Ligeså kendte og elskede Liljefors og Larsen er i deres hjemlande, ligeså ukendte er de i brede kredse uden for disse. Nu kan du møde deres værker på Arken.
af John Poulsen
Igennem de sidste par år har Arken præsenteret en række af Sveriges betydeligste malere: Sigrid Hjertén og Isaac Grünewald (2002), Anders Zorn (2004) og nu er turen kommet til Bruno Liljefors (1860-1939), som vises sammen med vores egen Johannes Larsen (1867-1961).
Ligeså kendte og elskede Liljefors og Larsen er i deres hjemlande, ligeså ukendte er de i brede kredse uden for disse. Fælles for dem er, at de var naturelskere og ivrige jægere, hvad der fremgår af deres motiver, og at de gjorde oprør imod tidens konservative kunstopfattelse.
Derimod er de vidt forskellige i deres fortolkning af naturen og dyrelivet, ligesom de er det i målemåden. Liljefors er langt mere dristig med nogle overraskende beskæringer af motivet, ligesom der hos ham ses en påvirkning af japansk kunst, for eksempel i 'Fem dyrestudier'.
Bruno Liljefors voksede op i Uppsala og besluttede sig tidligt til at blive dyremaler. Efter at have gået på Kunstakademiet i Stockholm i 3 år tog han i 1882 til Düsseldorf for at studere hos dyremaleren Carl Friedrich Deiker.
Det blev også til besøg i Italien og især i Frankrig, hvor han hentede megen inspiration. Den, der gjorde dybest indtryk på ham, var Gustave Courbet. Den franske påvirkning dæmpedes dog med årene, og han fandt sin egen naturopfattelse og dynamiske stil.
Liljefors' billeder kan umiddelbart virke idylliske, men kigger man nærmere efter, som for eksempel på 'Fem dyrestudier', så ser man katten på jagt efter fugle og fuglene på jagt efter orme og insekter. Det drejer sig om kampen for tilværelsen, naturens grusomhed og den stærkes ret til at overleve, som Darwin udtrykte det.
Hos fynboen Johannes Larsen oplever vi en helt anderledes blidhed. Mens Liljefors skildrer sine dyr og fugle i mørke farver ude i den vilde natur i Mellemsverige, har Larsen valgt de lyse farver og koncentreret sig om fuglelivet i det kultiverede landskab, især omkring Kerteminde.
Hvor Liljefors går tæt på dyrene, forøges afstanden til dem efterhånden hos Larsen. Lidt efter lidt kommer havet og himlen til at spille en større rolle, ligesom vejret og lyset. På udstillingen kan også ses nogle af Larsens tidlige tegninger af døde fugle og enkelte af de linoleumstryk, som han er blevet meget kendt for.
Udstillingen vil senere blive vist på Johannes Larsen-Museet i Kerteminde, men desværre ikke på noget svensk museum, hvad den havde fortjent.
Arken, Skovvej 100, Ishøj: Johannes Larsen & Bruno Liljefors - Livet i naturen. Slutter 11. september. Derefter vises den på Johannes Larsen-Museet i Kerteminde fra 17. september til 20. november. Kataloget er på 88 sider og koster 99 kr. www.arken.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278