Denne spalte hedder Skærveknuseren, fordi den handler om de ting, der rumsterer i mit hoved, mens jeg cykler til eller fra arbejde

af Keld Stenum
Det er selvfølgelig en fiktiv ramme. Jeg har ikke en computer monteret på cykelstyret og skriver ikke ned, mens jeg tramper i pedalerne. Jeg har en lille notesblok i min mulepose, og det sker, at jeg standser op og skriver nogle stikord ned, fordi jeg lige har været inde på nogle spændende tankebaner, som det nok gik an at brygge en klumme på.
Så de fleste af ideerne til skærveknuserne stammer fra cykelturene. Men selve skrivningen foregår ved min computer hver anden weekend, de weekender, hvor min datter ikke besøger mig. Og det kan selvfølgelig aldrig blive en ren kopi af noget, jeg har tænkt på. Det er kun brudstykker af ideer, man har med sig fra cykelturene, vigtige og absolut uundværlige brudstykker, men langtfra hele klummer.
Det er lørdag og søndag morgen, jeg sidder og produktudvikler. Det er foran computeren, at det fiktive univers, som en færdig klumme gerne skal udgøre, bliver til. Så kan det være blevet pisseregnvejr om lørdagen, og jeg skal brygge på en ide om lysets farvespil i byens huse, som jeg har fået en morgen på vej til arbejde, hvor solen stod op på en strålende klar blå himmel uden en eneste sky.
Eller jeg sidder i min fredelige kolonihave på ugens allermest fredelige tidspunkt og skal skrive om myldretidstrafik på motorvejen. Sådanne ting kan lade sig gøre for os mennesker, fordi vi har en evne til inde i vores hoveder at skabe fiktive rum, eller cyberspace, som det hedder nu om dage, som gør os i stand til at placere os selv i andre verdener og andre sammenhænge end dem, hvori vi rent faktisk befinder os. Og vi er i stand til at kalkulere med, hvordan vores eventuelle handlinger virker ind på disse fiktive sammenhænge, som om de var virkelige. På den måde kan vi også skabe illusioner om verdener, som vi kan meddele til andre ved hjælp af sproget. Og disse andre kan så leve sig ind i dem, hvis vi ellers har været omhyggelige nok, og udføre deres egne kalkulationer i dem.
På den måde har disse fiktive verdener i en vis forstand objektiv gyldighed. Der er spilleregler for, hvad man kan gøre i dem. Der er ting, det går an at tænke sig i dem, og der er ting, der ikke går an. Og overtræder man spillereglerne, som man for eksempel gør i eventyrdigtning, skaber man ikke bare ren kaos, men tænkte universer med deres egne helt særlige love, som det også lader sig gøre at kommunikere videre. Det er ikke demagogi og heller ikke svindel og bedrag. Det er poesi.
Poesien er vores evne til at leve os ind i fiktive universer. Vi mennesker er meget poetiske væsner. Ingen andre dyr er nær så poetiske som os, det skulle da lige være gamle hankatte, som jeg mistænker for at have en særdeles veludviklet evne til at sidde og dagdrømme. Bortset fra det er vi nok ret enestående på det område, og det er vi selvfølgelig, fordi vi har så højtudviklet en kommunikation.
Der er ikke ret meget, vi ikke kan udtrykke sprogligt. Selv det uudsigelige kan vi sige til hinanden, om end kun indirekte. Vores poetiske evne bliver vakt til live af mange ting, og det behøver absolut ikke at have noget med duftende blomster eller håbløse forelskelser at gøre.
Når jeg cykler på en bro over motorvejen på vej hjem fra arbejde, standser jeg tit op midt på den og fortaber mig i at stå og betragte bilstrømmen. Og det gør jeg, fordi det er et ekstremt poetisk sted at opholde sig. Hver eneste bil bærer en hel verden med sig. En lille, billig, men let parkerbar skrammelkasse fortæller om en pædagog eller underordnet funktionær, sandsynligvis en kvinde, der lige har fået fri og skal skynde sig hjem og købe ind til aftensmaden. En kassevogn eller en lille ladvogn med forskelligt grej på fortæller om pendlende håndværkere fra den modsatte ende af Sjælland, de laver ikke meget andet end arbejde og transportere sig selv frem og tilbage. Så er der alle de vellønnede funktionærers biler, store og rummelige, men aldrig med mere end én person i. De bor i en villa i byens nærmeste omegn. Eller lastbilerne, langturschaufførerneé Du må åbne op for en million verdener, når du står på en bro over en motorvej.
I det hele taget er trafik umådelig poetisk. Hvad sker der ikke i dit hoved, når du står ved Øresund, et af verdens tættest besejlede farvande, og kigger ud mod skibene, som der altid og hele tiden er masser af? Færgen fra Polen, eller en kæmpekolos af et skib med biler fra Japané Eller en kulpram til Amagerværket, eller et krigsskib fra en eller anden allieret nation, alle er i dag vores allierede, alligevel skal vi have krigsskibeé
Eller blot det at sidde her ved computeren og skrive skærveknuser: Jeg sidder foran vinduet og kigger ud på en strålende blå morgenhimmel. Og det er ikke himlens fugle, jeg først får øje på i dag, selvom der også er fugle. Det, jeg ser først, er flyvemaskiner. Fordi den morgenhimmel er himlen over Danmarks eneste millionby, er den aldrig tom. Fly med forbindelser til hele verden letter og lander ustandseligt omkring tyve kilometer herfra. Og det at jeg kan sidde her midt i min egen stue og direkte med mine egne øjne se mennesker myldre til og fra denne by fra og mod de forskelligste steder på hele vores klode giver mig en meget virkelig oplevelse af at sidde midt i verden.
Poesi det er, at jeg kan sidde her i min stol foran min computer og se det hvide snespor efter et fly ude på den østlige blå septemberhimmel og på samme tid på én eller anden måde være derude i den allerforreste lillebitte hvide prik, som er et fly, og kigge skråt ned på jorden ud igennem flyets vindue og se den sky komme imellem og forhindre mig i at se mig selv sidde langt langt dernede og ud igennem vinduet i et lille træhus kigge skråt op på et fjernt fly på vej ind bag en skyé