Servicedirektiv eller ej. Allerede i dag er der sket en voldsom underminering af fagbevægelsens konflikt- og aktionsret, der burde vække til dyb bekymring i alle dele af fagbevægelsen

af Jan Mathisen, DKP/ML
Op til folkeafstemningerne i Frankrig og Holland var servicedirektivet et centralt emne i valgkampen, og det med god grund. Lidt for centralt, mente EU-kommissionen, da den stillede servicedirektivet i bero i håbet om at forhindre det faretruende nej, der lurede forude. Som bekendt nyttede det ikke meget. Det blev til markante nej i både Frankrig og Holland.
Man kunne så tro, at det betød servicedirektivets endelige død. Men vi husker, hvad der skete med havnedirektivet. Det blev også trukket tilbage for at dukke op igen på et senere og mere velvalgt tidspunkt.
Den politiske kamp om servicedirektivets fremtid tilspidses for tiden. Blair har entydigt tilkendegivet, at han vil gøre alt for at sikre servicedirektivets vedtagelse. På den anden side har EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg netop vedtaget en udtalelse om servicedirektivet, hvor det omstridte oprindelseslands-princip er ændret til et bestemmelseslands-princip.
Mens der er stor fokus på den politiske proces, er der ikke tilsvarende fokus på den faktiske retstilstand, selv om det burde vække til endda meget alvorlig bekymring.
Særlig to sager vækker til bekymring. Det gælder den svenske arbejdsrets beslutning om ikke at dømme i en sag, hvor den svenske fagbevægelsen vil konflikte imod en lettisk virksomhed, før den var sendt til høring i EU-systemet.
Den anden sag er, at det finske sømandsforbund SFU og den internationale transportarbejderføderation ITF ved en domstol i London den 17. juni blev forbudt at konflikte mod Viking Line. Anledningen var rederiets udflagning af færgedriften fra Finland til Estland.
For at forsvare de kollektive rettigheder ville fagbevægelsen iværksætte konflikt og blokade imod rederiet. Rederiet indklagede de faglige organisationer for retten med krav om, at der blev nedlagt forbud med enhver form for faglig aktion. Den britiske ret gav rederiet fuldstændig ret på samtlige områder med entydig henvisning til, at konflikten ville stride imod EU`s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, den frie etableringsret og den frie bevægelighed for tjenesteydelser.
Og som om det ikke var nok, slår dommen fast, at den er tidsubestemt, og brud på dommen fra de faglige organisationers side vil medføre krav om økonomisk erstatning, og at fagligt ansatte kan idømmes straf, såfremt de bryder forbudet.
Konklusionen er ikke til at komme uden om. Servicedirektiv eller ej. Allerede i dag er der sket en voldsom underminering af fagbevægelsens konflikt- og aktionsret, der burde vække til dyb bekymring i alle dele af fagbevægelsen.

En større sammenhæng
Formålet med servicedirektivet er at sikre den ultimative gennemførelse af de såkaldte fire friheder. Det er kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed der sammen med varernes og serviceydelsernes frie bevægelighed udgør disse fire friheder, som er et centralt udviklingstræk i kapitalismens økonomiske udvikling.
Denne bestræbelse på at stræbe imod de fire friheder ser vi i adskillige andre sammenhænge og EU-dokumenter. Derfor er det vigtigt, at man ikke alene fokuserer på servicedirektivet. Servicedirektivet må ses i den større sammenhæng.
Der er en direkte sammenhæng mellem servicedirektivet, Lissabon-strategien og forfatningsforslaget.
I Lissabon-strategien, vedtaget af Ministerrådet i 2000, finder man de to omstridte principper, der indgår i servicedirektivet om 'oprindelsesland' og 'gensidig anerkendelse.'
Principperne indebærer, at en tjenesteyder eller en servicevirksomhed kun er omfattet af retsforskrifterne i det land, hvor de er etableret, og at medlemsstaterne ikke må indføre restriktioner overfor tjenesteydelser, som udføres af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat. Tjenesteydere har derfor ret til at udføre tjenesteydelser i en eller flere medlemsstater uden at være underlagt de pågældende landes bestemmelser. Eller på mere almindelig dansk: Kommer virksomheden fra Polen, gælder polsk lov overalt i EU!
Sammenhængen med forslaget til en forfatning for EU findes for eksempel i artikel III-144. Her tales om 'forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelse.' Indrømmet at det er en gammel formulering fra tidligere traktater. Intet er fjernet i forfatningsforslaget. Tværtimod er der tilkommet en række nye formuleringer.
En af de nye tilføjelser er paragraffen, der hedder III-122, hvor det slås fast, at der skal laves en europæisk rammelov for liberalisering af serviceydelserne. Kravet om et generelt servicedirektiv er direkte indskrevet i forfatningen.
Eller artikel III-136 hvor der udtrykkeligt står, at når det gælder social sikring, indføres der, ved europæiske love eller rammelove, de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved indførelse af en ordning, som gør det muligt at sikre vandrende arbejdstagere og selvstændige samt deres ydelsesberettigede pårørende.
Liberaliseringen skal ikke kun til at omfatte løn- og arbejdsvilkår, men også miljøregler, arbejdsmiljø, afgifter og så videre. Kort sagt, alle forhold der er knyttet til at drive virksomhed.
Det bør måske indskydes, at det ikke kun er i EU-sammenhæng, at kapitalen arbejder på højtryk for at sikre de fire friheder. Disse principper arbejder man også på i verdenssammenhæng. I forhandlingerne i WTO om GATS finder man nøjagtig de samme bestræbelser. Formålet er klart: At liberalisere hele verden og omdanne verden til én stor økonomisk frizone alene styret at markedskræfterne (læs kapitalen) uden irriterende indgreb fra regeringer og slet ikke fra fagforeninger.
Selv om kapitalen hverken på verdensplan eller i EU har nået den ultimative frie bevægelighed, den søger, er der de sidste årtier sket store og dramatiske ændringer.
Konsekvenserne er mange. Faktisk rigtig mange. Jeg skal vil kun behandle to af disse konsekvenser, udflytningen af arbejdspladser og den øgede fri bevægelighed af arbejdskraften.

