Den 1. oktober skete det forventelige i Irak. En dansk soldat blev dræbt og to andre soldater hårdt såret under en patrulje, da en vejsidebombe sprængte i Al-Hartha nord for Basra. De sårede er nu uden for livsfare
af Carsten Kofoed, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak
Omkring de foreløbige detaljer om angrebet skriver Hærens Operative Kommando i en pressemeddelelse:
'Patruljen bestod af to køretøjer og otte danske soldater. Det ene af køretøjerne ødelægges ved eksplosionen. Det andet køretøj bringer herefter de tilskadekomne i sikkerhed, hjulpet af irakiske sikkerhedsstyrker, nogle kilometer syd for angrebsstedet. Her rekvireres sanitetshjælp fra den danske lejr.'
Alle soldaterne kommer fra Panserinfanterikompagniet ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, oplyser Hærens Operative Kommando.
Flere gange de seneste måneder er danske soldater blevet udsat for vejbomber. Vejbomberne er ifølge hæren typisk granater, der graves ned i vejsiden. De udløses elektronisk eller manuelt, når et køretøj passerer på vejen.
Forsvarschef Jesper Helsø udtaler om angrebet på de danske besættelsestropper, der blev foretaget af den irakiske modstandsbevægelse, som kæmper en helt legitim modstandskamp i overensstemmelse med FN`s Charter artikel 51, der giver ethvert folk ret til at forsvare sig selv mod aggression og besættelse:
'Det gør mig meget ondt, at terroristernes angreb denne gang fik alvorlige konsekvenser for de danske soldater. Vi er tidligere sluppet godt fra denne type angreb.'
Og til TV2 forsøger Helsø at imødegå det øgede pres på regeringen og forsvaret ved at love 'justeringer' i Irak:
'Efter angrebet på den danske patrulje i Irak, der kostede en dansk soldat livet og sårede tre, skal operationsmønstret justeres og måske intensiveres.'
Reaktionerne i Folketinget
Regeringen har også haft travlt med at 'udtrykke medfølelse' med den dræbtes familie og pårørende og forklare 'nødvendigheden' af at fortsætte med at spille russisk roulette med danske liv, selvfølgelig for at 'hjælpe' det irakiske folk. De vestlige olierøveres 'hjælp' - deres krig og besættelse - har indtil nu kostet langt over 100.000 irakere livet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen skriver i en pressemeddelelse:
'Det er med den dybeste sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelse om en dansk soldats død som følge af en vejsidebombe i Irak. Mine tanker og min sympati går i denne tragiske situation først og fremmest til soldatens familie og til de to andre danske soldater, som blev hårdt såret i samme angreb. Terrorister må ikke få held til med disse afskyelige og feje handlinger at hindre fremskridt og skabe kaos i Irak.'
Og det siger Fogh, denne amerikanske lakaj og internationale gangster, der bevidst løj Danmark ind i USA`s oliekrig og sendte danskere til Irak, hvoraf to nu er blevet dræbt. Den 16. august 2003 blev overkonstabel Preben Pedersen dræbt, angiveligt af sine egne under en forvirret ildkamp. Og er der nogen, der har bragt kaos og forhindret fremskridt i Irak, så er det netop besættelsesmagten. Bomberne sprang ikke i Irak, før krigstrioen Bush, Blair og Fogh gik i aktion i marts 2003.
Fogh har dog ikke mere medfølelse med den dræbtes efterladte end, at han vil videreføre sin politik i Irak. Bush` danske nikkedukke står last og brast med den amerikanske olie- og våbenindustri og betaler gerne med flere danske liv, for det er nok det mest sandsynlige resultat af fortsat dansk besættelse af Irak.
Oberst Kristian Sørensen, der er chef for operationsafdelingen i Hærens Operative Kommando, siger således i Politiken:
'Vi håber selvfølgelig, at vi undgår at blive ramt i fremtiden. Men jeg tror, at vi må indstille os på, at der også i fremtiden vil blive forsøgt udløst vejsidebomber. Jeg tror, det vil være naivt at tro, at det holder her. Vi må så bare blive bedre til at passe på ikke at blive ramt.'
