Jo, vi husker atombomben og Hiroshima. Og vi har lært lektien om de snedige politiske argumenter, som den menneskeskabte katastrofe blev omgivet med

af Bjarne Gårdsvoll, forfatter
Jeg husker godt den 6. august for 6o år siden, da atombomben udslettede Hiroshima. En af vore naboer kom hæsblæsende ind til min far og ville høre de sidste nyheder om det fantastiske nye våben. Tænk, en hel by var jævnet med jorden! Hvad var det dog for nogle frygtelige kræfter, menneskene havde sluppet løs?
Japanerne var jo vore fjender, så der lød ingen særlig beklagelse over Hiroshimas ødelæggelse. Heller ingen bestyrtelse over de mange civile, der var omkommet i flammehavet. Tværtimod accepterede vi argumentet om de mange amerikanske liv, der var sparet. Det var jo krig, og vi tog parti. I vore baghoveder rumsterede mest den tanke, at det var da godt, det ikke var Hitler, der fik bomben først.

Var det nødvendigt?
Da krigen kom lidt på afstand, trængte der sig et nyt spørgsmål på. Var det nu nødvendigt?
Flere hundrede tusinde mennesker blev dræbt dengang, for nogle dage efter Hiroshima blev der kastet en ny bombe over Nagasaki.
For at spare egne liv? Jamen, var det nødvendigt at invadere Japan? Japanerne var drevet tilbage til deres lille ørige og havde tabt krigen. Så hvorfor spilde blod på en invasion?
Var det hele ikke bare et forsøg på at finde et argument, som jævne mennesker ville tro på, mens den virkelige hensigt var at få afprøvet bomben?
Når krigen var ovre, var det for sent at prøve den under realistiske forhold. Og den slags militærtekniske overvejelser ville befolkningen aldrig acceptere. De ville uden tvivl betragte det som meningsløst barbari, og de skyldige ville gå over i historien som nogle af verdens største krigsforbrydere.
Først i vor tid har vi fået den fulde sandhed at vide. Japanerne tilbød kapitulation flere gange, inden bomben faldt. Men tilbuddet blev holdt hemmeligt for befolkningen.

Rød tråd til Irak
Som kendt gentager historien sig. Hvis de ledende kredse skønner, at den jævne borger vil være betænkelig ved deres planer, finder de et eller andet argument, som lyder bedre i deres øren.
I Irak var det de bakteriologiske våben, der truede os, påstod Bush og hans venner. Eksperternes udsagn, om at disse våben allerede var destrueret, blev ignoreret. For den virkelige hensigt var naturligvis at besætte det vigtige militærstrategiske område med alle dets olierigdomme. Det krævede indsættelse af et marionetstyre, og det kunne kun lade sig gøre ved hjælp af voldsanvendelse og frygtelige lidelser for den irakiske befolkning, så vel som de unge amerikanere, der måtte ofre deres liv for at realisere den skjulte dagsorden.
Under den overvældende retorik om demokrati, sikkerhed og så videre ligger altid en anden hensigt, som vi almindelige borgere anses uværdige til at få del i.
For tiden er det missilskjoldet, der argumenteres for. Tænk om slyngelstater og fanatiske terrorister angriber os med en byge af raketter, atombomber eller lignende! Kan I da ikke se, at skjoldet er et defensivt våben, kun beregnet til selvforsvar?
Jamen, en kriger optræder ikke kun med sit skjold. I den anden hånd svinger han sværdet, det hører med til en krigers udrustning. Skjoldet gør ham mindre sårbar, men det får ham ikke til at smide sværdet.
Det er ikke anderledes med raketskjoldet. Det er netop dødsens farligt, fordi det gør krigeren mere tryg. Hvis den amerikanske præsident beslutter sig for at invadere et nyt land, kan han gøre det uden at en eneste bombe falder på amerikansk jord. Terrorbalancen, som tidligere var en afskrækkende faktor, vil jo ikke være der mere. Så mon ikke skjoldet er lige så farligt som selve atombomben? Den blev netop smidt over Hiroshima med visheden om, at Japan ikke kunne hævne sig.
Senere er nye atommagter kommet til. Men med raketskjoldet vil efterkrigstidens tilstand atter være gældende.
Jo, vi husker atombomben og Hiroshima. Og vi har lært lektien om de snedige politiske argumenter, som den menneskeskabte katastrofe blev omgivet med. Men er vi også på vagt over for nutidens forførere? I en tid, hvor den politiske løgn er blevet videnskab?