Vibjergs udsagn er ikke bare frækt og dumt. Det er absurd teater
af Mogens Weile, København
Venstre beskylder nu kommunernes socialrådgivere for ikke at hjælpe kontanthjælpsmodtagere i arbejde:
'Det er blot et spørgsmål om, at medarbejderne i problemkommunerne kommer ud af starthullerne og kommer i gang'. Det siger Venstres arbejdsmarkedspolitiske ordfører Jens Vibjerg, ifølge Ritzau, og forsætter sin kritik:
'Når man holder på sine kontanthjælpsmodtagere og ikke får dem ud i arbejde, så giver det jo ekstra arbejde til en selv. Man kunne næsten fristes til at tro, at enkelte er mere interesseret i at holde på dem af hensyn til deres eget arbejde end at hjælpe disse mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.'
Vibjergs udsagn er ikke bare frækt og dumt. Det er absurd teater.
Det er det i al den stund, at arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for 170.000 ledige (800.000 medborgere er uden tilknytning til arbejdsmarkedet).
Det ville have klædt hr. Vibjerg, hvis han selv kom op af starthullet, og i stedet for at genere de offentlige ansatte, rettede henvendelse til vennerne i Dansk Industri, AP Møller med flere og beder dem om at investere i nogle flere arbejdspladser - uden løntilskud - her i Danmark, om ikke andet så for den ofte påståede 'fædrelandskærligheds' skyld.
Måske kunne det være en endnu bedre ide, at hr. Vibjerg får en samtale med sine politiske meningsfæller om en anden økonomisk politik end den vedtagne. Eller hvad med en samtale med partifællerne der har så travlt med at sikre sig deres personlige indkomst med import af billig udenlandsk arbejdskraft og etablering af statsstøttede 'Animal Farms' i Kina og Ukraine og Polen.
Nu venter vi spændt på at beskæftigelsesministeren kommer på scenen, og det går op for ham, at det er arbejdsmarkedet der ikke står til rådighed for kontanthjælpsmodtagerne og de ledige i Danmark, og så påstå at ledigheden skyldes at AF systemet og hans egne private aktører er mere interesseret i at fastholde deres klienter i systemet af hensyn til deres eget arbejde end at hjælpe disse mennesker med at få et arbejde de kan leve af. Han vil høste stort bifald herfor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278