Også forsvarsminister Søren Gade har været på banen. Han har forsøgt at skabe det billede, at de danske besættelsestropper er yderste vellidte af den irakiske befolkning. Til DR siger han:
'Vi er mange gange blevet advaret af lokale irakere om, at angreb var undervejs.'
Dem, som Gade taler om, er ikke almindelige irakere, men de dele af det irakiske marionetpoliti, som ikke allerede er infiltreret af modstandsbevægelsen. Det er også værd at notere sig, at hele området omkring Basra nu er blevet mere fjendtligt stemt over for besættelsen, efter at to britiske SAS-elitesoldater, klædt i traditionelt arabisk tøj, den 19. september blev arresteret af politiet i Basra kørende i en bil, som var fuld af våben, bomber og detonatorer.
I Irak er det opfattelsen, at de var på terrormission. De skulle plante bomber mod civile for derefter at lægge ansvaret på den irakiske modstand, der imidlertid kun retter sine angreb mod besættere, som de danske af slagsen, og irakiske kollaboratører. Det ville ikke være første gang, at Storbritannien bruger den slags metoder. Samme taktik brugte briterne også i Nordirland imod IRA.
Foghs racistiske og antimuslimske støtteparti, Dansk Folkeparti, hvis Louise Frevert for ganske nylig kom galt af sted ved at udtrykke partiets holdninger i lidt for klart sprog og efterfølgende sammen med partitoppen tørrede det hele af på sin webmaster, mener, at danske tab er 'en forbandet konsekvens', som partifører Pia Kjærsgaard udtrykte det til TV2.
De to andre partier, der støtter dansk deltagelse i USA`s besættelse af Irak, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, den såkaldte opposition, ser ingen grund til at ændre deres hidtidige linje med hensyn til Irak, en linje, der betyder, at 'oppositionen' er med på krigsvognen indtil mindst februar 2006.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt siger til TV2:
'De danske soldater gør en fremragende indsats for Danmark i Irak. Terrorister skal aldrig få lov at bestemme vores politik. Derfor har vi selvfølgelig den samme politik, som vi hele tiden har haft.'
I Norge har den nye socialdemokratiske statsminister Jens Stoltenberg erklæret, at Norge forlader Irak. De norske socialdemokrater, der lige har fået et kanonvalg, ligger altså under for 'terrorister' i Irak ifølge Thorning-Schmidt, der nok engang udstiller sig selv som et billigt og egentligt også efterhånden ret ynkeligt ekko af Fogh.
SF og Enhedslisten, som er de to eneste partier i Folketinget, der kræver de danske tropper ud af Irak, har også vurderet situationen efter det danske tab.
SF's formand Villy Søvndal mener, at angrebet fornyer debatten om at følge spaniernes og nordmændenes eksempel og trække sig ud af Irak.
'Jeg synes, at vi for længst har overskredet det punkt, hvor man kan tro på, at man kan løse den irakiske situation ved militær magt,' siger han til Politiken.
Deri har Søvndal ret. Den succesfulde irakiske modstand kan ikke besejres, og den vil kæmpe, indtil Irak er befriet, og den sidste besættelsessoldat har forladt Irak eller er blevet begravet i den irakiske ørken.
Og Enhedslistens forsvars- og udenrigspolitiske ordfører Frank Aaen udtaler til Ritzau:
'Det er en tragedie, og vi sender selvfølgelig vores dybeste medfølelse til de efterladte og til den dræbtes kolleger. Men når det er sagt, bør det også siges, at det her altså desværre er dagligdag i Irak.'
Aaen understreger ifølge Ritzau, at han godt er klar over, at en dansk tilbagetrækning ikke vil skabe øjeblikkelig fred i området.
'Men det ville være det første skridt. Det her bør få den danske regering til at overveje sin politik i Irak,' siger han.
