Har moral noget med hensigten med éns gerninger at gøre, eller har det at gøre med konsekvenserne af handlingen?

Af Kjeld Stenum
Altså hvis du for eksempel under en ildebrand river en dør op for at komme ind og frelse et bevidstløst menneske, og den fornyede ilttilførsel bevirker, at ilden flammer eksplosivt op, og den nødstedte omkommer, er det så din hensigt om at frelse et bevidstløst menneske, der afgør, om din handling er moralsk forsvarlig, eller skal du dømmes på, at du har faret så uforsigtigt frem, at du har forvoldt et andet menneskes død? Som materialist vil man være tilbøjelig til at sige det sidste, som velmenende humanist nok snarere det første. Vil man som mig gerne være begge dele, har man et problem.
Og hvad har det så med cyklisme at gøre? En hel del. I hvert fald for mig, som er inkarneret cyklist og mener, verden ville være et meget bedre sted at være, hvis vi afskaffede privatbilismen og alle sammen gik over til cykler og kollektiv trafik i stedet. Min holdning er næppe usædvanlig. Jeg vil gætte på, at omkring ni tiendedele af befolkningen vil mene, det i princippet er en god ide. Det, som gør forskellen, er nok snarere, at jeg tramper lystigt af sted på pedalerne og stiller gamle Skærveknusere til rådighed for Cyklistforbundets kampagner om, at vi alle skal cykle på arbejde i tåbelig dumstædig tiltro til, at der er en vej til salighedens cykelland, hvis blot tilstrækkelig mange indser sagens fornuft. Mens min makker fra Ølstykke og hans kone altså vælger bilen, hvis de skal ind og besøge nogen i hovedstaden en aften. For med bilen koster det tredive kroner og går temmelig hurtigt, med offentlig transport og cykler kan det ikke gøres under hundrede, og selv i disse metrotider tager det længere tid. Han går bestemt ind for cyklisme, men hans realisme får ham til at træffe valg, som fremmer privatbilismen.
Så i forhold til ham føler jeg mig lidt som én, der har valgt et martyrium i en god sags tjeneste. Jeg ser lidt på ham som én, der i munden er enig med mig i den gode sag, mens han i gerningen er svag og bidrager til verdens fordærv. Og så føler jeg mig lidt stærk og lidt frelst og sover godt om natten. Eller sådan har det været hidtil. Men her i den forløbne sommer har det et par gange været fremme i medierne, at det med at cykle i bytrafikken nu slet ikke er en utvetydig god sag at reklamere for. Efter blot to timers cykling i bytrafik er påvirkningen af de små partikler i bilernes udstødningsgas så mærkbar, at den kan måles i blodet. Efter blot to timer. Jeg tænker på, at jeg selv cykler mindst halvanden time i bytrafik - dagligt. Og det har jeg gjort i snart halvdelen af mit voksenliv. Og der er ikke tale om nogen uskyldig påvirkning. Man har ikke forsket tilstrækkeligt i sagen til at kunne sige præcist hvilke skader det giver. Men luftvejslidelser er oplagte. Og langtidspåvirkninger som kræft og skader på arveanlæg er også i søgelyset. Man kan måle skader på de hvide blodlegemer, der svarer til strålingsskader. Som en del læsere nok ved, spiller de hvide blodlegemer en temmelig afgørende rolle i vores immunforsvar i al almindelighed.
Selvfølgelig ville den udstødningsgas ikke være der, hvis vi alle sammen cyklede. En del vil måske sige, at det ikke er anderledes end det at gå forrest i for eksempel arbejdskampe. At være den første til at forlange lidt mindre uretfærdig fordeling af merværdien på en arbejdsplads vil altid koste, for eksempel kan man gå hen og blive fyret. Men hvis ingen er den første, vil arbejdsgiveren blot blive ved med at presse lønnen nedad og tempoet opad. Det er også sandt nok, men lidt letkøbt. Lad os sige, jeg agiterer så godt for cyklistsagen, at jeg får for eksempel hundrede mennesker til at cykle på arbejde. Hvad kommer der så ud af det? Imens stiger privatbilismen, for selv om folk flest egentlig går ind for den kollektive trafik, er den for dyr og besværlig. Så måler politikerne øget privatbilisme, og så investerer de penge i nye motorveje. Og så bliver det endnu mere fordelagtigt at tage bilen fra Ølstykke til København. Så slutresultatet af mine anstrengelser om nogle år vil måske blot være hundrede flere alvorlige sygdomstilfælde. Skal jeg så stadig sove godt om natten?
Ja, le blot! Jeg synes egentlig ikke, dilemmaet er spor grinagtigt. Og hvad mere er, jeg synes, dilemmaer af den type er typiske for vores tid. Det gælder desværre også i stigende grad for for eksempel arbejdsmarkedet, hvor det jo i dag desværre er et reelt spørgsmål, hvad det er værd at vinde en strejke, hvis hele arbejdspladsen bagefter flytter til det østlige Tyskland eller til Kina. Det er på dilemmaer af den type, at vores gennemkompromitterede kapitalisme i det hele taget henter kraft til at overleve.
Nå. Mens kapitalismen overlever, må vi andre vel forsøge det samme. Og jeg tror nok, min vej ud af dilemmaet vil være fremover at gøre lidt mere ud af at agitere for billigere kollektiv trafik og øgede afgifter på privatbilisme og lidt mindre ud af at lokke flere ud på trædecyklen. Sådan er der vel veje ud af de fleste dilemmaer. Os skal de fandeme ikke få ned med nakken!