Kampen mod illegal arbejdskraft er ikke kun resursekrævende. Blokader og andre faglige initiativer har givet nyt liv til fagforeningerne. Det har givet øget politisk bevidsthed

Antallet af såvel legale som illegale østarbejdere er stærkt stigende. Det mest sikre tegn på dette er omfanget af blokader og den kendsgerning, at for eksempel københavnske fagforeninger nu må ansætte folk, der ikke laver andet end at finde arbejdspladser med illegale arbejdere. Der er kun er fem år til, at de særlige østaftaler bortfalder. Så går vi fra 'stærkt stigende udvikling' til 'eksplosion.'
Hvor galt det kan gå, kan man få et indtryk af ved at kigge på Polen og Tyskland. Faktisk er antallet af illegale arbejdspladser inden for byggeriet i det gamle DDR, herunder Berlin, større end antallet af arbejdere, der arbejder under en overenskomst! Det er i det lys, man skal se den tyske fagbevægelses krav om indførelse af en lovbestemt mindsteløn indenfor visse sektorer, blandt andet byggeriet.
Mindre kendt er det, at også polakkerne presses ud af job i Polen grundet billig arbejdskraft fra tidligere sovjetrepublikker som for eksempel Hviderusland og Ukraine. Først kom de helt illegalt til Polen. Så droppede den polske regering betaling for visa for indrejse til Polen fra Ukraine. Nu har den polske og ukrainske regering i slutningen af juni indgået en fælles aftale om, at Polen vil åbne sine døre for 200.000 ukrainske gæstearbejdere - hvert år! Formået skulle være en 'polsk strategi for en fortsat EU-østudvidelse.'
Konsekvensen er, at den polske regering er med til at presse endnu flere polske arbejdere ud af Polen. Det burde klart kalde til en politisk reaktion. Vi bør ikke tolerere, at andre landes arbejdere skal være offer for en EU-liderlig polsk regering, der har sin helt egen dagsorden. En dagsorden som ikke tjener nogen landes arbejdere.
Et andet mindre omtalt aspekt ved arbejdskraftens frie bevægelighed er den kendsgerning, at selv legal vandrende arbejdskraft i mindre udstrækning lader sig organisere i fagforeninger og generelt lader sig ansætte på et lavere lønniveau. Mig bekendt, er der heller ikke særlig meget statistik på dette område. Men fagbevægelsen i Sydsverige har foretaget nogle undersøgelser, som viser, at dette problem også gælder vandrende arbejdskraft fra såvel Danmark og Tyskland, selv om der i begge disse lande er en stræk tradition for organisering.
Det samme ser vi i Danmark, hvor man for eksempel indenfor hotel- og restaurationbranchen i København kan konstatere, at mange svenskere, der arbejder i København, ikke lader sig organisere i fagforening, eller arbejder til en lavere løn end deres danske kollegaer. Ikke sådan at de betales lavere end overenskomstens minimallønninger (det er der også nogle der gør). De betales bare ikke så meget over denne som dansk arbejdskraft. Vi snakker her om en forskel, der løber op i flere tusinde kroner om måneden. I byggebranchen er forskellen meget større.

Imod social dumpning
Hvordan skal fagbevægelsen reagere overfor denne udvikling? Hvilke politiske initiativer og krav må fagbevægelsen stille for at forhindre social dumpning og ødelæggelse af det nuværende overenskomstsystem, som vi kalder den danske model eller bedre, den frie forhandlings- og konfliktret.
I fagbevægelsen må vi samle en bred faglig aktionsenhed, der har den dobbelte målsætning:
* At modvirke alle forsøg fra EU på at undergrave danske overenskomster, det danske overenskomstsystem og den frie forhandlings- og konfliktret.
* At modvirke alle EU-initiativer der medfører social dumpning.
Eller som svenske LO udtalte, da den svenske arbejdsret sendte lovligheden af en blokade imod et lettisk firma til prøvning ved EF-domstolen: 'Vi kan lige så godt få lagt fast, hvad som gælder, men situationen skaber en usikkerhed. Hvis EF-domstolen mod forventning dømmer konflikten ulovlig, falder forudsætningerne for svensk medlemskab i EU, og så må LO omprøve sin stilling til EU. Vi kan ikke være medlem i EU, hvis den svenske model ramler sammen.'
Det er klart, at de politiske målsætninger må konkretiseres. Jeg vil prøve at komme med nogle bud på dette.
Det centrale i at fastholde overenskomstsystemet, eller den danske model, er ganske banalt at forsvare og udbygge danske overenskomster.
* Forsvar imod undergravning af de nuværende overenskomster. Det vil sige, at ingen må arbejde hverken under de nuværende minimallønninger eller det faktiske lønniveau indenfor konkrete brancher.
* At tendensen, hvor stadig færre arbejder under overenskomst, ændres. Det betyder, at der skal tegnes flere overenskomster, således at en stadig større del af arbejdsmarkedet overenskomstdækkes. Det kræver en ganske betydelig indsats og omprioritering at sikre denne udvikling.
Det kræver, at fagforeningerne fornyer sig ved at vende tilbage til rødderne og koncentrerer sig om to hovedopgaver:
* Organisering på arbejdspladserne.
* Kampen for overenskomster - antal, indhold og vedligeholdelse.
Fagbevægelsen bør i forbindelse med overenskomsternes indhold også begynder at tænke krav ind, der kan dæmme op imod de problemer, vi står overfor. Det kan for eksempel være:
* En væsentlig forhøjelse af minimallønnen indenfor visse brancher, så det bedre afspejler det faktiske lønniveau.
* Krav om at outsourcing, bortforpagtning med mere skal ske på overenskomstmæssig basis.
* At 'hovedvirksomhed' hæfter for overenskomstmæssig efterbetaling, hvis underentreprenører ikke kan betale ved kasse et.
* Disse krav skal også gælde ved udflytning af arbejdspladser til udlandet.
* At lønsedler og ansættelsesbeviser skal udleveres til fagforening, hvis disse forlanger dette, og ved konstatering af sort eller illegalt arbejde at kontrakter tillige udleveres.

lovgivning eller ej
På det seneste har der med fornyet styrke rejst sig en diskussion om forholdet mellem den frie forhandlings- og konfliktret og lovgivning. Diskussionen er blevet sat på spidsen som følge af de problemer, vi står overfor, men også Ole Sohns forslag om at lovfæste mindstelønnen gav næring til debatten.
Det må principielt afvises at sammenblande løn og arbejdstidsspørgsmål, som er bestemt og reguleret af overenskomst, med lov-regulering. Det vil fjerne fundamentet for de danske overenskomster og dermed for fagforeningerne. Ikke at de vil forsvinde, men vi vil opleve en organisationsprocent som mange andre steder i Europa.
Tværtimod er kampen for overenskomster og deres indhold kilden til vækst og fornyelse. Men den foregår ikke bag skriveborde eller i Forligsinstitutionen. Den foregår lige præcis på de arbejdspladser, der ikke er dækket af overenskomst, eller på de arbejdspladser, hvor der sker en undergravning af overenskomsterne. Spørg for eksempel byggefagene om deres erfaringer.
Kampen mod illegal arbejdskraft er ikke kun resursekrævende. Blokader og andre faglige initiativer har givet nyt liv til fagforeningerne. Det har trukket nye folk ind i fagforeningerne og har været med til at give en øget politisk bevidsthed, også om fagforeningernes rolle og opgaver blandt de nye generationer der kommer ud på arbejdsmarked.

Politiske initiativer
Det betyder ikke, at fagbevægelsen er imod politiske initiativer. Vi må kræve, at de politiske indgreb, der allerede er rettet imod fagbevægelsen for at stække dens kampkraft, annulleres, som eksempelvis blokadecirkulæret og politiets rolle i faglige konflikter.
Alternativet er heller ikke EU-overenskomster, således som LO-toppen gerne vil have det. Det vil være lige så undergravende for danske overenskomster som lovbestemt mindsteløn.
Fagbevægelsen har hele tiden understreget, at den ønsker andre landes arbejdere velkommen, hvis de arbejder på samme løn og arbejdsforhold som danske arbejdere. Fagbevægelsen er imod kapitalens dagsorden om at gøre det til et spørgsmål om arbejder imod arbejder. Fagbevægelsen kæmper imod lønkonkurrence og social dumpning arbejdere imellem uanset nationalitet og etnisk baggrund.
Derfor bør fagbevægelsen også være imod kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. Vi ønsker at begrænse kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed gennem en række politiske indgreb.
Overfor arbejdspladser, der udflytter til lavtlønsområder, må vi kræve:
* Alle direkte som indirekte statstilskud skal stoppe.
* Ved samfundsmæssig betydende produktion at virksomheden nationaliseres, og produktionen fortsættes.
* Ved udflytning af arbejdspladser pålægges det virksomheden, at alle former for offentligt tilskud, den har modtaget inden for de sidste fem år, tilbagebetales, samt en form for afgift, som står i forhold til virksomhedens omsætning, for at inddrage den ekstra profit den opnår ved udflytningen.
* At virksomhederne finansierer den nødvendige omskoling og opkvalificering af arbejdskraften.
Ved udenlandske virksomheders etablering eller arbejde i Danmark kunne der yderligere tages følgende skridt:
* Ved enhver investering, arbejde eller serviceydelse i Danmark skal gælde danske love. Kontrollen skal ligge hos de danske myndigheder. Det vil sige, at løn, skat, arbejdsgiverafgifter med mere skal ligge nationalt, skal indbetales nationalt, og lovgrundlaget er de danske love.
* Fagbevægelsen skal have samme konfliktret som overfor danske arbejdsgivere.
* Hovedentreprenør eller udbyder skal kunne pålægges det økonomiske ansvar ved simple efterbetalinger eller udestående til det offentlige, hvis virksomhederne løber fra ansvaret.
* At hæler-paragrafferne overfor hovedentreprenør eller udbyder styrkes ganske betragteligt for at komme økonomiske kriminalitet til livs.
* Endelig bør der kunne indføres nationale restriktioner ovenfor andre EU-lande med hensyn til hvor mange indvandrende arbejdere, man vil acceptere. Den polske regering har med deres aftale om årlig indvandring af 200.000 ukrainske arbejdere givet os det bedste argument for dette.