I sin polemik mod økonomisterne i det førrevolutionære Rusland skrev Lenin, at det var forkert at begrænse den revolutionære agitation til kun at være rettet imod snæver interessekamp. For proletariatets revolutionære modning bestod i, at det var parat til at tage ansvaret ikke kun for sine egne snævre interesser, men for at afskaffe al undertrykkelse i samfundet, skriver Kjeld Stenum

af Kjeld Stenum
Ethvert samfund, som fungerer, producerer nødvendigvis moral, ellers ville det ikke fungere. Det, at samfund fungerer, er vidnesbyrd om, at der findes moralsk adfærd. Moral er, for at bruge den geniale Jacob Bronowskis ord, den cement, der binder samfundet sammen.
Moralske værdier er historiske og skifter med historiens udvikling. Og mange drager af det den konklusion, at moral er noget relativt. Men det er en forkert slutning. Moral er en materiel adfærd, der findes i samspillet mellem mennesker i ethvert samfund og sikrer, at dette samspil overhovedet kan finde sted. Og vi må studere moralen som faktisk adfærd, før vi studerer den som værdi eller ide, for det er adfærden, der skaber ideen og ikke omvendt.
Ethvert samfund, som fungerer, producerer nødvendigvis moral, ellers ville det ikke fungere. Det, at samfund fungerer, er vidnesbyrd om, at der findes moralsk adfærd. Moral er, for at bruge den geniale Jacob Bronowskis ord, den cement, der binder samfundet sammen. Eller sagt på en anden måde, moral har med samfundets cirkulation at gøre.
Det handler om cirkulation i allerbredeste forstand , ikke bare produktcirkulation (som ikke behøver at være i form af varer), også for eksempel om informationscirkulation (sprog), og om personcirkulation (trafik). I forbindelse med alle former for cirkulation kan vi tale om moral.
Vi ved alle, at folk flest ikke skal gå og stjæle eller bedrage det meste af tiden, hvis et samfund baseret på vareudveksling skal fungere. Men det giver også mening at tale om god sprogmoral, god trafikmoral og så videre. Det moralske består i at handle, således at man tager vare på, at samfundet cirkulerer. Det er noget objektivt i den forstand, at i enhver situation er én handling den moralsk rigtige for mig med mine bestemte forudsætninger.
Andre personer kan også indse, hvad der er det rigtige for mig at gøre, og det moralsk rigtige for mig er det samme uanset, hvem der indser det. Det er altså en fordring, som det ikke nytter at diskutere med, den er, som den er. At det er en objektiv fordring, betyder ikke, at vi nødvendigvis er enige om, hvori den består, eller at der ikke kan optræde det, man kalder moralske dilemmaer.
Men dette handler ikke om, at den moralske fordring ikke er objektiv, men om, at vi kan vide for lidt til, at vi kan erkende den. Netop derfor nytter det at diskutere uenigheder om moral. Hvis ikke der var en objektiv sandhed om det moralsk rigtigste, kunne enhver snak om det jo være ligemeget. Men vi diskuterer faktisk umådelig meget moral, selv når det handler om situationer, der slet ikke kommer os ved. Og det gør vi fordi det er vigtigt for os og vores samfund, at vi alle kan orientere os moralsk.

Så er der det med det moralske, at selv om vi har indset det, så er vi ikke tvunget til at følge det. Vi kan godt vælge at handle på en måde, som ikke er moralsk korrekt. Sagen er bare, at man kan stjæle, bedrage, lyve, køre råddent og så videre en gang imellem, men hvis de fleste gør det det meste af tiden, så vil samfundets cirkulation gå i stå.
Og det virker, som når en organisme får en blodprop. Når samfundets kredsløb går i stå, holder samfundet også op med at leve, og det truer omgående en meget stor del af samfundets medlemmer på selve deres fysiske eksistens. Holdt vi op med at leve i samfund og faldt tilbage på stammer eller klaner eller familier eller sådan noget, var hele Europa næppe nær stort nok til at brødføde bare Danmarks befolkning.

