Det er karakteristisk, at debatten i AFL-CIO om amerikansk fagbevægelses fremtid er gået uden om helt afgørende problemer.

af Karsten Ditlevsen, arbejdsmarkedspolitisk sekretær i Enhedslisten
Dagbladet Arbejderen skrev forrige tirsdag under overskriften 'Tre forbund forlader amerikansk LO' om splittelsen af den amerikanske faglige landsorganisation, AFL-CIO.
Desværre får artiklen det til at fremstå, som om udbryderne er 'aktive fagforbund', der går i protest mod en konservativ føderation for at kunne 'kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår for medlemmerne'. Det er ikke bare forenklet. Det er forkert. Splittelsen er mest af alt et udtryk for et slagsmål indenfor fagbyrokratiet om kontrollen med apparatet.
I juni dannede seks amerikanske forbund koalitionen 'Change to win' efter flere års diskussioner i amerikansk fagbevægelse. Koalitionen har stillet en række krav om ændringer af AFL-CIO og truede fra start med at forlade landsorganisationen, hvis kravene ikke blev opfyldt. Koalitionen består af:
- Service Employees International Union (SEIU), der med 1,7 millioner medlemmer er USA's største og hurtigst voksende forbund. SEIU organiserer indenfor offentlig og privat service - ofte i voldsom konkurrence med andre forbund.
- Teamsters, der har 1,4 millioner medlemmer og som oprindeligt var et forbund for chauffører og lignende, men i dag er en 'generel union', der også organiserer lærere, læger, politifolk med meget mere.
- United Food and Commercial Workers (UFCW).
- Laborers, der oprindeligt organiserede indenfor byggefagene, men som også i dag er en 'generel union'.
- Unite Here, der er en nylig sammenslutning af tekstilarbejdere og hotel- og restaurationsarbejdere.
- Carpenters, der består af tømrere og andre bygningsarbejdere, som er uden for AFL-CIO og som støttede Bush ved det seneste præsidentvalg.
- Efterfølgende har det lille United Farm Workers (UFW) tilsluttet sig koalitionen.

Slankekur
Koalitionen ønskede, at AFL-CIO`s ledelse skulle slankes, for eksempel skulle kun de største forbund, herunder koalitionspartnerne, være repræsenteret i den daglige ledelse, der samtidig skulle have øget autoritet til at tvinge fusioner igennem i fagbevægelsen uden medlemsafstemninger. Især SEIU har slået på det uholdbare i, at for eksempel knap en snes af AFL-CIO`s 56 forbund organiserer sygeplejersker.
Fusionerne skulle sikre, at der etableredes 15-20 forbund, der har hver sit 'kerneområde'. Teamsters ledelse har dog klart tilkendegivet, at forbundet ikke har nogen intentioner om at afholde sig fra organisering af hvilken som helst faggruppe.
Desuden ønskede koalitionen flere penge brugt på organisering i de enkelte forbund og mindre kontingentbetaling til landsorganisationen. Samtidig skulle en samlet kampagne mod supermarkedskæden WallMart iværksættes som et samarbejde mellem forbundene.
AFL-CIO`s ledelse skulle i højere grad afspejle fagbevægelsens kønsmæssige og etniske sammensætning. Til sammenligning er der en kvinde, en afro-amerikaner og ingen latinoer i Teamsters 24 mand store forretningsudvalg.
Endelig ønskede koalitionen, at AFL-CIO skulle bruge færre ressourcer på at arbejde for demokratiske kandidater og på politisk lobby-arbejde. Et krav der ikke rimer med de kolossale beløb for eksempel SEIU og Teamsters brugte på at støtte Kerry.
Fire af forbundene, SEIU, Teamsters, UFCW og Unite Here, meddelte umiddelbart inden AFL-CIO`s kongres, der startede den 25. juli, at de ikke ville deltage i kongressen, hvor de repræsenterede cirka ti procent af de delegerede. Efterfølgende har de tre førstnævnte annonceret, at de forlader landsorganisationen og stifter en ny i september. Man må forvente, at de får følgeskab af de øvrige forbund i koalitionen.

Medlemmer høres ikke
I ingen af de tre forbund er medlemmerne blevet hørt. Beslutningerne er truffet i forbundenes forretningsudvalg eller hovedbestyrelser. Ingen af forbundene udmærker sig ved internt demokrati. I SEIU er over ti procent af lokalafdelingerne sat under administration af forbundsledelsen og mange afdelinger har ingen valgt ledelse.
En række af de problemer 'oprørerne' har peget på, er såre reelle, for eksempel forbundenes interne slagsmål for at stjæle medlemmer fra hinanden. Men partnerne i koalitionen er ikke enige indbyrdes - og i diskussionerne op til kongressen var der bred enighed indenfor hele AFL-CIO om at opprioritere organisering af nye medlemmer og en fælles indsats mod WallMart.
Artiklen i Arbejderen giver et forkert billede af Change to Win-koalitionen som en aktiv, medlemsorienteret venstrefløj i amerikansk fagbevægelse. Heraf følger ikke, at de tilbageværende forbund i landsorganisationen er mere progressive. Problemet er, at der stadig er alt for meget bureaukrati og alt for lidt demokrati i den amerikanske fagbevægelse.
Der findes enkelte demokratiske forbund, men det generelle billede er, at de progressive tendenser skal findes på lokalt niveau - enten i lokalafdelinger eller i de Central Labor Councils, der findes på by- og delstatsniveau, hvor amerikanske arbejdere koordinerer på tværs af forbundene. Det bliver ikke nemmere med splittelsen.

centrale spørgsmål
Det er i det hele taget karakteristisk, at debatten i AFL-CIO om amerikansk fagbevægelses fremtid er gået uden om helt afgørende problemer.
- Hvordan organiseres en landsdækkende kampagne for en ordentlig offentlig sygesikring og for en mere retfærdig skattelovgivning?
- Hvordan opbygges fagbevægelsen i sydstaterne?
- Hvordan organiseres arbejdsløse og emigranter?
- Hvordan skabes demokratiske organisationer, der kan samarbejde med lokale græsrodsorganisationer?
Hverken AFL-CIO`s kongres eller Change to Win koalitionen har bragt USA's arbejdere meget nærmere svarene.
En positiv ting kom der dog ud af de fem dages sammenkomst i Chicago. AFL-CIO har for første gang taget afstand fra USA's imperialistiske krigsførelse. I en resolution fra kongressen kræves de amerikanske tropper hjem og der udtales støtte til opbygningen af en uafhængig fagbevægelse i Irak. (Resolutionen kan ses på www.uslaboragainstwar.org )

Svar til Karsten Ditlevsen
Det har aldrig været Arbejderens hensigt at fremstille den ene gruppering i amerikansk fagbevægelse, som mere progressiv end den anden.
Og vi har bestemt ikke præsenteret udbryderne i Change to Win-koalitionen som en venstrefløj i amerikansk fagbevægelse.
Vi har alene forsøgt at beskrive splittelsen og præsenteret synspunkterne og reaktionerne.
Når det er sagt, så bør der skrives meget mere om situationen i både fagbevægelsen og arbejderklassen i USA. Begge befinder sig i en meget vanskelig situation, hvor reaktionen med George Bush i spidsen er i offensiven.
Det bliver bestemt ikke nemmere, når kun otte procent af de amerikanske arbejdere er organiseret i en fagforening, der er uomtvisteligt et alvorligt problem for fagbevægelsen i fremtiden.
Venlig hilsen redaktionen