At være tosproget er ingen sygdom. ¤¤Busing¤¤-modellen er kun egnet til at skabe yderligere marginalisering

af Leif Randeris, Indvandrerrådgivningen Århus
I nattens mulm og mørke indgik Socialdemokraterne, Venstre, Det Radikale Venstre og SF budgetforlig om Århus kommunes økonomi for 2006.
Mange tiltag og aftaler ser spændende ud, men ét forslag er faldet SF`s Danny Jensen så meget for brystet, at han prompte har trukket sig som kandidat for SF til det kommende byråd. Danny Jensen har reelt smækket med døren, så støvet formodentligt ikke har lagt sig endnu.
Han er oprørt over, at SF-Århus har tilsluttet budgetplaner om at fragte tosprogede børn rundt til forskellige og formodentlig alle skoler i Århus. I budgetforliget hedder det meget nydeligt, at 'forligspartierne lægger vægt på, at alle børn uanset baggrund får en god skolegang baseret på høj faglighed og social integration. I dag løser en lille andel af skolerne en stor del af integrationsopgaven. Forligspartierne ønsker, at dette bliver et fælles ansvar for alle 51 skoler.'
For os i Indvandrerrådgivningen betyder denne tekst, at alle de 51 skoler skal påtage sig hver sin andel af de tosprogede. I budgetforliget henvises der til, at 'en ny lovgivning åbner mulighed for, at tosprogede elever, som har behov for at få styrket undervisning i dansk som andetsprog, og hvor det vurderes at være pædagogisk påkrævet, henvises til en anden skole end distriktsskolen.'

Børnene spredes
Så med loven i hånden kan ungerne nu spredes som en tynd fernis ud over skoledistrikterne. Nok hedder det nydeligt i budgetforliget, at 'det forudsættes at henvisning til en anden skole end distriktsskolen baseres på en individuel vurdering, idet henvisningen sprogligt skal være til fordel for barnet.'
Men hvem skal stå for den vurdering? Det politiske grundlag er i hvert fald at komme udenom problemerne i de såkaldte ghettoskoler på en nem og økonomisk minimalløsning.
Næ, der er nok mere 'punch' i følgende citat fra budgetforliget: 'Der skal endvidere fastsættes principper for, hvor stor en andel af elever med et ikke uvæsentligt behov for at få styrket undervisningen i dansk som andetsprog den enkelte skole kan rumme.' Og lidt senere står så den reelle virkelighed, der gemmer sig bag de pæne ord om børnenes tarv: 'Der fastlægges herefter for hver skole et måltal for det maksimale antal elever med væsentligt behov for at få styrket dansk som andetsprog. Måltallet skal ikke overstige 20 procent.'
Apartheid er det ikke i, men det lugter fælt.
Danny Jensen er oprørt over, at SF vil være med til at fragte en masse unger med sprogvanskeligheder ud i skoledistrikter, hvor de ikke ville komme under normale omstændigheder, han synes det er menneskeligt uværdigt.
Indvandrerrådgivningen er ganske enig med Danny Jensen.

Virker ikke
Vi mener, at distriktsskolerne ud over undervisning og indlæring også giver børnene lokale kulturelle og sociale rammer. Skolekammerater i lokalområdet besøger hinanden til fødselsdage, leger sammen uden for skoletiden - og alt i alt er det vel også hensigten, at den lokale skole arbejder i det lokale samfund.
'Busing', som det kaldes at fragte grupper af skolebørn rundt, kendes blandt andet fra USA, hvor det opretholdes der hvor der er meget tyndt befolket og langt mellem skole og småsamfundene. Busing som løsning på etniske eller sociale problemer er derimod opgivet i USA, da det ingen effekt har haft indlæringsmæssigt.
Der findes andre og efter vores mening langt bedre metoder til at styrke tosprogede børn med sprogvanskeligheder. Men de kræver indsats og penge på en helt anden måde, end forligspartierne har kunnet finde ud af eller ville. På mange måder finder vi derfor, at forligsteksten viser, at politikerne på den ene side har et 'dem og os'-syn, hvor alt er tilladt i den hellige integrations navn, og på den anden side ikke kan finde ud af at sætte ind, så det virkelig batter noget.
At være tosproget er ingen sygdom. 'Busing'-modellen er kun egnet til at skabe yderligere marginalisering.