Udflytning af arbejdspladser
I Danmark ser vi begge bevægelser i stærkt stigende omfang. Arbejdspladser indenfor stort set alle brancher blive nedlagt for at blive flyttet til udlandet med billigere arbejdskraft. Og samtidig ser vi billigere arbejdskraft, der søger til Danmark for at få job til løn og arbejdsforhold, der ligger langt under de overenskomstmæssige bestemmelser.
Skema 1. viser omfanget af udflytningen af arbejdspladser.
Disse tal fra Danmarks Statistik viser det omfang, udflytningen har nået i dag. Dertil kan tilføjes, at i dag har kun 1,8 procent af virksomhederne outsourcet mindst 40 procent af deres funktioner. Om tre år forventer 7,5 procent af virksomhederne at have outsourcet opgaver svarende til dette niveau.
Outsourcing foregår hovedsageligt inden for produktionen af fysiske varer. (Se skema 2.) 85 procent af de virksomheder, som har outsourcet, har outsourcet produktion af fysiske varer. Men tallene viser også en klar og stigende tendens til, at andre områder bliver outsourcet.
Som det fremgår, er det ikke kun 'ufaglærte' job, der forsvinder. Omfanget af 'faglærte' job, der forsvinder, har været stigende. I dag udflages også arbejdspladser indenfor det faglærte område samt ikke mindst indenfor kontor- og it-området, hvor Indien har udviklet sig til en magnet for den type opgaver. Det er ikke 'kun' arbejdspladser, der forsvinder, men også den knowhow, som er opbygget gennem generationer, såvel på arbejder- som teknikersiden.
En kæmperesurse forsvinder ud af Danmark for at blive videreført i andre lande. Overfor dette bliver vi lovet job i servicesektoren som turistguide, tjener eller iskioskbestyrer!

Kraftig stigning
Hvad er prognoserne for fremtiden? Intet tyder på, at den hastige udflagning vil aftage. Tværtimod vurderer Center for Underleverandører, at 5000 virksomheder indenfor industri og service er i fare for at bukke under for konkurrencepresset i løbet af 2004-2005. Det vil betyde tab af 50.000 arbejdspladser. Dertil kommer, at frem til 2010 vil udflagningen omfatte 20.000 virksomheder med i alt 200.000 job, ifølge centeret.
Det er en voldsom og skræmmende udvikling.
Også tal fra de to statsfinansierede fonde, Industrialiseringsfonden for udviklingslandene og Industrialiseringsfonden for østlandene, peger på, at der sker dramatisk udflytning endog med økonomisk hjælp fra den danske stat. Ifølge de to fondes opgørelser har danske koncerner allerede etableret over 800 virksomheder i udlandet, investeret over 73 milliarder kroner og beskæftiger mindst 114.000 arbejdere i lavtlønslande.

Social kontrakt er brudt
'Vi står med andre ord i en situation, hvor erhvervslivet har gode muligheder for at vinde globaliseringen, men samfundet risikerer at tabe den. Hvis globaliseringen kun bliver for dem, der kan, risikerer vi, at sammenhængskraften i samfundet som helhed smuldrer,' lyder konklusionen fra Innovationsrådet, som samtidig advarer mod de politiske konsekvenser af udviklingen.
'Der er i forvejen en stigende bevidsthed i befolkningen om, at den gamle sociale kontrakt mellem erhvervslivet og samfundet er brudt - når de nationale erhvervslokomotiver kan vokse og tjene milliarder, uden at det skaber nævneværdigt med arbejdspladser i hjemlandet, så er der ikke længere det samme skæbnefællesskab. Hvad der er godt for Siemens, er ikke længere så godt for Tyskland, som det engang var.'
Med andre ord. Det er ikke kun arbejdspladser, der er på spil, det er i det hele taget sammenhængskraften i samfundet, der er truet til fordel for kapitalens hunger efter maksimalprofit.
Nu har det aldrig være sådan, at hvad der var godt for Siemens var godt for Tyskland, men hvad der er centralt i udviklingen er, at 'den sociale kontrakt' mellem kapitalen, statsmagten og fagbevægelsen, som var af stor betydning for velfærdssamfundet udvikling, er brudt endelig sammen.
Det er ikke kun i Danmark, den 'sociale kontrakt' er brudt. Styrkeforholdet er ændret internationalt. Tilsyneladende er de eneste, der i dag nægter at indse dette, den del af fagbevægelsen, som blindt og ukritisk forsvarer EU-udviklingen.