Villy Fuglsang var udover alle sine andre talenter også en trofast foredragsholder og debattør på mange af landets højskoler

af Niels Ole Frederiksen, lærer Esbjerg Højskole
Der var to væsentlige årsager til, at han blev meget brugt på højskolerne: Den ene grund, at han ikke fik noget honorar, ej heller rejseomkostninger, da han som gammelt folketingsmedlem havde et frikort til DSB, den anden mere væsentlige grund var, at Fuglsang havde noget på hjertet og en historie at fortælle. Nemlig sin egen dramatiske historie.
Det er 13 år siden, jeg personligt mødte Fuglsang første gang på Sønder Felding Højskole. Han og konen Elna var taget på et højskolekursus for selv at deltage i debatten. Det blev starten på et bekendtskab med Villy Fuglsang. Det er slut nu.
Jeg kom i de forløbne år i tæt arbejdskontakt med Villy Fuglsang. Fra 1995, hvor jeg startede med at tilbyde højskolekurser om besættelsestidens historie først på Sønder Felding Højskole og de sidste par år på Esbjerg Højskole, var Villy med de fleste år som en engageret foredragsholder og debattør.

Rejsen til Stutthof
For et par år siden var jeg med en god ven, Poul Henrik Jensen, inviteret på en rejse med Villy Fuglsang til kz-lejren Stutthof syd for Gdansk i Polen, hvor Villy Fuglsang havde været indsat fra oktober 1943 til januar 1945. Hans forbrydelse var, at han var kommunist. Fuglsang var blevet taget af det danske politi allerede i juni 1941 efter det tyske overfald på Sovjetunionen og først indsat i den danske lejr Horserød i Nordsjælland sammen med 300 andre kommunister.
Rejsen til Stutthof blev en rejse tilbage i tiden. Vi havde en båndoptager med. Den dag, vi var i selve lejren, var vi der i ti timer. Vi spurgte konstant, hvad han kunne huske, og om det ikke var sådan og sådan, og hvordan var han eller hun? Spørgsmålene regnede ned over den gamle mand. Det var i 2000, og dengang var Villy 92 år. Da vi kom hjem, skrev vi vore bånd sammen til en lille bog om Villy Fuglsangs genmøde med Stutthof.

Turen til Spanien
Efter udgivelsen af bogen blev det til mange fælles foredrag og møder rundt omkring i foredrags-foreninger og højskoler. I 2002 havde jeg tilrettelagt et højskolekursus om 'Den spanske Borger-krig' med en efterfølgende rejse til Spanien. Villy var med på hele kurset, og ikke mindst var han med på den efterfølgende rejse til Spanien. Det blev en uforglemmelig tur ikke mindst på grund af Villy Fuglsang.
Vi besøgte en lille landsby uden for Brunette. Det var ved dette frontafsnit, Villy blev hårdt såret af et skud i lungen. Det var meget kritisk, men han kom på lazaret og blev lappet sammen igen. Efter nogle måneders forløb var han blevet så kvik, at han kunne gå sig en tur i omegnen af lazarettet.
Helt rask var han nu ikke, han blev hurtigt træt og fik stoppet en forbikørende ambulance, som tog ham med op. Det viste sig, at det var en amerikansk ambulancefører.
Fuglsang og føreren kom i snak med hinanden. Ambulanceføreren spurgte, hvad han fik tiden til at gå med, altså når ikke lige han var i krig. Fuglsang fortalte, at han skrev reportager hjem til det daværende kommunistiske dagblad 'Arbejderbladet' i København.
'Nå, men så er vi en slags kollegaer', svarede ambulanceføreren. 'Jeg skriver nemlig til New York Times. Hvad hedder du i grunden?' Fuglsang fortalte, hvad han hed, og hvad han ellers gik og lavede. Fuglsang stillede selvfølgelig det samme spørgsmål til ambulanceføreren: 'Jeg hedder Ernest Hemmingway'.
'Så kørte vi ind til Barcelona og gik i byen sammen', berettede Fuglsang. Hvortil jeg gjorde ham opmærksom på, at han engang havde fortalt mig, at han i 1927 havde aflagt afholdsløftet: 'Ja, men det havde Hemmingway ikke'.

Den sidste gang
I maj måned var jeg sammen med Villy Fuglsang for sidste gang. Vi var sammen på en rejse til Stutthof for at mindes 60-årsdagen for lejrens endelige lukning den 9. maj 1945.
Fuglsang var allerede på det tidspunkt en mærket mand. Da vi går rundt i lejren, får vor delegationsleder Villy Fuglsang gelejdet op foran mindesmærket for alle ofrene i Stutthof. Da Fuglsang kom op på stensætningen, så han op og begyndte at tale. Han talte om de hundredetusinde ofre, som gik til i denne lejr for nazismens menneskeforagt og intolerance, og ikke mindst mindede han os om de danske kammerater, som satte livet til i Stutthof.
Fuglsang sagde blandt andet: 'Der er ingen af jer, der ikke var her dengang, som rigtig kan forstå, hvordan det var. De fleste af os danskere kom hjem i live, men med nogle ar på sjælen som aldrig ville forsvindeé I må forstå, her i lejren var vi sat uden for liveté'
Fuglsang levede med sin historie, sin skæbne hele sit liv. Han var til det sidste tro mod den politiske opfattelse, han hele sit lange liv havde arbejdet for. Nemlig den kommunistiske.