Unionens skulle blive i stand til at matche globaliseringen, sagde han. Og det samme har Blair gentaget, da han blev EU-formand for få uger siden: Kun via EU er det muligt at knække den modstand, der er mod upopulære reformer, og som indtil nu har kostet for eksempel den tyske kansler Schröder hans politiske liv.

Også US-monopolerne beklager
Af disse årsager er EU-forfatningens fald et eklatant nederlag for monopolerne.
Det er således også værd at bemærke, at EU-forfatningens fald er blevet beklaget stærkt af de amerikanske monopoler, også. USA-imperialismen er jo ellers interesseret i, at EU ikke opbygger sig alt for selvstændigt som global spiller, og har med bekymring fulgt EU-forfatningens udvikling. Men da først den faldt for befolkningernes hånd, følte også US-koncernerne sig ramt. Således udtrykker det amerikanske handelskammer sin uforbeholdne bekymring over EU-forfatningens fald, fordi det vil 'hindre fuldendelsen af det indre marked', som er så vigtig, også for de amerikanske monopoler, der har købt sig ind på EU-markedet. De to imperialist-poler konkurrerer indbyrdes, men når det kommer til kampen mod de anti-imperialistiske kræfter, står de skulder ved skulder.
Den fransk-tyske akse, som har været drivkraften i at forsøge at udvikle en EU-supermagt i åbenlys konkurrence med USA, står i dag svækket, mens den USA-venlige Tony Blairs positioner er styrket. Også derfor vil vi i den kommende tid se samarbejdet med USA om terrorkrigen og andre emner blive forstærket, mens de åbenlyse konfrontationer med USA nok vil træde lidt i baggrunden. EU og USA vil arbejde mere nært sammen i Mellemøsten, i deres vedvarende trusler mod Iran, i WTO-sammenhænge vendt mod u-landene, i deres fælles genvordigheder med Kina, der er ved at blive for stærk for dem. Samtidig med, at de selvfølgelig som altid vil strides om markederne, som det sker lige nu i Latinamerika.

Nye alliancer
Men det står også klart, at der vil blive gjort nye tiltag for at fortsætte opbygningen af EU som en stærk imperialistisk spiller på den globale scene.
Problemet for dem er, at finde en erstatning for den fransk-tyske akse, der hidtil har været integrationsmotoren i EU. For få dage siden erklærede Sarkozy, at der skal etableres en ny gruppe fortropslande til erstatning for Frankrig og Tyskland. Og han pegede på at seks lande Frankrig, Tyskland, UK, Spanien, Italien og Polen sammen skulle drive integrationen frem. Det kan meget vel blive udgangen.
Med Blair i førersædet har vi allerede set den stærke fokus på de neoliberale reformer, angreb på arbejderklassen og den sociale sikkerhed. Ligeledes vil terrorkampen efter bomberne i London blive skruet op i højt gear, altså mere overvågning og kontrol. Udenrigspolitisk vil linien være samarbejde med USA, men samtidig er alle de nævnte seks lande fuldstændig enige om at sætte fart på militariseringen, og på dette felt vil vi uden tvivl se nye tiltag.

