04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dementisterne

Dementisterne

Lørdag, 08. oktober, 2005, 00:00:00

Liberalisten Fogh undsiger nu minimalstaten. Det svarer stort set til, at den danske folkekirke afskriver bibelen

En stor styrkeprøve er under opbygning. Vil virkeligheden dementere Anders Fogh og hans folk? Eller - og her bliver det spændende for alvor - vil Anders Fogh være i stand til at dementere virkeligheden og trænge den bort?
Vi balancerer på en knivsæg, der heller ikke er helt ufarlig for Fogh selv.
Fogh har samlet en flok dementister omkring sig. De er anbragt i ministerier som ministre, som spindoktorer eller på en anden post i den hurtigt voksende skare af elitens dementister.
Ingen kan vel for alvor huske, hvornår det begyndte. Men en af de første og mest grundlæggende hændelser var Anders Foghs undsigelse af sin egen bog - 'Fra socialstat til minimalstat'. Hvad Fogh havde skrevet, skulle man ikke tage så tungt.
Når der var en lejlighed, så var der en mening - mere indviklet er det ikke. Liberalisten Fogh undsiger nu minimalstaten. Det svarer stort set til, at den danske folkekirke afskriver bibelen.
I de sidste uger har dementisterne ordentligt været på banen. Hvilshøj mente pludselig ikke længere at 24-årsreglen skulle lempes. Brian Mikkelsen, der sagde på det Konservative Landsråd, at (kultur)kanonen kunne bruges mod muslimer med 'middelalderlige normer', for 'Kulturel oprustning er den bedste medicin mod åndelig formørkelse'.
Det fik alle kanon-udvalgene op af stolene. De havde åbenbart ikke regnet med, at de skulle misbruges så åbenlyst i Fogh-regeringens kulturkamp. Mikkelsen måtte krybe til korset og springe ud som syvendedagsdementist.
Og så sagde Fogh at han ikke gav fem flade euroer for, at Tyrkiet kom med i EU. Få dage efter vedtog EU's udenrigsministre at sætte forberedelsen af Tyrkiets optagelse i EU i gang.
Fogh har ikke dementeret sig selv i denne sag, der er jo en del mere stil over at være en stærk leder, der kan sætte andre på plads.

Og så var der den store og perspektivrige dementistsag om ulighed. Først meldte Eva Kjer, at ulighed er samfundets grundstof. Så faldt fars hammer og en forfjamsket Kjer kunne blot meddele - efter godkendelse af Fogh - at hun arbejdede på at 'bekæmpe sociale skel'. Det tager sig nu en gang bedst ud for en socialminister.
Andre dementister, der har boltret sig, er Louise Frevet, som sagde ting om muslimer, vi ikke skal nævne. Det var alligevel for tykt for Dansk Folkeparti-toppen, der søger en balance i forhold til regeringspartneren. Nok være grove, men ikke komme i fængsel. Til gengæld har Mogens Camre dementeret sin udtalelse om, at danskerne får færre børn på grund af indvandrerbyrden.
'Indvandrerne i Danmark bidrager som helhed ikke med noget som helst til samfundet. Der er en ganske klar sammenhæng til, at danskerne ikke kan overkomme en stor familie, fordi det er en voldsom arbejdsbyrde at bære indvandrerbyrden'.

Nu kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumentere, at der nu er noget at tage fat på for både Fogh og Kjer, som jo er i mod ulighed i samfundet.
Den rigeste procent af danskerne har en årlig aktieindkomst på næsten 200.000 kroner. Blandt de sidste 99 procent er det tilsvarende beløb på 800 kroner. Og forskellen bliver større.
Årsagen er dels, at dem, der har mest, får mest ud af deres penge og får lov at beholde mest. Dels er skatten lempet på kapitalindkomster, og skattestoppet begrænser pengestrømmen til samfundet. Vi venter spændt på, at Fogh handler på sagen. Han har jo lige dementeret, at han er for ulighed. Vi venter!
Utroværdigheden bygger sig op under statsministeren, der bruger demokratiet som et redskab for regeringen, i stedet for at lade regeringen af landet være et resultat af demokrati. Hverdagen vil dementere ham og hele hans regering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp