Når vi mister evnen til at forstå fattigdom, bliver det for alvor fattigt at være menneske.

af Mattias Tesfaye
Du skal forestille dig en alt for stor mave på en næsten nøgen Mette Frederiksen. Hendes Sloggi-trusser er slidte og møgbeskidte, hendes bryster er udsultede og hænger slappe og indtørrede nedad den blege overkrop.
Der sværmer fluer rundt om Mette og de to millioner andre, der sidder i støvet og ærgrer sig over, at tørkeperioden trak ud igen i år.
Ikke langt der fra ligger Johannes Møllehave rullet ind i et gammelt tæppe og forsøger at skærme hovedet mod den bagende sol. Han kan ikke holde afføringen tilbage.
Man kan se de brune plamager gennem det tynde mønstrede bomuldsstof, men ingen hjælper ham. Hans gamle organer kan ikke holde sulten for døren, han græder og tænker på Gud og græder og håber, at FN kommer før Døden. Men forgæves.
Du skal tænke på det barn, du sidst holdt i dine arme og forestille dig, hvordan lyden af netop dette barns uendelige skrig efter mad og omsorg vil lyde. Du skal forestille dig, at barnet er alene, og at man på flere meters afstand kan tælle ribbenene.
Du skal ikke alene tænke på dette, men også på, at de to millioner medborgere ligger ude på Amager Fælled og sulter ihjel, mens du sidder der og læser.
Er det sådan du skal ha det for at forstå?
To millioner mennesker i Niger sulter for fødderne af verdenssamfundet. En pige stopper dig på strøget og spørger, om du vil støtte UNICEF, men du kaster blikket den anden vej og går videre.
En politiker får den alvorlige teatermaske på, da han konfronteres med den afrikanske tragedie og skifter derefter hurtigt til et andet kamera, hvor han kan kommentere den seneste Vilstrup-måling.
Du kan jo godt li` negere. De er mennesker ligesom dig selv. Men det er som om, du har hørt historien før. Same shit. Du ved jo godt der er nød og elendighed i Afrika, og du ville også gerne, mené
Du kan jo ikke bekymre dig om alting. Du har også dit liv. Men stakkels Johannes Møllehave med indtørret tyndskid hele vejen op ad ryggen? Og Mette, hun er sgu sød! Er det sådan vi skal ha` det for at forstå?
De sortes elendighed dyppet i leverpostej og rullet ind i Dannebrog, så forstår vi alvoren.
Når vi mister evnen til at forstå fattigdom, bliver det for alvor fattigt at være menneske.