Kraftværker er ligesom for eksempel affaldsforbrændingsanstalter noget, man prøver på at gemme af vejen i vores samfund. Men de er for store. Den, der færdes på havet, vil vide, at det er det stykke dansk samfund, man allerførst får øje på fra søsiden.

Eller man kan se det samme, blot man begiver sig op på et tilstrækkelig højt udsigtspunkt. Landets kraftværker er det, der syner af noget på afstand. Fra vores daglige perspektiv er de anlagt så afsides, at vi ikke lægger mærke til dem, på øde næs eller ude bag industriområder, rensningsanlæg og lignende.
Er der almindelig menneskelig beboelse i nærheden, er det højst fattigfolks kolonihaver. Et kraftværk i Klampenborg ved København eller Skaade Bakker ved Århus ville være en utænkelig ting.
Det har naturligvis at gøre med, at da kraftværkerne blev anlagt, var de hovedsagelig baseret på kulenergi (det er en del stadigvæk), og kravene til røgrensning var ikke, hvad de er i dag. Så de forurenede. Derfor satsede man på få og store kraftværker, placeret hvor de gjorde mindst skade. Og enhver ved jo, at rige folk i Klampenborg eller Skaade Bakker tager meget mere skade af forurening end fattige røvhuller på Amager, der prøver at holde liv i et par forkølede porrer og grønkål i den mineralrige jord i omegnen af et gammelt kulkraftværk.
I grunden er det synd, de gemmes væk. I dag er flere af kraftværkerne lagt om til naturgas, enkelte bruger også forskelligt CO2-neutralt miljøbrændsel, og kravene til røgrensning er så store, at man faktisk roligt kan slå sig ned og have sin dagligdag i nærheden af et kraftværk. Jeg synes, der er god mentalhygiejne i at leve i en dagligdag med synlig adgang til samfundets energikredsløb, det gør os miljøbevidste. Og mange af kraftværkerne er imponerende bygningsværker, på deres egen måde fremragende arkitektur.
For eksempel synes jeg, det gamle Ørstedsværket nede bag det gamle fattigrøvskvarter Vesterbro i København er en perle i dansk industriarkitektur med sine nyklassicistiske smukt rødmalede bygninger, der som alle kraftværksbygninger får tilført noget ekstra imponerende alene i kraft af deres vældige dimensioner. På det værk har jeg haft arbejde adskillige gange i løbet af den københavnske del af min karriere som jord- og betoner, og nu er jeg der igen. Denne gang for at være med til at gøre en del af det gamle kraftværk til museum. Det passer mig meget godt. Jeg føler i høj grad, at Ørstedsværket er 'mit' kraftværk, fordi jeg har været der så tit. Og jeg er vist også så forstokket, at jeg snart skal på museum. Så det er lige et projekt for mig.
Grunden til, at en bygning i Ørstedsværket skal laves til museum, er, at der står en gammel dieselmotor fra 1932 i den. Et museum med en godt halvfjers år gammel dieselmotor! udbryder du utvivlsomt indigneret. Sikke dog noget at bruge penge på! Men det er ikke en hvilken som helst gammel dieselmotor. Det er en dieselmotor med adskillige menneskeliv på samvittigheden. Ja, ikke i den dårlige betydning, selvfølgelig, jeg mener, den har reddet adskillige menneskeliv. For den har trukket den generator, der leverede nødstrøm til eksempelvis byens hospitaler, så lægerne ikke gik i stå midt i livsreddende operationer under strømafbrydelser.
Sidst den var i tjeneste, var faktisk her under den store strømafbrydelse for et par år siden, hvor omtrent hele det sydøstlige Skandinavien var uden strøm i mange timer på grund af et genialt konstrueret system, hvor det ene strømsvigt trak det andet med sig. Den gamle dieselmotor på Ørstedsværket svigtede ikke, den kæmpede.
Men den er for gammel, og dens sidste kamp kostede dyrt. To stempler i den røg. Jeg nåede lige at se dem blive kørt væk på en lastbil. Det er ikke stempler, du kan købe i enhver autohandel. De har en diameter på omkring firs centimeter, og de er ikke billige at få specialfremstillet.
Motoren er dansk. Den er bygget på B&W i begyndelsen af trediverne, og da den var færdig, var det verdens største dieselmotor. Den status havde den i henved fyrre år, og efter hvad jeg har hørt er den stadig verdens største dieselmotor på landjord. Den måler omkring 25 meter i længden og godt en halv snes meter i højden, den har otte cylindre og kan præstere 105 omdrejninger i minuttet og yde 22.500 hestekræfter. Hele motorens totalvægt er 1400 tons. Alene krumtapsakslen vejer 140 tons. Og de 140 tons skal altså op på at dreje 105 gange i minuttet! Ikke sært, at der ryger et stempel i ny og næ. Der hænger et par nøgler til nogle af boltene i den på væggen ved siden af. De er så store, at jeg, en rimelig trænet slider kun lidt over min bedste alder, kun akkurat kan lette dem fra jorden.
Jeg synes, det er en helt rigtig ting at sætte den gamle kæmpe på museum. For det er et stykke dansk industrikultur, som vi bør være stolte af. Den er tilmed lavet på B&W, en af spydspidserne såvel i vores produktionshistorie som i vores klassekamps historie.
Om nogen vil gide at tage ud og glo på sådan noget? Ja, nogle vil. For nok blev Ørstedsværket i sin tid placeret afsides, gemt væk nede ved vandet bag det vældige baneterræn mellem Dybbølsbro Station og Københavns Hovedbanegård. Men det er ikke længere afsides. Dels er København vokset voldsomt på havnefronten, selv om det mest er noget med vandmiljøer til den kreative klasse. Dels har opførelsen af indkøbscentret Fisketorvet lige ved siden af ført til, at der faktisk kommer en del mennesker af alle slags.
Jeg ved godt, at det næppe er dem, som går på Glyptoteket eller Statens Museum for Kunst, der handler mest på Fisketorvet. Men de gider nok heller ikke glo på gamle dieselmotorer. Det gør ingenting. For de møgede arbejderknægte, hvis forældre alligevel skulle købe ind på Fisketorvet, de gider. Og skal de ikke have noget at gå på museum for? Jo, det skal de! De kan ikke få noget bedre.