Blod på hænderne
Herfra må følgende slås fast:
Danmark er en del af den krigskoalition, som fører en FN-stridig krig, der ikke er blevet mindre ulovlig af, at FN`s Sikkerhedsråd i maj 2003 har 'godkendt' besættelsen i form af resolution 1483. Fogh-regeringen bruger denne resolution som et af sine 'juridiske argumenter', ligesom den anvender 'invitationen' fra den amerikansk indsatte og støttede quislingregering i Den Grønne Zone i Bagdad, som ikke kunne holde én dag uden de mere end 150.000 udenlandske besættelsestropper.
Enhver dansk folketingspolitiker, der har støttet besættelsen af Irak, har den 1. oktober fået mere dansk blod på hænderne, og enhver politiker, der herefter fortsætter sin støtte, sjakrer med danske liv i såvel Irak som i Danmark forårsaget af den øgede terrortrussel.
Det må siges ganske klart, at folketingspolitikerne i Dansk Folkeparti over regeringen til Socialdemokraterne er mordere, der siddende i Danmark myrder såvel irakere som danskere på basis af en kæmpe krigsløgn. Dem, der lytter til deres nye løgne om, at 'vi skal hjælpe irakerne med demokrati, frihed og valg', viser blot derved, at de enten intet fatter af disse begreber eller er i besiddelse af en himmelråbende naivitet. Hvem kan tro på politikere, der sender deres land og befolkning i krig på basis af bevidste løgne?
Krigspolitikerne på tinge er internationale krigsforbrydere. De har begået den største internationale forbrydelse: uprovokeret angrebskrig. De må stilles til ansvar for deres krigsforbrydelser i Irak. De må med krigsløgneren Fogh i spidsen stilles for en krigsforbryderdomstol a la den mod nazilederne efter Anden Verdenskrig.
Hvad angår de danske soldater i Irak, så gør de intet godt i landet og skader Danmarks internationale omdømme kolossalt. Verden er nemlig større end Det Hvide Hus. De danske soldater er en del af den torturerende besættelsesmagt og simpelthen blot USA`s lejesoldater med Dannebrog på ærmet, uanset hvordan man vender og drejer det. Deres hovedopgave er at sikre indfaldsvejene til Iraks andenstørste by Basra, så amerikanerne i ro og mag kan bombe og slagte løs i det nordlige Irak. Lige nu er de amerikanske besættelsestropper i gang med 'Operation Jernnæve' mod byen Qaim nær den syriske grænse for at 'udrydde terrorister' i området. Det er tredje gang på blot fire måneder, at området omkring Qaim er under angreb. 'Terroristerne' er lokalbefolkningen. Og Danmark er medansvarlig.
Hvor ville det dog være glædeligt, midt i det ulykkelige, hvis de danske soldater i Camp Danevang gjorde det, som krigsgalningene i Folketinget, der har sendt dem ud i en ulovlig og upopulær krig, ikke vil, nemlig at begive sig hjem til Danmark, hjem til deres familier og venner, der håber, at de kommer hjem i live og hele. Det ville være den helt rigtige måde at vise respekt og ære for deres døde kammerat, der døde i en uretfærdig og unødvendig krig på grund af Fogh-regeringens krigsløgne, og samtidig undgå flere tab og endnu mere tragedie. Det ville være et samvittighedsfuldt og væsentligt bidrag på vejen mod et fredeligt og frit Irak. Tusinder af amerikanske soldater har allerede sagt fra over for deres løgnagtige præsidents oliekrig.
Et flertal af danskerne er imod de danske soldaters tilstedeværelse i Irak, så de ville blive modtaget med åbne arme. Løgnere og krigsforbrydere som dem i Folketinget, der har sendt danske unge i krig for USA`s økonomiske og strategiske interesser, har ingen krav på loyalitet, ej heller selvom de er 'folkevalgt'. Deres krigsgalskab kostede den 1. oktober en ung dansk mand fra Holstebro livet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278