Ikke flere folkeafstemninger
Men lad os vende os til den mere interne politiske situation i selve EU, efter EU-forfatningens fald og de opgaver, vi står med.
Et par korte rids af, hvad vi kan regne med, der vil ske:
Efter min opfattelse er EU-forfatningen stendød, og EU-monopolerne vil koncentrere sig om at komme igennem med deres interesser ad andre kanaler. Lad det være helt klart: dette sker ikke i respekt for demokratiet. Hvis de havde haft nogen chancer for at få den ratificeret, så ville de gøre det. Men det står klart, at EU-forfatningen ikke kan ratificeres i Holland, og heller ikke i Storbritannien. I Frankrig vil der formentlig opstå en politisk kamp internt i nej-bevægelsen om, hvorvidt man skal acceptere en EU-forfatning påklistret en social pagt, som det er foreslået af danske SF, eller om man skal afvise også den version. Det vil blive et spørgsmål om styrkeforholdet mellem den del af modstanden, der tror på et socialt EU, og så de konsekvente modstandere.
Efter min opfattelse har EU-eliten nu ét sigte, som vil gå igen, uanset, hvordan de udformer deres konkrete plan: de skal for enhver pris undgå at noget skal til folkeafstemning igen. Mødet med det direkte folkelige demokrati, var en ubehagelig oplevelse. Det var netop risikoen for at blive sat skakmat af befolkningernes stemme, som de ville fjerne med EU-forfatningen. Nu fik de en opvisning i, hvor galt, det kan gå, og det skal ikke prøves igen.
Det betyder, at de vil koncentrere sig om at tage beslutninger, der kan videreføre integrationen, men hvor processen kører bag lukkede døre. Men her kan de også komme langt, selv uden forfatning. Det har de jo vist indtil nu.
Denne vurdering: at EU-forfatningen i realiteternes verden er død, ændrer selvfølgelig ikke ved, at vi skal forsætte med at markere vores position: at vi ikke accepterer nogen genoplivning af EU-forfatningen, hverken i den ene eller den anden form.
Vi ved, at dele af nej-bevægelsen vil falde for drømmen om et reformeret EU og en social forfatning, og vi skal selvfølgelig fastholde forsvaret for en konsekvent modstandslinie. I dette spørgsmål har vi i den danske nej-bevægelse et ansvar og en rolle at spille; også selvom nejét blev skabt i Frankrig og Holland, og det er nej-bevægelserne i de to lande, der sidder med initiativet.
Ligeledes må vi naturligvis fastholde målsætningen om at komme ud af EU. Det ville være den direkte vej til at gøre sig fri af Unionens diktater.
Min pointe er ikke, at der er ændret ved disse grundlæggende elementer i vores modstand. Det er der ikke.
Min pointe er blot, at vi skal være forberedt på, at integrationen kommer ad andre kanaler end EU-forfatningen. Og at de vil gøre alt for, at det ikke kommer til direkte folkeafstemninger mere.

Fransk nej rejste hele klassespørgsmålet
Hvad er det afgørende led i forhold til at udnytte EU-forfatningens fald til at komme i offensiven i klassekampen?
Jeg sagde tidligere, at det franske nej ændrede hele den politiske situation i EU over en nat.
Hvorfor det ? Hvad er det særlige ved det franske nej ? Andre folk har trods alt stemt nej før, danskerne, irerne, uden at det af den grund har påvirket hele EU på den måde.
Jeg mener, at det helt særlige ved den franske folkeafstemning og det efterfølgende nej, er, at det så klokkerent rejser hele klasseaspektet. Både fra tilhængernes og fra modstandernes side bliver der fokuseret på, hvad EU-forfatningen vil betyde i klassekampen, hvad den vil betyde for arbejdernes rettigheder og positioner, for kapitalens muligheder for at få sin vilje med neoliberale reformer.
Rent politisk var et kerneelement i kampagnen modstanden mod EU-forfatningens neoliberale grundlag, den neoliberale økonomiske politik mod tvangsprivatisering af den offentlige sektor og den måde som det indre marked for arbejdskraftens frie bevægelighed allerede nu er blevet brugt til at importere billig arbejdskraft fra Østeuropa og bruge det til at dumpe løn og arbejderrettigheder.
Men også rent fysisk, blev nej-kampagnen ledt af arbejderklassen. Før afstemningen viste en undersøgelse at omkring 80 procent af arbejderklassen ville stemme nej. Ligeledes var nej-kampagnen gennemsyret af fagbevægelsens stærke islæt, med demonstrationer og strejker som en del af de elementer, som kampagnen blev bygget omkring.
Hvorfor udvikler det sig sådan ? Der findes garanteret nogle indenrigspolitiske forhold i Frankrig, som kan være med til at forklare det. Men jeg tror også, det hænger sammen med, at klassekampen helt generelt i EU-landene er meget, meget skærpet i vor tid.
Kapitalen er i offensiven. Den går til angreb over en bred front: trusler om udflagning bliver brugt til at tvinge lønnen ned, organiseret anvendelse af billig østeuropæisk arbejdskraft- lovligt eller ulovligt, bruges til løndumping og til at lægge pres på arbejderklassens positioner. Den offentlige sektor er under afvikling. Kollektiv velfærd og de offentlige ansatte rettigheder står for skud. Man kunne blive ved.
Denne situation har vakt en modstand i arbejderklassen, som ulmer og udvikler sig, og som så slog sig igennem til overfladen i EU-forfatningskampen. Man kan også sige, at klassekampen er så skærpet nu, at den gennemsyrer og erobrer andre dagsordener. Og jeg tror, at den i høj grad er med til at sikre nejét i Frankrig. Havde det ikke været for servicedirektiv, udflagning, løndumping o.s.v havde vi måske set et ja i Frankrig.
Samtidig betyder denne udvikling og det franske nej helt konkret en kolossal forandring af det politiske billede langt ind i andre lande, også Danmark. Og det forandrer hele EU-kampen. I dag åbner det sig helt nye muligheder for at rejse spørgsmålet om EU i faglige kredse, fordi EU nu står mere afsløret som kapitalens redskab, end før. Fordi der er grundlag for at udvikle en fælles kamp mod servicedirektivet , mod social dumping i bred forstand. Og her er det vigtigt at huske på, at Blair har bebudet, at en vedtagelse af servicedirektivet er højest på dagsordenen i det kommende halve år.
Disse nye muligheder i den faglige kamp skal vi forstå at arbejde videre med på en smidig måde.

Arbejderklassens enhedsfront er det centrale led
Jeg tror, at det afgørende led for at udnytte det franske nej og komme i offensiven, er at holde fast netop i disse klassemæssige aspekter af kampen, og arbejde videre ad dén vej.
Dermed mener jeg ikke, at vi skal svække arbejdet med en bred folkefront mod EU, eller at vi skal lægge mindre vægt på andre aspekter af EU-kampen, for eksempel hele demokratispørgsmålet, som er den fælles 'bjælke', der bærer forfatningsmodstanden i hele sin bredde. Tværtimod vil denne kamp blive styrket også. EU-kampen kan ikke ses isoleret fra resten af klassekampens felter. Dette gælder endnu mere i dag end nogensinde før.
Lad os prøve at se det i sammenhæng med kommunisternes teser om alliancepolitik: Dimitrov udviklede ud fra erfaringerne fra 30érnes kamp mod fascismen vigtige teser om kommunisternes alliancepolitik. Han definerer to former for alliancer: for det første arbejderklassens enhedsfront, som skabes ved at forene arbejderklassen på tværs af alle skel, også politiske skel på en kampplatform. Og så folkefronten, som er arbejderklassens alliance med andre klasse og lag, der også vil yde imperialismen modstand.
Men samtidig er der en nær indbyrdes sammenhæng mellem de to typer alliancer. En folkefront kan aldrig blive særlig stærk og modstandsdygtig, hvis den ikke bliver ledt af en stærk og forenet arbejderklasse. Den kan aldrig blive særlig stærk, hvis den er domineret af småborgerlige kræfter.
I Danmark har vi altid haft meget stærke traditioner for at bygge folkefronter. En tradition, som i høj grad er båret af erfaringerne fra EU-modstanden. Men vi står ikke i dag med en forenet stærk arbejderklassens enhedsfront, og derfor er der også grænser for, hvor langt vi kan nå med folkefrontsarbejdet.
Jeg mener, at kampen mod euroen i 2000 illustrerede denne svaghed. Vi byggede en 'folkefront' mod euroen - og vandt. Men bevægelsen havde oplagte svagheder, fordi den ikke var særlig stærkt funderet i arbejderklassens organisationer, i fagforeninger og klubber.
For mig at se, er det afgørende led i kæden, som vi skal trække i, skabelsen af arbejderklassens enhedsfront, styrkelsen af arbejderklassens positioner i kampen om løn og profit.
Vi står i en situation, hvor arbejderklassen er i defensiven i arbejdskampen i øjeblikket. Kapitalens offensiv fejer hen over Europa. Kapitalen har til fulde udnyttet et ændret styrkeforhold. Nu tabte de slaget om EU-forfatningen, det vil blot få dem til at blive endnu mere aggressive. Endnu mere organiseret import af billig arbejdskraft, endnu mere benhårde diktater om lønnedgang. Det er værd at bemærke, at EU-kommissionen har fremlagt en rapport, der taler for, at en mere organiseret import af arbejdskraft fra ikke-EU-lande, kan være det led, der sætter gang i den økonomiske vækst, og dermed 'gør EU-økonomien bæredygtig i lyset af ældrebomben', som de formulerer det. Med andre ord: mere velorganiseret lønpres.
Det er de udfordringer, vi står overfor. Hovedproblemet for os består stadigvæk i at udvikle en platform for modstanden mod kapitalens offensiv. I det omfang, det lykkes, da vil dette styrkeforhold også slå igennem på alle andre felter, herunder i EU-kampen.
Hvad vi har set i dette forår er, hvordan kampagnen mod EU-forfatningen med centrum i den franske nej-bevægelse har været med til at rejse denne kamp, skabe bevidsthed om kapitalens offensiv, hvilken rolle den europæiske Union spiller i denne offensiv. Vi står nu med et langt klarere grundlag og bedre muligheder for at udvikle denne kamp. Den faglige klassekamp og EU-kampen er ikke isolerede størrelser, de skal tænkes ind i hinanden.
Det er værd at bemærke, at de spørgsmål, som modstanden udvikler sig om lige nu: arbejdskraftens frie bevægelighed, servicedirektiv, modstand mod den offentlige sektors markedsgørelse, alle sammen er krav, der har med det indre marked at gøre. Det er ikke så underligt, for det indre marked er Unionens rygrad og livsnerve. I det omfang, at vi kan folde denne kamp ud, og skabe massebevægelser mod det, så er vi inde og ruske i den helt elementære struktur i unionen.

Styrk kommunisternes samarbejde på europæisk plan
Kampen mod EU-forfatningen har også ændret en anden ting: den har været med til at gøre det meget mere synligt, at det er en fælles kamp på tværs af landegrænser. Jeg tror alle føler et meget stærkt behov for, at vi i højere grad koordinerer vores modstand mod kapitalens offensiv og mod EU, som en del af denne.
Hvordan kan vi gøre det konkret ? Vi har set, hvordan kampen mod servicedirektivet har udviklet sig parallelt i mange lande og har indbyrdes styrket hinanden. Servicedirektivet er blot ét aspekt af denne omfattende kamp, om end et vigtigt aspekt. Kunne man ikke forestille sig, at kommunisterne på tværs af landegrænser i Europa mødtes og forsøgte at udarbejde en fælles manifestation, der kalder til kamp mod kapitalens offensiv: mod udflagning af arbejdspladser til lavtlønslande. Mod arbejdskraftens frie bevægelighed, og importen af billig arbejdskraft til løndumping, mod udsalget af de offentlige sektorer i EU-landene, til forsvar for offentlig velfærd.
Jeg tror, det kunne være med til at styrke kampen.
Men samtidig er det også vigtigt, at vi forstår at en sådan styrket koordinering på europæisk plan, ikke står i modsætning til, at det nationale spørgsmål fortsat er helt centralt. Hvis man ser på de spørgsmål, som vi rejser, er de jo kendetegnet ved, at vi forsvarer vores ret til at fastholde nationale ordninger, som vi har tilkæmpet gennem årtier. Kampen er i sit politiske indhold fælles på tværs af landegrænser, men de nationale ordninger, som vi forsvarer, er forskellige fra land til land. Og det skal vi respektere.
Linien er klar: hvert lands arbejderklasse må forsvare sine positioner, hvad de end måtte være. Når de tyske arbejdere forsvarer nogle ordninger på arbejdsmarkedet, som ligger langt fra vores system, så er det fint. Det er deres nationale virkelighed, som vi respekterer.
Ligeledes spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed, retten til at importere arbejdskraft udefra til andre vilkår end dem, der gælder her i landet: det er i bund og grund et krav, der genetablerer de nationale barrierer imod det indre marked. Det er den nationale kamp, konkretiseret.

Perspektiv
Hvor ender denne kamp mellem EU-monopolernes politiske projekt og den folkelige modstand?
Det er svært at forudse. Hvis det lykkes for os at få etableret den nødvendige modstand i arbejderklassen, og slået nogle af angrebene tilbage, så vil EU-monopolerne blive trængt, fordi den imperialistiske konkurrence på verdensplan er så benhård. Og så kan det ændre hele styrkeforholdet i klassekampen i Europa og åbne nye muligheder, også set i et revolutionært perspektiv.
Et af de ting, der er i spil, er euroen. Selvom der er et godt stykke vej endnu, inden euroen bryder sammen, så rejste der sig for første gang efter nejet i Frankrig en debat om, hvorvidt euroen vil overleve.
Hvorfor ? Fordi en fælles mønt kræver en politisk union. Og det var den politiske union, der nu blev bremset. Hvis der ikke kommer en politisk union, så kræver det alternativt, at tilpasningen mellem de enkelte økonomier indenfor euro-zonen kan ske fuldt ud indenfor arbejdsmarkedet, for alle andre variable er låst fast (valutaen, renten med videre ). Men denne tilpasning på arbejdsmarkedet, i form af, at lønnen falder i de regioner, som sakker bagud med økonomisk vækst, er helt afhængig af en deregulering af arbejdsmarkedet. Og det var netop den, nej-bevægelserne vendte sig imod. Dette blot for at illustrere, at monopolernes bastioner ikke er urørlige for folkelig modstand.
Et er sikkert: der bliver ingen blød mellemvej, der er ingen rolig og samarbejdsvenlig tredje vej. Monopolerne har vist, at de ikke prioriterer social konsensus og politisk ro. Kan de ikke få deres vilje ad de parlamentariske baner, så vil de forsøge at gennetvinge det med magt, herunder med markedets magt. Det er den udfordring, vi står overfor.