04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej til lempelse af arbejdsgiveransvar

Nej til lempelse af arbejdsgiveransvar

Torsdag, 06. oktober, 2005, 00:00:00

Vi må på det kraftigste advare imod regeringens nye lovforslag om at lade arbejdsgiverne slippe lettere for brud på arbejdsmiljøreglerne

fra Fagligt Ansvars arbejdsmiljøkonference
Arbejdsmiljøet har det dårligt nok i forvejen, og Fagligt Ansvar frygter en forværring af arbejdsmiljøet og et markant fald i straffe- og erstatningssager indenfor arbejdsmiljøområdet, hvis arbejdsgiveransvaret lempes.
Arbejdsgiverne vil nemlig opfatte lovændringen som et signal om, at de kan slække på opmærksomheden omkring arbejdsmiljø, og når der endelig sker en ulykke, så bliver det sværere at få firmaerne dømt.
Som det er i dag betragtes virksomheden som en juridisk enhed, og dermed straffes både arbejdsgiver og arbejdstager, hvis den ansatte begår et klart brud på arbejdsmiljøreglerne. Denne retspraksis baserer sig på et århundred-gammelt retsprincip, hvor en arbejdsgiver hæfter for sine ansatte og for deres handlinger under ansættelsen.
Hvis det nye lovforslag vedtages, og en ansat derefter begår brud på arbejdsmiljøloven, for eksempel ikke bruger lovpligtigt sikkerhedsudstyr eller bruger ulovlige arbejdsmetoder, så skal den ansatte alene kunne straffes, mens virksomheden slipper fri.
Virksomheden skal blot kunne dokumentere, at den ansatte er instrueret i opgaven, at han har fået udleveret det rigtige udstyr og at der er ført tilsyn med arbejdet.
Men dette er yderst vanskeligt at dokumentere. Hvornår har en arbejdsgiver gjort nok, instrueret nok og ført tilstrækkeligt tilsyn? Og hvornår er en arbejdsmetode ulovlig?
Skal en sygehjælper fremover lade en plejepatient falde til jorden for at undgå et ulovligt løft?
Alle skal overholde gældende sikkerhedsregler. Men det ligger i det danske arbejdsmarkeds natur, at den der leder og fordeler arbejdet og høster overskuddet af eventuelle besparelser, også er den, der gøres ansvarlig, når noget i virksomheden går galt - også når det angår arbejdsmiljøet.
Allerede i dag kan en ansat straffes med bøde efter loven, og firmaet kan straffe den ansatte yderligere ved at fyre ham, hvis han alene har lavet en fejl. Det er straf nok.
Vi skal derfor opfordre til, at lovforslaget tages af bordet eller stemmes ned!

Vedtaget af de 100 deltagere på Fagligt Ansvars arbejdsmiljøkonference 1. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp