Hvis det fremsatte udkast til medieforlig bliver vedtaget, er de lokale medier underlagt kulturministerens forgodtbefindende
af Bård Hornekær, Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML
Nok er Brian Mikkelsen ikke Berlusconi, men hvis Brian Mikkelsens udkast til et nyt medieforlig bliver vedtaget er vejen åbnet for, at kulturministeren har kompetencen til administrativt at fastlægge betingelser for salg af radio- og tv-sendetilladelser og de tilhørende frekvenser til de pengestærke internationale mediekonglomerater.
'Overskriften for konservativ mediepolitik er frie vilkår. Markedet - og ikke politikerne - skal som hovedregel bestemme udbuddet. Det gælder såvel de skrevne som de elektroniske medier'.
Det der er uklart i denne formulering er, hvad der menes med 'som hovedregel'. Er det her, der skal findes den plads til de ikke-kommercielle lokale elektroniske medier, som Brian Mikkelsen ved mange lejligheder har udtrykt, at han stadig vil støtte?
Brian Mikkelsen har også udtalt, at lokalt fastsatte mediepolitikker og lokale ønsker til programfladen kan være en hæmsko for udviklingen af markedet for de kommercielle medier.
Henvist til formiddag
Dét problem er der en løsning på. Kulturministeren skal blot lave en selvstændig lovgivning for de ikke-kommercielle lokale medier.
En lovgivning der giver plads til public access.
En lovgivning, der sikrer borgernes muligheder for at ytre sig i det lokale samfund.
Det der kan undre er, at kulturministeren ikke ønsker at bruge de ikke-kommercielle lokale medier til at fremme den borgerinddragelse, der bliver en nødvendig forudsætning for at få den demokratiske dialog i de nye storkommuner til at fungere.
Men det er desværre ikke sådan, kulturministerens udkast til et nyt medieforlig ser ud. Her tages der ikke hensyn til de ikke-kommercielle lokale mediers funktion i det lokale demokrati.
Lokal-tv bliver henvist til at sende om formiddagen og must-carry forpligtigelserne ophæves. Det betyder, at lokal-tv ikke er i stand til at sende til mange af de målgrupper, det plejer at henvende sig til.
For ikke-kommercielle lokalradioer indebærer udkastet til et nyt medieforlig og den foreslåede frekvensomlægning, at der ikke lovmæssigt er sikret en selvstændig frekvens til disse stationer i alle kommuner.
I kulturministerens forslag til et nyt medieforlig bemærkes det, at de foreslåede ændringer er uden konsekvenser for størrelsen af tilskudspuljen til de ikke-kommercielle medier.
Det skulle så i realiteten betyde, at alle de 30,8 millioner kroner, der er afsat til de ikke-kommercielle medier, vil blive udbetalt som driftstilskud.
tilskud nedsat
Men det er tilsyneladende ikke tilfældet. De ansøgningsskemaer Medie- og Tilskudssekretariatet har udsendt for driftstilskud i 2006, har stadig samme beløbsramme som i 2005, altså cirka 20 millioner kroner. Det vil sige, at Kulturministeren i realiteten har nedsat tilskuddet til de ikke-kommercielle medier med cirka 10,8 millioner kroner.
Hvis dette er tilfældet, så er kulturministeren i færd med at fjerne det økonomiske grundlag for de ikke-kommercielle lokale tv- og radiostationers eksistens. Hvis der derimod er tale om et administrativt 'koks', så ville det være en god idé at få det ordnet hurtigst muligt.
Under alle omstændigheder skylder kulturministeren at fortælle os, hvilke hensigter han har!
Hvis det fremsatte udkast til medieforlig bliver vedtaget, er vi helt underlagt kulturministerens forgodtbefindende.
Vi ved ikke, hvornår vi skal sende, hvilke frekvenser vi skal sende på, eller hvordan de økonomiske forudsætninger bliver.
Jeg vil derfor opfordre til, at vi alle tager kontakt til såvel de lokale politikere som de folketingspolitikere, der er valgt i vores område og får deres hjælp til at få ændret det foreslåede medieforlig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278