At det er kommet så vidt, handler i bund og grund kun om, at den nuværende regering har gjort ældrepleje til en forretning
af Kirsten Normann, Afdelingsformand, FOA Århus
Når Louise Gade og Poul B. Skov nu har travlt med kritik af reklamefremstød for den offentlige hjemmepleje, så er det måske på sin plads at minde om, at piben havde en anden lyd, da FOA i tidernes morgen kritiserede, at kommunen var forpligtet til at reklamere for de private virksomheder, som var godkendt til frit valg i ældreområdet. Kommunen skal stadig - jf. lovgivningen - reklamere for de private virksomheder i ældreplejen.
Der skal ikke herske tvivl om, at FOA Århus mener, at det er et ærgerligt spild af skatteborgernes penge, at skulle reklamere for noget, som burde være en selvfølge - men det gælder uanset om det er private virksomheder eller om det er den kommunale ældrepleje. Man kan med rette kritisere, at den kommunale hjemmepleje bruger skattekronerne til reklame i stedet for at bruge pengene til 'hænder,' men den samme kritik kan rettes mod private virksomheder, som på samme måde bruger penge på reklame i stedet for at bruge dem på 'hænder'.
At det er kommet så vidt, handler i bund og grund kun om, at den nuværende regering har gjort ældrepleje til en forretning. Det er i virkeligheden til skade for såvel brugerne af hjemmeplejen, som for den offentlige økonomi. Men fakta er, at hvis man betragter ældrepleje som en forretning, og hvis man mener at ældre er bedre tjent med at blive betragtet som kunder med rettigheder, i stedet for borgere med behov for støtte, og hvis man mener, at opgaverne bedst klares i konkurrence om kunderne - så må man også gå planken ud, og acceptere, at den kommunale hjemmepleje naturligvis skal ligestilles i konkurrencen. Alternativt er man enten utroværdig, eller man har et slet skjult ønske om at udsulte den offentlige hjemmepleje.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278