De store danske dagblade, som i Adolf Hitlers levetid ikke havde noget tilovers for forfulgte jøder, er nu på Israels side mod forfulgte palæstinensere. Og redaktører, som i den nazistiske besættelses tid var medvirkende ved oprettelsen af Dansk-Tysk Forening er nu indmeldt i Dansk-Israelsk Selskab og Dansk Zionistforbund.

af Hans Scherfig - 25. marts 1978
MAN KAN forestille sig, at en oprindelig keltisk folkegruppe med spredte efterkommere i Wales og Bretagne og Skotland og Irland finder ud af, at fjerne forfædre engang har levet på det territorium, som nu hedder Danmark.
Man kan endvidere forestille sig, at der blandt disse mennesker, som i tidens løb har været udsat for forfølgelser, opstår en bevægelse for at få etableret en fri keltisk stat, og at der er fremelsket en historisk og religiøs tradition for, at denne stat kun kan oprettes i Jylland, hvor den keltiske Gundestrup-kedel med billedet af den hornede keltiske gud, Cernunnos, er fundet.
Herefter skulle de mindreværdige jyder, (som har boet i landet i nogle tusind år) jages ud og gøre plads for dem, der kalder sig Cernunnos' udvalgte folk. Jyderne kunne så samles i flygtninge-lejre i Tyskland og Sverige, og hvor man ellers ville have dem. Og når det keltiske luftvåben - som straf og gengældelse for jyske frihedskæmperes aktioner - bombarderede flygtninge-lejrene, ville vel en del svenskere og tyskere også gå med i løbet.
Det keltiske område kunne med tiden udvides ved kolonisation og bosættelser på svensk og tysk grund. Velhavende walisere og irere i USA ville patriotisk finansiere den nye stat, og den amerikanske regering ville af hensyn til vælgere af keltisk afstamning levere gode F 16-jagermaskiner til det keltiske forsvar.

SAMMENLIGNINGER skal ikke drives for vidt. Men forestillingen om noget nært kan måske anskueliggøre det fjernere. Lidelse og sorg føles ikke anderledes af mennesker fra Palæstina end af mennesker fra Danmark. Myrdede libanesere var ikke ringere skabninger end svenskere. Og deres mordere er mordere uanset afstamning.
Det er ved Nürnberg-domstolen fastslået, at begrebet 'krigsforbrydelser' også omfatter krænkelser af krigens love og sædvaner, som ikke rummer almindelig borgerlig forbrydelse, for eksempel 'afnationalisering af et besat lands befolkning'. Professor Stephan Hurwitz har i sit forord til Anklageskriftet i Nürnberg specielt gjort opmærksom på denne krigsforbrydelse.
Det havde vel ikke været helt urimeligt, hvis den zionistiske bevægelse efter nazismens militære nederlag i 1945 havde forlangt et stykke af, Tyskland rømmet for oprettelse af en jødisk stat. Men det ville stride mod anerkendt folkeret at lade et tilfældigt, udpeget antal tyskere undgælde for fascismens forbrydelser.
Mere urimeligt er det imidlertid at lade arabere undgælde for tyskeres ariske hundegalskab. Den infame antisemitisme er netop aldrig forekommet hos araberne (som selv er semitter) . Og den zionistiske imperialismes, 'afnationalisering' af det besatte Palæstinas befolkning er særlig absurd, eftersom denne befolkning er de eneste påviselige efterkommere fra de nomade-folk, som for 3000 år siden vandt fodfæste i Palæstina og efterhånden skabte en territorial samhørighed og religiøs nationalfølelse omkring dyrkelsen af nomadernes stamme-gud Jahve.

DEN ISRAELSKE imperialisme er ikke forskellig fra den amerikanske imperialisme, som med teknisk overlegenhed bragte rædsler til Vietnams folk. Og den tyske nazismes folkedrab og planlagte udryddelse af jøder kan ikke tages som en undskyldning for statslig israelsk terror. Den tyske uret mod jøder kan ikke blive en begrundelse for israelsk uret mod arabere.
Begrebet gengældelses-aktion mod byer og befolkninger som straf for individuelle aktioner mod den tyske besættelses-magt hørte til den tyske nazismes afskyeligheder, fordømt af Nürnberg-domstolen og af alle civiliserede mennesker. Afskyeligheden bliver ikke mindre, fordi den nu bliver begået af zionistiske prøjsere.
Men når man nu ikke bifalder israelske lederes krigsforbrydelser, må man tage en risiko for at blive kaldt antisemit, hvor man før blev kaldt for et rødt jødisk undermenneske.
Og de store danske dagblade, som i Adolf Hitlers levetid ikke havde noget tilovers for forfulgte jøder, er nu på Israels side mod forfulgte palæstinensere. Og redaktører, som i den nazistiske besættelses tid var medvirkende ved oprettelsen af Dansh-Tysk Forening er nu indmeldt i Dansk-Israelsk Selskab og Dansk Zionistforbund.
Dermed er ytringsfriheden angående det palæstinensiske spørgsmål bestemt.