Vi kan bygge et samfund, hvor menneskene er vigtigere end tallene på bundlinien i virksomhedernes regnskaber. Det kræver, at vi organiserer os og stiller krav

af Betty Frydensbjerg Carlsson, formand Kommunistisk Parti i Danmark
Vi var været mange på denne festival. Vi har sammen haft store politiske og kulturelle oplevelser. Vi har snakket sammen, festet sammen og diskuteret problemer, der berører os i vores hverdag og fremtid. Det er noget der giver kræfter.
De kræfter får vi brug for i den kommende tid, hvor der er lagt i ovnen til et turbotempo i afviklingen af fællesskabet i vores samfund, og udviklingen af det markedsorienterede samfund. Til efteråret kommer den såkaldte velfærdskommission med sin rapport, og ved at lytte til politikerne kan vi gætte os til resultatet. Ja man kan ligefrem tro, at resultatet var givet på forhånd.
For at få uhyrlighederne til at glide ned manipuleres der med vores sprog. Et ord som for eksempel vi er det blevet moderne at misbruge. Tidligere var det kun dronningen, der kunne finde på at sige vi om sig selv. Nu bruges det i flæng i visse kredse.
Når for eksempel erhvervslivet siger: Vi skal passe på konkurrenceevnen og vi skal være konkurrencedygtige, så mener de ikke sig selv. De mener ikke, at for eksempel deres produkter skal være i topkvalitet, og de mener slet ikke, at de er nødt til at begrænse deres kæmpeprofitter. Nej de mener, at vi andre, der ingen indflydelse har på produktionen eller virksomheden, skal stoppe lønkravene. Helst gå ned i løn og i hvert fald arbejde endnu mere for den samme løn.

Trusler
Hvis vi ikke forstår det budskab, kommer den klare trussel: Så lukker vi og flytter til udlandet, eller vi tager billigere udenlandsk arbejdskraft ind, og så bliver I arbejdsløse. Så forstår vi, at nu er det dem selv de mener med vi, for det har de frihed til.
Trenden med det uklare vi fortsætter, når vi hører de politiske budskaber fra regeringen og folketinget. Vi har ikke råd til efterlønnen, lyder det. Vi har ikke råd til den store ældrebyrde, så der må gribes ind. Pensionsalderen og efterlønsalderen skal op, efterlønnen fastfryses og forringes for herefter helt at stoppe.
Budskabet til de ældre der godt syntes, at de havde råd til at betale for deres gode uddannelse, er at de skal blive længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at arbejdsmarkedet også synes, at de ældre er en byrde. Og byrder det er jo noget, man skal slippe af med.
Hvad gør vi så, hvis vi er nedslidte eller arbejdsløse? Jo så falder den økonomiske straf prompte. Lavere efterløn og modregning i opsparing og de kommende generationer af arbejdsløse, nedslidte og udbrændte skal slet ikke have mulighed for at gå på efterløn. Det er beskæmmende, at det er Socialdemokratiet der kommer med dette udspil. Det kunne ikke være skrevet bedre af arbejdsgiverforeningerne eller EU.
Det er ikke kun de ældre, vi ikke har råd til. Vi har ikke råd til det dyre sundhedsvæsen, der efterhånden kan behandle alt for mange sygdomme, så vi lever for længe. Altså det må være op til den enkelte at betale eller forsikre sig til en ordentlig behandling. Og vi har ikke råd til ordentlig uddannelse og omsorg for vores børn, unge. Hvis vi vil undgå nedslidte skoler og materiel, så køb dig til en privatskole, og hvis de unge ikke har forældre der kan køre dem rundt til de forskellige dyre fritidsforanstaltninger, må de gå på gaderne. Til gengæld har vi så råd til at bygge flere fængsler til ofrene for denne prioritering, så de kan blive opbevaret der. Men allerhelst skal de landsforvises.
Kort sagt: Vi har ikke råd til fællesskab og omsorg for hinanden!

Det er på tide
Var det ikke på tide at vi, de mange, samlede os om at sige, at vi har ikke råd til deres liberalistiske markedssystem?
Vi er jo samfundet, og vi kan bestemme, hvad det er vi vil have råd til og ikke have råd til.
For vi, samfundet, har ikke råd til, at kapitalen kan flytte sine virksomheder ud af landet, som det passer dem, og så overlade de menneskelige og økonomiske katastrofer med arbejdsløsheden til os der bliver i samfundet.
Vi har ikke råd til at begunstige det egoistiske erhvervsliv, der i disse år scorer ufatteligt store profitter.
Vi har ikke råd til at skulle låne dyre penge i bankerne for at få tag over hovedet. Vi har ikke råd til at skulle betale bankerne for at få vores løn og for at bruge den.
Vi har ikke råd til, at der pumpes milliarder ud i forbruget, tjent på markedsmekanismen med værdistigningerne på fast ejendom. Spekulation hedder det på dansk. I det københavnske område har ejere af fast ejendom i det sidste år tjent 1100 kroner skattefrit om dagen på stigningerne i boligpriserne. Alene disse beløb kunne rigeligt betale de mange ting, som politikerne siger, vi ikke har råd til.
Vi har ikke råd til, at dødens købmænd scorer kæmpeprofitter på, at Danmark går i krig, hver gang storebror kalder, eller til at AP Møller koncernen skal have fordelagtige koncessioner. Og vi har ikke råd til, at private skal tjene penge på de offentlige serviceydelser, som vi har brug for og betaler for gennem vores skat.
Hvis vi i fællesskab stiller sådanne krav, kan vi bygge et samfund, hvor menneskene er vigtigere end tallene på bundlinien i virksomhedernes regnskaber. Det kræver, at vi organiserer os og stiller krav. Arbejdende som arbejdsløse, unge og gamle. Ingen behøver at stå alene. Det er det budskab, vi har villet give med denne festival, og vi håber at weekenden har givet nye kræfter til de kommende kampe for sådan et samfund.

Ovenstående tale holdt Betty F. Carlsson på K-festivalen i søndags.