Nogle idioter har valgt at provokerer med tegninger af profeten Mohammad, andre idioter truer disse med døden. De er muslimer, jeg er muslim, dermed er overskriften ¤¤Muslimer sender dødstrusler til JP¤¤ en generalisering og punktum

af Manyar I. Parwani, filminstruktør og forfatter
Jeg sidder i en af Zentropas Hytter. Her sidder forfattere og filminstruktører og udvikler på deres ideer og historier. De virker muntre, men jeg har ondt i mit brystkasse. Smerten er enorm, ensomheden vokser sig større og større.
Muslimer, kristne, krig, terror, fordomme, had, fordrejninger af sandheder og løgne. Det tager næsten livet af mig og jeg har svært ved at tænke på det jeg egentligt skal her i hytte nummer 5. Jeg burde skrive videre på mit manuskript til novellefilmen 'Journalen'. Jeg burde side og bide negle af nervøsitet over hvornår DFI`s talentudvikling svarer på om hvorvidt jeg egner mig til en produktionsstøtte, så jeg kan debutere.
Men jeg kan ikke. Alt det jeg gør virker i denne stund ligegyldigt. Afmagten er så stor, at den fylder hele mig, hele denne hytte og når jeg ser mit eget afspejling på skærmen, får jeg kvalme, jeg er så lillebitte i så stor en verden, så stor en debat.
Nogle idioter har valgt at provokerer med tegninger af profeten Mohammad, andre idioter truer disse med døden. De er muslimer, jeg er muslim, dermed er overskriften 'Muslimer sender dødstrusler til JP' en generalisering og punktum. Igen sure blikke rettet mod mig i toget på vej til filmbyen, igen sukker jeg, ondt gør mig mere ondt. Er der overhovedet plads til mig. Jeg fylder ingen overskrifter.
Demonstrationen jeg har ventet på fra muslimers side her i Danmark kom aldrig. Den skulle handle om, at vi muslimer og koranen som vores guide tager afstand fra terror mod uskyldige mennesker. At vi er imod krig og opfordrer til fred. Men den kommer her fredag den 14 oktober på Rådhuspladsen, på baggrund af noget som myrerne her i filmbyen griner højlydt af.
Min kaffe er som altid blevet kold, jeg griner og græder og størkner. Nu står muslimer sammen og vil beskytte profeten Mohammad, men de har aldrig stået sammen om at beskytte og bevare, hvad den profet egentligt siger og står for. Alle de gange koranen er blevet misbrugt og voldtaget af terrorister for at fremme deres forskruede ideer om fred.
Der har det ikke været muligt at beskytte vores religion, men et par barnagtige tegninger sætter sindet i kog, og ud af det rejser folk sig op fra deres fastklisterede stole og opfordrer til kamp. At Jyllands-Posten burde forbydes. Hizbuth Tahrir burde forbydes, men de er her, Nazisterne burde forbydes, men de er her. Alle som bygger disse metaltunge mure blandt vesten og muslimer, burde forbydes. Hvem har rejst sig op for denne vigtige kamp. Ingen. Muslimske præster påstår, at de vil demokrati, de vil integration, men ikke bag lukkede døre. Kristne politiker har påstået, at de vil kæmpe for, at vi kan leve side om side men ikke under bordet i Christiansborg. Vi er dybt enige om en ting, altid at være uenige.
I hytte nummer 5 sidder jeg. Tænker, tænker, tænker. Hvad kan jeg gøre, så denne debat får en anden drejning. Ingenting. Bomben er sprunget, idioter hoppede på den. Ingen er uskyldige i denne sag, blot tegner det sig mere klart for mig, at grænsen flytter sig længere og længere væk, for hvert skridt jeg forsøger at tilnærme mig den. Men en ting er jeg sikker på, at uanset hvad vil hadet ikke overmande mig til at fordømme andre religioner. Tolerance har fundet ly i mit hjerte og sjæl. At elske sine medmennesker. Uanset tro, farve eller herkomst vil jeg respektere dem, såvel som jeg forventer, at de respekterer min tro, farve og herkomst.
Tegningerne af profeten Mohammad i Jyllands-Posten, jeg anerkender dem ikke, derfor kan jeg tillade mig at grine med. Jeg ved ikke hvordan min profet ser ud, men det gør mine medmuslimer åbenbart.
Kære muslimer i Danmark. Har vi ikke en større kamp at stå sammen om. Er det ikke meningen ifølge koranen at vi skal statuere et så godt et eksempel som muslim, at andre bliver positivt forbløffet, og ikke truer andre som ikke tror på det samme som os.
Det er ikke tilladt ifølge bogen (koranen) at kalde nogen vantro og gør man dette, er man det selv. Kære Jyllands-Posten, jeg beklager med sorg og forargelse truslerne fra de små drenge, som har truet jer med døden. Som muslim tager jeg dybt afstand fra det og skammer mig over det. Men Jyllands-Posten, kunne I ikke finde på noget bedre at sælge jeres avis på. I kaster det her ud midt i ramadanen, gensidigt respekt ville ikke gør jer mindre værd. Jeg synes også I skulle skamme jer.
Men jeg har intet imod, at folk ytrer sig gennem disse tegninger, som for øvrigt ikke er profeten Mohammad, jeg anerkender ikke tegninger, men forstår provokationen og humoren. Jeg er sikker på, at Mohammad ville have grinet højlydt af disse og ikke sendt jer dødstrusler men blomster, for min profet var en begavet mand. Mohammad var tolerant, det burde muslimer lære noget af.