Man sendte en venlig tanke til den store franske socialist Jean Jaurés i forbindelse med Finn Hermanns gode læserbrev den 17. august, der tager Pernille Rosenkrantz-Theill i skole med hensyn til det nationale

af Henry Henriksen, Vojens
Hvad siger Jaurés: 'Lidt internationalisme fjerner fra fædrelandet, megen internationalisme fører tilbage til det igen.'
Man kunne også tage Marx med på råd: 'I arbejderklassens bevægelse er de sandt nationale ideer altid også de sandt internationale ideer.'
Den nationale suverænitet er ikke noget forældet begreb, heller ikke i globaliseringens tidsalder. Men lad os ikke blive overnationale, men tænke på Jeppe Aakjær, der over for en 'hurra-patriot', der overelskede sit fædreland, fromt spurgte: 'Elsker du også Endelave?' - Lad os ikke blive for højtidelige.
Jeg kender to gode marxister, der gør 'det nationale' lidt mere konkret. De peger på de danske progressive traditioner, og traditioner er klassebestemte. Man kunne snildt pege på reaktionære traditioner tilsvarende.
Professor Sven Møller Kristensen nævner (Dialog 1952, nr.1) - flere end i følgende uddrag: 'Den borgerlige fornuft, det adelige frisind ('salonbondevennerne'), Grundtvigs oplysningstanker, Frederik Dreier, Brandes, Hørup, de gamle socialdemokrater, den anti-nazistiske strømning i mellemkrigstiden.
Ib Nørlund ('Tiden', 1952, nr.6), nævner som værner af den danske kulturelle arv blandt flere andre Holberg, Blicher, Ørsted, Eckersberg, Brandes, Pontoppidan, Aakjær og Nexø. Man må udnytte alt værdifuldt, som er skabt af tidligere generationer. Den nationale tradition er en af de 'givne betingelser, nedarvet fra fortiden', som Marx taler om, at mennesket handler under, når de selv skaber deres historie.