Det er moralen, der gør, at samfundet cirkulerer. Selv slaveejeren må udvise et minimum af moral. Kan slaven overhovedet ikke regne med sin herre, hvorfor skal han da afholde sig fra at gøre oprør? Han har jo intet at tabe. Og af samme grund må også den moderne kapitalist opføre sig moralsk nok til for eksempel at sikre, at man som arbejder får den aftalte løn.
Det betyder ikke, at han opfører sig grundlæggende moralsk. Det gør kapitalisten jo ikke, og det gjorde slaveejerne selvfølgelig heller ikke. De opfører sig kun akkurat så moralsk, som de er nødt til, for at den cirkulation, som også de er afhængige af, finder sted. Samtidig bruger de også et vist mål af magt. Samfund kan godt fungere, selvom de ikke er grundlæggende moralske.
Aztekerne byggede deres imperium op på dels at true, dels at bekrige rivaliserende stammer, indtil disse indså deres interesse i at købe sig til fred ved at anerkende aztekernes ret til at få skatter. Men så kunne de også stole på, at aztekerne ikke angreb dem. Det var en slags moralsk skæv samfundskontrakt, man finder sig i en udbytning, der ikke er retfærdig, bare for fredens skyld.
Sådan er de allerfleste samfund faktisk helt grundlæggende sat sammen. Det er moralsk skæve kontraktforhold, der er moral nok i sagen til, at den nødvendige cirkulation foregår, men cirkulationen foregår langtfra så velsmurt, som hvis retfærdigheden og moralen var sat i højsædet.
Så er der desuden i de allerfleste af den slags moralsk skæve samfund en tendens til, at de herskende klasser koncentrerer for megen magt i deres hænder og bliver for optaget af indbyrdes rivalisering til at kunne opretholde det nødvendige minimum af moral. Det fører til, at de undertrykte rejser sig.
Men de rejser sig ikke for at gennemføre en historisk mission, men for at genoprette den nødvendige moral i samfundet. Naturligvis helst ikke den skæve moral, der førte til opløsningen, men bare den adfærd eller moral, som er nødvendig for at samfundet kan fungere.

I sin polemik mod økonomisterne i det førrevolutionære Rusland skrev Lenin, at det var forkert at begrænse den revolutionære agitation til kun at være rettet imod snæver interessekamp. For proletariatets revolutionære modning bestod i, at det var parat til at tage ansvaret ikke kun for sine egne snævre interesser, men for at afskaffe al undertrykkelse i samfundet.
Han gentog også tankegangen senere, så det har været et vigtigt punkt for ham. Efter min mening var det en umådelig vigtig og rigtig indsigt, Lenin afslørede her. Men selvom Lenin utvivlsomt ville vægre sig gevaldigt mod betegnelsen, så er argumentet jo moralsk. Du kan ikke gøre rede for, hvorfor proletariatet dog skulle være modtageligt for denne appel om samfundsansvarlighed uden netop i kraft af moralske argumenter.
Når revolutionære rejsninger opstår, er det meget ofte fred og retfærdighed, det handler om. Det er ikke en rationel vished om at have en historisk opgave, der bærer dem, det er moralsk indignation. Når man går til kamp for retfærdigheden, er man som regel ret lige glad med, om man kan regne med at vinde eller tabe. Man handler på samfundets vegne, for at undgå, at det går i opløsning.
Det handler om at genoprette tilstrækkelig med gensidig tillid i samfundet til, at det vil cirkulere. Det samfund, som er grundlagt på en ikke-skæv kontrakt, har den frieste cirkulation, fordi der ikke er noget samfundsmæssigt, der sætter grænser for tilliden. Den slags samfund plejer vi i dag at kalde kommunistiske.
Før har man kaldt det andre ting, men det handlede grundlæggende om det samme. De urkristne samfund var kommunistiske. Og man kan finde masser af kommunistiske eksperimenter op gennem historien, også længe før kapitalismen. Hidtil har socialistiske samfund aldrig holdt stand på langt sigt. Men hidtil er det heller aldrig lykkedes nogen herskere i længden at kvæle massernes moralske rejsning.